Ærligt, råt & fucking personligt

 

For første gang nogensinde har jeg svært ved at sætte ord på, hvad jeg føler.

Jeg ved, at jeg føler mig tom indeni – så meget er jeg da nået frem til. Jeg ved også, at jeg ikke har energi til noget som helst, og at jeg hellere vil sove end være alene med mine tanker.

Den sidste månedstid har været en rigtig svær periode for mig. Jeg vil ikke sige, at jeg har været deprimeret, men jeg har fandme været nede i kulkælderen mange gange, og til en forveksling har jeg haft svært ved at komme op igen. Normalt kan jeg altid hive mig selv op ved at meditere, gå en tur eller skrive mine følelser og tanker ned, imens jeg nyder en kop kaffe – men ikke denne gang.

Sidste uge var den værste. Jeg nåede helt derud, hvor jeg begyndte at stille spørgsmål ved, hvad fuck jeg lavede med mit liv, og hvad fanden jeg ville med min fremtid. Hvis du kender mig, så ved du, at det er nogle tanker, som jeg sjældent har. Sidst jeg havde de tanker, stod jeg og overvejede at droppe ud af gymnasiet – og det er altså ved at være to år siden nu.

Normalt er jeg altid positiv omkring min fremtid, og jeg elsker at skrive mine mål og drømme ned og planlægge min tid, men her på det sidste har jeg virkelig ikke følt, at der var en mening med noget som helst. For at være ærlig, så har min vision og mine mål bare virket fuldstændig ligegyldige. Jeg har for første gang i mit liv siddet med tanker om at få mig et “normalt” job fra morgen til eftermiddag, og det faktum, at jeg overhovedet har tænkt det, har bare gjort mig endnu mere ked af det.

Jeg har haft et par dage, hvor jeg bare har ligget i sengen og lavet ingenting – og jeg hader at lave ingenting. Der er ikke meget i den her verden, som jeg hader, men jeg hader virkelig ikke at lave noget og spilde min tid. Jeg bliver rigtig nemt irriteret, hvis jeg har en dag, hvor jeg slet ikke får udrettet noget, så det at jeg ikke engang har været i stand til at komme ud af sengen, har virkelig irriteret mig til det yderste. Jeg har bare ligget i min seng og set Netflix og YouTube videoer for at distrahere mig selv fra mine egne tanker, så jeg ikke blev ked af det og brød sammen i tårer. Det gik så ikke så godt, for det skete ret tit, og fuck hvor har jeg følt mig ynkelig her på det sidste.

Jeg har brugt lang tid på at finde ud af, hvor de her følelser kommer fra og hvorfor de påvirker mig så meget – og her på det sidste er indsigterne bare kommet på stribe. Det er nogle følelser og tanker, som jeg ikke har delt med ret mange og egentlig heller ikke havde tænkt mig at dele med andre, men jeg har nu alligevel valgt at åbne op her på bloggen, for jeg er sikker på, at der sidder nogen derude med nogle af de samme følelser og tanker som mig, som godt kunne have brug for at få at vide, at de ikke er alene.

 

 

Som nogle af jer nok ved, så arbejder jeg i øjeblikket på min femte roman – og fuck, hvor er det en svær process for at sige det lige ud. Der er mange, der spørger ind til, hvordan det går med den, hvor langt jeg er kommet, hvad bogen kommer til at handle om og hvornår den udkommer. Jeg svarer altid, at det går godt, for det gør det – i hvert fald med bogen. Antallet af ord stiger og stiger, og jeg er da også begyndt at lege lidt med bogomslaget, men der ligger bare utrolig mange følelser bag hele skriveprocessen, som påvirker mit psyke og skaber den her følelse af tomhed.

Jeg har indset, at min femte roman er roden til min sårbarhed. Jeg går i øjeblikket og reflekterer rigtig meget over min tid i gymnasiet, og det gør jeg, fordi min bog i store træk kommer til at handle om lige netop det. Den kommer til at handle om det at følge sit hjerte og være tro mod sig selv, og så kommer den til at handle om frygten for at satse den “sikre” fremtid på sin passion og sine drømme. Det bliver en bog fyldt med følelser og personlige oplevelser omskrevet til en fiktiv historie, og den bliver endnu mere personlig og ægte end nogle af mine andre udgivelser, da den foregår lige her i Danmark.

Kort sagt: det bliver min mest rå, ærlige og ikke mindst personlige udgivelse nogensinde.

Jeg vil ikke sige, at jeg har svært ved at skrive på bogen, men jeg har svært ved at håndtere de følelser, der dukker op under skriveprocessen. Hele plottet og historien kræver nemlig, at jeg går to-tre år tilbage i mit liv og graver op i alle de gamle følelser, som jeg egentlig havde gemt langt væk, efter jeg droppede ud af gymnasiet. Dengang skulle jeg bare hurtigt videre, og som du måske har læst i mit blogindlæg “Mit livs store beslutning”, så var jeg ikke lang tid om at gøre gymnasiet til et afsluttet kapitel af mit liv, så jeg hurtigt kunne starte på et nyt – nemlig jagten på forfatterdrømmen.

Til at starte med viste det sig at have sin fordel. Ikke nok med, at jeg fik stablet min egen virksomhed på benene, opsat min egen hjemmeside og alt hvad der ellers hører til iværksættersiden af det, så fik jeg også skrevet og udgivet hele tre romaner inden for bare et år. Jeg er overbevist om, at den eneste grund til, at jeg kunne være så produktiv på så kort tid, var fordi jeg gemte alle følelserne fra gymnasiet væk. Jeg fokuserede udelukkende på “det nye liv” og den nye hverdag, som jeg var i fuld gang med at få stablet på benene.

Men nu kan jeg mærke, at det er tid til at få bearbejdet de følelser. Hvis jeg ikke gør det nu, vil jeg aldrig få det gjort, og jeg kan ikke blive ved med at bullshitte mig selv og overbevise mig selv om, at gymnasiet ikke var en hård periode af mit liv, for sandheden er, at det var en fucking hård tid – og det er kun de færreste, der ved det.

Jeg er overbevist om, at rigtig mange tror, at det var nemt for mig at droppe ud af gymnasiet. De ved, at det var en svær beslutning for mig, men de tror stadig, at det at droppe ud var det nemme valg. Sådan har det måske været for andre, der har stået i samme situation som mig, men for mit vedkommende ville det have været langt nemmere at blive i gymnasiet og få min hue ligesom alle andre, for så kunne jeg bare blende ind i mængden, og så behøvede jeg ikke presse mig selv ud af min komfortzone.

Det var bare sådan, at alt i min krop skreg efter at gå min egen vej og komme ud af den komfortzone. I sidste ende så jeg intet andet valg end at satse alt og følge mit hjerte, for jeg var alt for deprimeret og ulykkelig til at blive, hvor jeg var.

 

ANGST

Det var et angstanfald, der i slutningen af 2.g satte gang i hele beslutningen om at droppe ud. Det skal lige siges, at jeg på ingen måde lider af angst. Jeg har kun været ude for et angstanfald 2-3 gange i mit liv, og i alle tilfælde er det kommet af, at jeg har bullshittet mig selv og gået så meget imod mine egne følelser, at min krop har været nødt til at reagere på det for at sige stop. Jeg har i mange år ment, at et angstanfald blot er din krops måde at give dig et wake-up call på. Din hjerne kan nemt bilde dig ting ind, som ikke passer, for den har kun én opgave, og det er at holde dig i live – og tro mig, den vil gøre hvad som helst for at afholde dig fra at tage alle de store chancer og beslutninger i dit liv. Lige så snart du begynder at udfordre dig selv, siger din hjerne stop, for den vil gøre alt for at få dig til at blive i din komfortzone, hvor du føler dig tryg og i sikkerhed.

For en lille uges tid siden oplevede jeg endnu et angstanfald. Det kom i forbindelse med alle de her tanker om, hvad fanden jeg lavede med mit liv, og det kom som lidt af et chok for mig, for jeg troede egentlig, at jeg var ovre det. Jeg indså hurtigt, at de tanker og følelser, der satte gang i anfaldet, var præcis de samme tanker og følelser, der satte gang i mit angstanfald for to år siden. Frygten for et tilbagefald slog ind, og det gjorde bare det hele endnu værre. Jeg følte mig svag og ynkelig, men mest af alt var jeg bare virkelig sur på mig selv, fordi jeg havde ladet det gå så langt uden at snakke med nogen om det.

Der er selvfølgelig forskellige former for angst, og jeg ønsker ikke at generalisere – men jeg er overbevist om, at enhver form for angst kommer af nogle følelser, der ikke er blevet bearbejdet. Det at skrive om min gymnasietid river op i alle de følelser, som jeg ikke har fået bearbejdet, og jeg tror, at det er grunden til, at jeg nu får den her rutchebanetur af gamle følelser og tanker. Det er virkelig svært at skulle gå tilbage til nogle følelser, som man egentlig ikke ønsker at føle, men jeg tror på, at det er nødvendigt, hvis man ønsker at give slip én gang for alle.

 

SKRIVEPROCESSEN

Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvordan det er at arbejde på en bog, når man direkte hader hovedpersonen, men jeg kan godt fortælle dig, at det tager skriveprocessen til et helt andet niveau, for det er pisse svært. Det sværeste er dog, når man én gang for alle indser, hvorfor man hader den her person så meget.

Rent følelsesmæssigt er hovedpersonen i min femte roman en tro kopi af den person, jeg selv var i gymnasiet. Alt ved hende irriterer mig, men jeg er også udmærket godt klar over, at jeg kun hader hende, fordi jeg ikke har tilgivet den person, jeg selv var dengang. Jeg har ikke tilgivet hende for at ignorere alle tegnene på, at gymnasiet ikke var vejen frem for hende, og jeg har ikke tilgivet hende for at blive ved med at presse sig selv for at passe ind, når hun inderst inde godt vidste, at det ikke var meningen, at hun skulle passe ind. Jeg har ikke tilgivet mit gamle jeg – og det gør sgu ondt at skulle igennem den process nu.

Når jeg sætter mig ned for at skrive på bogen, føler jeg næsten, at jeg stikker en kniv i mit eget hjerte. Jeg går i dybden med beskrivelsen af følelserne, selvom det gør ondt, for jeg ved, at det er nødvendigt. Jeg ved, at jeg kun snyder mig selv, hvis jeg ikke gør det, for der kommer intet godt ud af at ignorere følelserne. De skal bearbejdes, ellers dukker de bare op igen og igen og igen, indtil du ligger ned og har mistet alt håb for at komme op igen.

Hvis sandheden skal på bordet, så er jeg faktisk en utrolig følsom og sensitiv person. Jeg er meget sårbar omkring mine mål, for jeg bruger ikke min tid på noget, der ikke føles rigtigt – men jeg er også meget målrettet og presser altid mig selv til at gøre, hvad jeg sætter mig for. Det kan til tider være rigtig svært for mig at finde balancen, for jeg ved ikke altid, hvornår jeg skal presse mig selv og ignorere følelserne, og hvornår jeg skal stoppe op og mærke efter, om det nu også er det rigtige, og om det virkelig er værd at kæmpe for.

Én ting er dog sikkert: det er det helt rigtige for mig at få bearbejdet de her gamle følelser igennem skrivningen af min femte roman.

Skrivning har altid virket terapeutisk for mig, og det har altid været min form for “lykkepille” til enhver form for tragedie eller nedtur i mit liv. Intet i den her verden kan slå mig så meget ud, at jeg ikke kan komme på benene igen ved hjælp af skrivning. Uanset hvor ondt det gør at skrive om, og hvor sort min verden bliver for et kort øjeblik, så ved jeg, at jeg i sidste ende vil stå med hovedet højt og være stærkere end før.

Men lige for tiden er det hele sgu lidt af en rutschebanetur. Nogle dage er bedre end andre, og den her uge har heldigvis været langt bedre end den forrige, så jeg føler, at jeg står stærkere nu. Jeg nyder at have mere overskud og energi, end jeg havde i sidste uge, og det tror jeg er vigtigt at fejre i en process som den her, hvor man egentlig bare har allermest lyst til at gemme sig væk under dynen.

Alt det her er noget, som jeg har haft rigtig svært ved at snakke med andre om – simpelthen fordi jeg ikke har kunnet sætte ord på alle de her følelser og tanker, som jeg går med lige for tiden. Jeg tror det har noget at gøre med, at jeg har skjult dem for mig selv i så lang tid, at jeg i sidste ende overbeviste mig selv om, at de slet ikke fandtes.

Jeg har bullshittet mig selv i lang tid for ikke at se sandheden i øjnene. Nu vælger jeg at tage kampen op og skabe mit livs mesterværk i form af mine mest personlige udfordringer og oplevelser – og jeg er både spændt og pisse nervøs for at skulle dele det hele med jer i min femte roman 💜

 


 

8 Comments

  1. Smukt, ærligt, og personligt :-p

  2. Pingback: Når en ægte underdog opnår succes | Amanda D.

  3. Super godt indlæg, meget personligt, men som der sikkert er mange som kan nikke genkendende til. Det er fantastisk at du tager kroppens signaler seriøst og arbejder med det i stedet for at lukke ned, gemme væk og læsse på i flere år. Selvom det ikke er rart at høre at du tumler med nedture for tiden, så er der rart for os andre at læse at det er ok og at man ikke er den eneste med kaos, nedture og forvirrende følelser. Så TAK for det! Vi bliver stærkere og hvor er vi heldige at kroppen fortæller os at det er tid til at stoppe op og mærke efter. Glæder mig til at læse din 5. bog!

    • Tusind, tusind tak for din dejlige kommentar! Ja, vi er bestemt heldige, at vi har vores krop til at fortælle os, når det er tid til at stoppe op og mærke efter. Det er SÅ vigtigt at lytte til kroppen, og det er virkelig et emne, som jeg ønsker at sætte mere fokus på – både her på bloggen og i mine bøger.
      Og hvor er det bare dejligt at høre, at du glæder dig til min femte bog! Det er jeg virkelig glad for 💜

  4. Jeg bliver altid så skide glad for de her opslag fra dig, netop fordi de er så skide ærlige og personlige. Jeg vil give dig fuldkommen ret i, at det er svært at tilgive sig selv for mange ting – og ærligtalt synes jeg det er sværere at tilgive sig selv, end at tilgive andre. Men du har fandeme gjort et godt stykke arbejde med alt du har været igennem siden gymnasietiden – og den du var dengang, har gjort dig til den, som du er i dag, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre Amanda end den du er i dag! så jeg vil gerne takke gymnasie-Amanda for bøvlet – for det har været alt bøvlet værd!!
    Keep up the good work, Amanda. Du klarer det SÅ flot, og du er ikke alene om det. Husk det.

    • Gud, hvor er jeg taknemmelig for den her kommentar!! Du har helt ret i, at det er sværere at tilgive sig selv, end det er at tilgive andre. Jeg tror generelt vi er meget mere dømmende overfor os selv end andre – og et eller andet sted, så dømmer vi jo kun andre, fordi vi dømmer os selv.
      Men i hvert fald tusind tak for din hjertevarmende kommentar, Mette! Du fik mig virkelig til at smile og gav mig et kæmpe boost af taknemmelighed, så mange tak 💜

  5. Meget personligt indlæg, hvilket jeg godt kan lide, da man ligesom også føler, at de rent faktisk sidder en person bag skærmen, som også har nedture nogle gange ligesom os andre (hvilket selvfølgelig ikke er fedt, men en del af livet)
    Jeg vil dog sige, at jeg synes ikke, at du skal hade den person du var i gymnasiet, men respektere hende. Havde du ikke startet på gymnasiet ville du ikke vide, at det ikke var dig. For ja, jeg tænker også af og til “hvad helvede laver jeg her” når jeg sidder i skolen, for jeg ved nemlig heller ikke hvad jeg vil. – men jeg ved også bare, at der har været så mange gode oplevelser jeg samtidigt har haft, som jeg ikke vil bytte for noget her i verden. Derfor skal du istedet se på det som en del af din fortid, som har været med til at gøre dig til den du er idag.
    – Du har helt smittet af på mig, da jeg føler, at jeg lyder som dig i dine fantastisk inspirerende nyhedsbreve, som virkelig giver et boost på en ellers kedelig og grå mandag.

    • Årh! Jeg er virkelig glad for at høre, at du kunne lide indlægget og vælger at dele dine tanker med mig. Du har helt ret i, at jeg ikke burde hade den person, jeg var i gymnasiet, for hun har fået mig hertil, hvor jeg er i dag – men det er en lang process at skulle tilgive, og jeg var lang tid om at indse, at det var mig selv, jeg manglede at tilgive. Jeg tror nemt man glemmer at se det hele i et større perspektiv, når følelserne fylder så meget.
      Det er så fedt at høre nogle af mine egne ord komme fra en trofast læser som dig – så tusind, tusind tak, fordi du deler det med mig. Du er for skøn 💜💜

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *