En dans i mellem frygt, inspiration & mod

 

Som forfatter skriver man nogle gange noget, som man først senere hen finder ud af, hvad betyder.

Det starter med, at man får en idé helt ud af det blå, som man skynder sig at skrive ned, inden den forsvinder. Man når hverken at opfatte, hvad det hele går ud på, eller hvad meningen med idéen er, før man får en ny idé, som man også lige skal skynde sig at skrive ned. Pludselig er det, som om man løber et helt maraton fyldt op på energidrikke. Man er slet ikke til at stoppe, og selv når man når mållinjen – og man hverken kan mærke sine ben eller sine fødder – fortsætter man med at løbe, som om det gjaldt liv eller død. Det er sådan det føles at blive jagtet af inspirationen.

Men sådan er det ikke altid. Nogle gange er inspirationen der bare ikke, og så er det umuligt at spurte gennem maratonet, uanset hvor mange energidrikke man har fyldt på. Andre gange er man bare så dum at spænde ben for sig selv, inden man overhovedet er nået halvvejs.

Og jeg tror af og til, at forfattere og andre kreative ildsjæle spænder ben for sig selv, fordi frygten tager styringen. Uanset om vores frygt skjuler sig som perfektionisme, angst eller noget helt tredje, så vil vi før eller siden opleve (og ofte mange gange) at vores frygt bryder den kreative process. Sådan er det bare, for kreativitet er en dans i mellem frygt, inspiration og mod, og det er ikke altid lige nemt at danse i takt, når der skal danses salsa, og man pludselig har fået en ekstra dansepartner ved hånden.

Det er ikke lang tid siden, at jeg lod min frygt tage styringen i min femte roman, som jeg arbejder på lige nu. Jeg frygtede at fortælle en del af sandheden, og jeg skjulte det ved at fylde en masse unødvendige elementer ind i handlingen, fordi jeg ville have mit “gamle jeg” til at virke klogere og mere selvbevidst, end jeg egentlig var på det tidspunkt i mit liv. Jeg frygtede at fortælle sandheden, fordi jeg endnu ikke havde fortalt sandheden til mig selv.

Det resulterede i skriveblokeringer, der fortsatte i ugevis – og med tiden har jeg indset, at den eneste grund til, at jeg oplever skriveblokeringer, er fordi jeg ikke føler mig interesseret nok i det, jeg arbejder på, og det gør jeg ikke, hvis det hele er ren fiktion. Jeg bliver nødt til at flette en eller anden form for sandhed ind i mine skøre og fiktive idéer, for ellers er det ikke personligt nok, og så føler jeg ikke, at det er min historie at fortælle.

Og det er bare vigtigt, at vi bruger vores kreativitet til at fortælle sandheden, som den er. Jeg mener ikke, at vi alle skal skrive en hel selvbiografi af vores liv, hvor intet er fiktion eller fantasy. Jeg mener bare, at der bliver nødt til at være en eller anden form for sandhed bag de fiktive karakterer og det fiktive univers, vi skaber.

Tag eksempelvis den berømte serie om Harry Potter. Her har forfatteren J. K. Rowling skabt dementorer, som udadtil blot er et fiktivt væsen – men hvis vi dykker dybere ned i det og finder frem til den egentlige sandhed bag de her sorte, ækle skabninger, så symboliserer de faktisk hendes hårde periode med depression. I form af et fiktivt væsen, der suger sjælen og glæden ud af alt det kommer i nærheden af, får hun bearbejdet følelserne fra sin depression.

Og er det ikke fantastisk, at vi kan bruge kreativitet på den måde? At vi kan skabe fiktion, der er baseret på en virkelighed, som mange af os (hvis ikke os allesammen) gennemgår, men er bange for at sætte ord på og tale åbent omkring?

Uanset om det er fiktion eller ej, så har kreativitet et krav om, at vi er modige. Vi bliver nødt til at fortælle sandheden, og vi bliver nødt til først at fortælle den til os selv. Selvom vi ofte giver udtryk for, at vi er bange for at dele vores kreative arbejde med offentligheden, fordi vi frygter, hvad andre vil tænke og mene om det, så tror jeg inderst inde bare, at vi er bange for at indrømme det overfor os selv. Vi er bange for at fortælle sandheden til os selv, fordi vi ved, at den gør ondt.

 

▼ ▼ ▼

 

Jeg læste engang et citat, som lød nogenlunde sådan her: There’s the book that you must write, and then there’s the book that you can publish. And those may be two different books.

Og præcis derfor bliver vi nødt til at slå røven i sædet og skrive sandheden ned sort på hvidt, før vi begynder at bekymre os om, hvad alle andre vil tænke om vores kreative arbejde, eller om det nogensinde vil blive vist frem i offentligheden. Vi bliver nødt til at fortælle os selv sandheden først, for vi har brug for den sandhed – ellers lever vi hele vores liv på en løgn, fordi vi ikke engang tør at være ærlige overfor os selv.

Da jeg begyndte at arbejde på min femte roman, prøvede jeg lige fra start af at skrive en bog, der kunne blive udgivet. Ligesom alle mine andre bøger ville jeg selvfølgelig gerne have, at den skulle have en dybere mening, og at den skulle have et budskab, der sagde spar to – men det skulle også være en god historie. Så jeg fandt på det ene plot efter det andet, og selvom de alle skabte en god historie, så var det ikke min historie. Der var ikke noget personligt i det, og derfor vidste jeg på forhånd, at jeg ville køre død i skriveprocessen.

Sandheden er, at jeg gjorde alt for at skrive en bog, der kunne blive udgivet, for jeg var bange for at skrive den bog, som jeg vidste, at jeg blev nødt til at skrive. Lige siden jeg droppede ud af gymnasiet vidste jeg, at jeg på et eller andet tidspunkt ville skrive en bog, der omhandlede hele min rejse med at gå imod normen for at følge mit hjerte, men jeg prøvede hele tiden at skubbe det væk, fordi jeg var bange. Jeg var bange for at skrive den historie, for allerede før jeg overhovedet havde skrevet den, frygtede jeg, hvad alle andre ville tænke, og om jeg nogensinde ville få modet til at udgive den, når først jeg havde sat det sidste punktum.

Sådan har jeg det ikke længere. Jeg frygter ikke længere at fortælle min historie, som den er, og jeg frygter heller ikke at skulle udgive den og blotte mine allerdybeste og mest rå følelser for verden – og det gør jeg ikke, fordi jeg kan mærke, at det her er større end mig. Jeg kan mærke, at det her handler om at formidle nogle følelser og tanker, som jeg ved, at rigtig mange unge går med, men ikke tør at indrømme, fordi det er langt nemmere og mere sikkert at gøre, hvad der er logisk og systematisk rigtigt, frem for hvad der føles rigtigt.

Det her handler om at være en stemme for alle dem, der har mistet troen på deres egen dømmekraft i en verden, hvor vi per automatik lytter mere til andres meninger end vores eget hjerte, fordi vi er bange for, om vores egen mening overhovedet er noget værd.

Og jeg siger, at din mening er noget værd.

Så følg dit hjerte, tro på dig selv og forbered dig på at få en ekstra dansepartner, som hverken har rytme i kroppen eller kan huske de mest simple trin. Gør dig selv en tjeneste og lær dansen i mellem frygt, inspiration og mod – og så lover jeg dig, at du aldrig vil tvivle på din egen stemme igen.

 


 

KOMMENTARER

Modtag besked om
avatar
wpDiscuz