Kunsten at miste sig selv

 

For en uges tid siden sad jeg i et fly fra Bulgarien til Danmark, og pludselig blev jeg inspireret til at skrive – sådan virkelig inspireret. Der var bare det lille problem, at jeg ikke turde at bede personen ved siden af mig om at rejse sig, så jeg kunne komme ud og hente min computer. Jeg var bange for at være til besvær, hvis jeg så meget som spurgte. Det gav mig direkte ondt i maven og efterlod mig med et spørgsmål, som jeg burde have stillet mig selv for lang tid siden…

Hvornår holdt jeg op med at sætte mig selv først?

Det er nemt at fortælle andre, hvor vigtigt det er at sætte sig selv først – men det er ikke altid lige nemt at følge sit eget råd. Nogle gange falder man i, og så er der ikke andet for end at puste på såret og komme til arbejde, så man kan få sig selv på rette spor igen.

Og det er bare vigtigt, at man får sig selv på rette spor igen. I min verden kan man ikke være tro mod sig selv, hvis man ikke sætter sig selv først – og hvis man ikke er tro mod sig selv, kan man så overhovedet være sig selv?

Jeg kan ikke. Det er som om, at alt i mit liv langsomt krakelerer og kommer i ubalance, hvis jeg glemmer at sætte mig selv først. Det er hele fundamentet for min glæde, og ligesom man ikke kan bygge et hus uden et fundament, kan man heller ikke nå sine drømme og skabe det liv, man drømmer om, hvis ikke man kan sætte sig selv og sin egen glæde først.

Der er bare det med det, at vi lever i et samfund, hvor langt de fleste mener, at det er egoistisk at sætte sig selv først. Jeg vil nærmere sige, at det er egoistisk ikke at sætte sig selv først. Hvorfor? Fordi i det sekund du sætter et andet menneske før dig selv, så glemmer du dig selv og giver ham eller hende ansvaret for din glæde og lykke. Du gør dem ansvarlig for, at du er glad – men det kan aldrig nogensinde være deres ansvar, om du er glad eller ej.

Her forleden hørte jeg et podcast, hvor der blev sagt, at det bedste forhold er det forhold, hvor man kan kigge personen i øjnene og sige “jeg forventer ikke, at du gør mig glad. Du er fuldstændig irrelevant, når det kommer til min glæde” og uanset hvor hårdt det lyder, så tror jeg, at det er noget af det vigtigste at lære her i livet. Vi har ansvaret for vores egen glæde, og indtil vi forstår det – sådan virkelig forstår det – vil vi blive ved med at søge kærlighed, anerkendelse og glæde uden for os selv. Vi vil blive ved med at søge det i andre mennesker.

Problemet er, at vi har romantiseret idéen om, hvor glæde og kærlighed kommer fra. Vi har i flere årtier produceret film og skrevet bøger, som får os selv og andre til at tro, at kærlighed er at sige “jeg elsker dig, og jeg ville slet ikke kunne leve uden dig”, men det er det ikke. Det er afhængighed, og afhængighed er en følelse, der kommer fra egoet. Ægte kærlighed kommer fra hjertet.

 

 

Det er ikke lang tid siden, at en af mine veninder sagde “årh, kærlighed er bare en evig kamp, altså!” og jeg gav hende ret, for det er en evig kamp – men hvad er det egentlig, vi kæmper for? Vi bilder os selv ind, at vi kæmper for at finde ægte kærlighed, men i virkeligheden kæmper vi bare for at finde den eneste ene, som vil give os alt det, vi drømmer om.

Vi glemmer bare, at vi ikke kan finde den person andre steder end i vores eget spejlbillede – for hvis du ikke engang kan se dig selv i spejlet uden makeup og sige, at du elsker dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne gøre det? Og hvis du ikke kan respektere dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne respektere dig?

Du sætter standarten for, hvordan et andet menneske får lov til at behandle dig – så hvis du er i et forhold, hvor du ikke føler dig respekteret og konstant skal holde dig tilbage, så er det kort sagt din egen skyld. Andre mennesker behandler dig, som du behandler dig selv. Det er din opgave at tegne en streg i sandet og lære dem, hvor grænsen går, og derefter skal du ikke træde et skridt tilbage og tegne en ny steg, når nogen går over din grænse – så retter du ryggen og bliver stående ved den streg, du tegnede i første omgang.

Vi har alle en grænse, og det er vigtigt, at vi kan definere den grænse overfor os selv. Den grænse er altafgørende for, hvordan andre behandler os, og hvordan vi behandler os selv, for alt i vores liv blomstrer ud fra vores egne rødder. Kærlighed, respekt, anerkendelse, glæde – alt.

Så hvad nu, hvis vi lærte at elske os selv, før vi lærte at elske andre? Og hvad nu, hvis vi lærte at holde så meget af os selv, at den eneste person vi var bange for at miste, var os selv? Hvis vi i stedet for at bruge så meget energi på at lede efter den eneste ene med de helt rigtige værdier, begyndte at bruge lidt mere energi på at lede efter de værdier i os selv?

Problemet er, at vi bevidst eller ubevidst konstant er på jagt efter den eneste ene. Vi render rundt og spørger hinanden, hvad vi søger i en partner, og hvad vi mener er kærestepotentiale. Vi sætter datingprofiler op for at finde den person, som vi tror kan give os alt det, vi drømmer om, men det handler ikke om at møde et nyt menneske og lære ham eller hende at kende. Det handler om at lære os selv bedre at kende.

For når alt kommer til alt, så er det eneste forhold, der betyder noget, forholdet til os selv. Hvis forholdet til os selv ikke er i balance, så vil ingen af vores fremtidige forhold være i balancen.

Så næste gang du får dit hjerte knust, og du mest af alt har lyst til at kaste rundt med borde og stole, så tag en dyb indånding og spørg dig selv: hvad er det, som det her forhold beder mig om at kigge efter i mig selv? Hvad er det, som min relation til det her menneske skal lære mig om forholdet til mig selv?

Vi har alle noget, der trigger os – men det smukke er, at det der trigger dig, er typisk også det, der trigger din partner. Det er her, du kommer tættere på dig selv, og det er her, du udvikler dig.

Forhold (hvad end de er venskabelige eller romantiske) fungerer lidt ligesom hospitaler til vores sjæl. De er det sted, hvor alle de sår og skræmmer, som vi bærer rundt på fra fortiden, vil få frisk luft og blive renset efter alt for lang tid under et tætsiddende plaster. Det er her, at vores sår på trods af smerten bliver revet op igen, fordi det er den eneste måde, hvorpå de kan hele.

Og nej, livet bliver ikke nemmere af den grund – men smerten er nødvendig, fordi helingsprocessen er nødvendig. Vi har brug for at være i dårlige forhold, hvor vi ikke bliver behandlet retfærdigt, og hvor folk tager os for givet og lyver overfor os, hvis vi ønsker at indse, hvad vi virkelig fortjener. Uden de forhold ville vi aldrig lære at tegne en streg i sandet, og så ville folk konstant gå over grænsen.

Hvis vi ikke kender os selv og vores egen grænse, ender vi nogle gange med at komme så tæt på et andet menneske, at vi mister os selv. I det øjeblik glemmer vi fuldstændig at gøre de ting, som vi elsker, og vi glemmer at prioritere selv de mindste ting i hverdagen, som bringer os glæde og styrker forholdet til os selv. Vi fralægger os ansvaret for vores egen glæde, og så er det, at fundamentet smuldrer under vores fødder.

Men uanset omstændighederne bliver vi bare nødt til at få os selv tilbage til centrum, når vi kommer ud på et sidespor. Vi bliver nødt til hele tiden at blive bedre til at leve livet med hjertet i centrum, og vi bliver nødt til at acceptere, at indre glæde og selvkærlighed ikke er en endestation, men en evig rejse, der blot bliver mere og mere lærerig for hver eneste dag, der går.

Og ja, nogle gange mister vi os selv på vejen – men det er okay, for vi kan altid finde tilbage til centrum igen.

 


KOMMENTARER

Modtag besked om
avatar
wpDiscuz