Luk ørerne og følg dit hjerte

 

Problemet er ikke, at du ikke ved, hvad du vil. Problemet er, at du ikke tør at finde svaret, fordi du er bange for at skuffe dine forældre, dine venner eller samfundet.

Når du sidder overfor din studievejleder i 9. klasse, og han spørger, hvad du godt kunne tænke dig at blive, så tænker du på alle de kasser, han tidligere har præsenteret dig for. Du tænker på de foldere, du fik med hjem, og du tænker på, hvilken uddannelse dine klassekammerater snakkede om at tage.

Du tænker logisk.

Og måske får du ligesom mig at vide, at du ikke kan blive til noget uden en gymnasial uddannelse, så i ren frygt for ikke at få en fremtid vælger du gymnasiet ligesom størstedelen af dine klassekammerater. Du vælger at gå den traditionelle vej, for din studievejleder fortæller dig, at der er flest muligheder i gymnasiet. Han er ligeglad med, om du vil være indretningsarkitekt eller læge, for han ved, at du kun er 15 år gammel, og ingen kan tilrettelægge hele deres fremtid i en alder af 15 år. Det kunne han heller ikke selv, da han var på din alder.

Når du så kommer hjem og fortæller, at du havde en samtale med din studievejleder, så er dine forældre super spændte på at høre, hvordan det gik, og hvad I snakkede om. Endnu en gang mærker du frygten for at skuffe, for du vil jo gerne gøre dine forældre stolte – og du ved, at din far bliver stolt, hvis du fortæller ham, at du gerne vil være det samme som ham. Igen tænker du logisk, og det gør det umuligt for dig at tage en beslutning fra hjertet.

Til familiefødselsdage bliver du spurgt om det samme. De vil alle vide, hvad du drømmer om at blive, for de bekymrer sig for dig og din fremtid. Det er ren kærlighed og nysgerrighed fra deres side af, men for dig er det angstprovokerende, for du ved jo ikke, hvad du vil.

Og det er også det, du ender med at fortælle din studievejleder, dine forældre og din familie: at du ikke ved, hvad du vil.

Men det stopper ikke der. De fortæller dig måske, at det er helt forståeligt, for de vidste heller ikke, hvad de ville være i en alder af 15 år, men de fortsætter den alligevel. De spørger ind til, hvad du godt kan lide at lave, og hvad dine interesser er – og hvis du er lige så skræmt for fremtiden, som jeg var, da jeg var 15 år gammel, så svarer du, at det ved du ikke.

Du er bange for at skuffe, og det blokerer din sjæls allerstørste ønske. Når du bliver spurgt, hvad du godt kunne tænke dig at blive, så kender dit hjerte godt svaret. Problemet er bare, at du ikke taler dets sprog, så rent bevidsthedsmæssigt forstår du det ikke, og derfor føler du, at du ikke kender svaret.

Men det gør du. Der er en meget vigtig forbindelse i mellem dit hjerte og din hjerne, og faktisk er det videnskabeligt bevist, at dit hjerte kender svaret, før din hjerne gør. Det er blandt andet derfor, at det er langt hurtigere at finde svaret ved at mærke efter og lytte til dine følelser, end det er at prøve at regne det hele ud i et Excel-ark. Dit hjerte kan forudse ting, som din hjerne aldrig nogensinde ville kunne tænke sig frem til på egen hånd, for dit hjerte har en forbindelse til resten af verden, som din hjerne ikke har. Dit hjerte ved mere, end du tror.

Der er bare den lille forhindring, at for at du kan forstå, hvad dit hjerte fortæller dig, skal det først igennem din hjerne – og her går det typisk galt. Når du er bange eller føler dig angst, er din hjerne nemlig ikke modtagelig overfor de signaler, dit hjerte sender, og derfor kan du aldrig blive bevidst om dit hjertes signaler, hvis du føler dig angst. Din hjerne blokerer simpelthen alt, hvad dit hjerte prøver at fortælle dig.

Så derfor er det jo klart, at du ikke ved, hvad du vil med din fremtid, når du bliver stillet det mest angstprovokerende spørgsmål, man overhovedet kan stille en 15-årig. Frygten for at skuffe eller tage det forkerte valg blokerer det svar, der gemmer sig inden i dig.

Og præcis derfor bliver du nødt til at sætte dig ned, tage en dyb indånding og mærke efter. Hvis du virkelig vil kende svaret, bliver du nødt til at være så stille, at dit hjerte kan få lov til at tale til dig. Du bliver nødt til at illuminere alt larmen omkring dig – alt den larm, der kommer fra din studievejleder, dine forældre, dine venner og ikke mindst samfundet.

Men det er ikke nemt. Det kræver tålmodighed, det kræver vilje, og det kræver mod at tage den rigtige beslutning. Det kræver, at vi tør at lytte til vores hjerte og gøre det, der føles rigtigt.

For når alt kommer til alt, er der kun én rigtig beslutning – og det er den, der føles rigtig i vores hjerte. Alt andet er beslutninger, der er taget på baggrund af frygten for alle andres meninger.

 

ET SIDSTE RÅD

Aldrig, aldrig, aldrig stol på nogen, der ikke selv har gjort, hvad du drømmer om.

Stol på dem, der udlever deres drøm. Stol på dine rollemodeller og dem, der inspirerer dig, for de har gjort det. De har opnået det, som du drømmer om at opnå med dit eget liv.

Så medmindre du drømmer om at blive studievejleder, vil jeg bede dig lukke ørerne, når din studievejleder taler til dig. Lad ham ikke overbevise dig om, at du ikke kan blive, hvad du drømmer om, for han ved ikke en skid. Han er der kun for at vejlede dig i uddannelsessystemet – ikke for at fortælle dig, hvad du kan blive.

Og når det er sagt, så er studievejledere ikke andet end politikernes forlængede arm. De er ansat af kommunen, og de gør bare, hvad de får besked på – så hvis din kommune har brug for flere elever i gymnasiet, sørger din studievejleder for at sende flere i gymnasiet, og hvis din kommune har brug for flere på erhvervsuddannelserne, sørger din studievejleder for at sende flere elever dertil. Det er ikke andet end tal, der skal gå op i Excel-arket.

Så lad for guds skyld være med at give din studievejleder lov til bare at gøre dig til endnu et tal i systemet. Du er så meget mere end det, for du betyder noget for verden. Dit liv betyder noget, din mening betyder noget, dine følelser betyder noget, og dine valg betyder noget.

Så mit råd til dig er: luk ørerne og følg dit hjerte. Du kan kun tage den forkerte beslutning, hvis du går imod dit hjerte.

 

NYSGERRIG EFTER MERE?
Få min step-by-step guide “Sådan bliver du den gladeste udgave af dig selv” sammen med 30 dages online coaching og vejledning direkte fra mig, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev i dag.
Ingen spam. Kun e-mails, der løfter din energi.

 


 

KOMMENTARER

avatar
  Subscribe  
Modtag besked om