Kunsten at miste sig selv

 

For en uges tid siden sad jeg i et fly fra Bulgarien til Danmark, og pludselig blev jeg inspireret til at skrive – sådan virkelig inspireret. Der var bare det lille problem, at jeg ikke turde at bede personen ved siden af mig om at rejse sig, så jeg kunne komme ud og hente min computer. Jeg var bange for at være til besvær, hvis jeg så meget som spurgte. Det gav mig direkte ondt i maven og efterlod mig med et spørgsmål, som jeg burde have stillet mig selv for lang tid siden…

Hvornår holdt jeg op med at sætte mig selv først?

Det er nemt at fortælle andre, hvor vigtigt det er at sætte sig selv først – men det er ikke altid lige nemt at følge sit eget råd. Nogle gange falder man i, og så er der ikke andet for end at puste på såret og komme til arbejde, så man kan få sig selv på rette spor igen.

Og det er bare vigtigt, at man får sig selv på rette spor igen. I min verden kan man ikke være tro mod sig selv, hvis man ikke sætter sig selv først – og hvis man ikke er tro mod sig selv, kan man så overhovedet være sig selv?

Jeg kan ikke. Det er som om, at alt i mit liv langsomt krakelerer og kommer i ubalance, hvis jeg glemmer at sætte mig selv først. Det er hele fundamentet for min glæde, og ligesom man ikke kan bygge et hus uden et fundament, kan man heller ikke nå sine drømme og skabe det liv, man drømmer om, hvis ikke man kan sætte sig selv og sin egen glæde først.

Der er bare det med det, at vi lever i et samfund, hvor langt de fleste mener, at det er egoistisk at sætte sig selv først. Jeg vil nærmere sige, at det er egoistisk ikke at sætte sig selv først. Hvorfor? Fordi i det sekund du sætter et andet menneske før dig selv, så glemmer du dig selv og giver ham eller hende ansvaret for din glæde og lykke. Du gør dem ansvarlig for, at du er glad – men det kan aldrig nogensinde være deres ansvar, om du er glad eller ej.

Her forleden hørte jeg et podcast, hvor der blev sagt, at det bedste forhold er det forhold, hvor man kan kigge personen i øjnene og sige “jeg forventer ikke, at du gør mig glad. Du er fuldstændig irrelevant, når det kommer til min glæde” og uanset hvor hårdt det lyder, så tror jeg, at det er noget af det vigtigste at lære her i livet. Vi har ansvaret for vores egen glæde, og indtil vi forstår det – sådan virkelig forstår det – vil vi blive ved med at søge kærlighed, anerkendelse og glæde uden for os selv. Vi vil blive ved med at søge det i andre mennesker.

Problemet er, at vi har romantiseret idéen om, hvor glæde og kærlighed kommer fra. Vi har i flere årtier produceret film og skrevet bøger, som får os selv og andre til at tro, at kærlighed er at sige “jeg elsker dig, og jeg ville slet ikke kunne leve uden dig”, men det er det ikke. Det er afhængighed, og afhængighed er en følelse, der kommer fra egoet. Ægte kærlighed kommer fra hjertet.

 

 

Det er ikke lang tid siden, at en af mine veninder sagde “årh, kærlighed er bare en evig kamp, altså!” og jeg gav hende ret, for det er en evig kamp – men hvad er det egentlig, vi kæmper for? Vi bilder os selv ind, at vi kæmper for at finde ægte kærlighed, men i virkeligheden kæmper vi bare for at finde den eneste ene, som vil give os alt det, vi drømmer om.

Vi glemmer bare, at vi ikke kan finde den person andre steder end i vores eget spejlbillede – for hvis du ikke engang kan se dig selv i spejlet uden makeup og sige, at du elsker dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne gøre det? Og hvis du ikke kan respektere dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne respektere dig?

Du sætter standarten for, hvordan et andet menneske får lov til at behandle dig – så hvis du er i et forhold, hvor du ikke føler dig respekteret og konstant skal holde dig tilbage, så er det kort sagt din egen skyld. Andre mennesker behandler dig, som du behandler dig selv. Det er din opgave at tegne en streg i sandet og lære dem, hvor grænsen går, og derefter skal du ikke træde et skridt tilbage og tegne en ny steg, når nogen går over din grænse – så retter du ryggen og bliver stående ved den streg, du tegnede i første omgang.

Vi har alle en grænse, og det er vigtigt, at vi kan definere den grænse overfor os selv. Den grænse er altafgørende for, hvordan andre behandler os, og hvordan vi behandler os selv, for alt i vores liv blomstrer ud fra vores egne rødder. Kærlighed, respekt, anerkendelse, glæde – alt.

Så hvad nu, hvis vi lærte at elske os selv, før vi lærte at elske andre? Og hvad nu, hvis vi lærte at holde så meget af os selv, at den eneste person vi var bange for at miste, var os selv? Hvis vi i stedet for at bruge så meget energi på at lede efter den eneste ene med de helt rigtige værdier, begyndte at bruge lidt mere energi på at lede efter de værdier i os selv?

Problemet er, at vi bevidst eller ubevidst konstant er på jagt efter den eneste ene. Vi render rundt og spørger hinanden, hvad vi søger i en partner, og hvad vi mener er kærestepotentiale. Vi sætter datingprofiler op for at finde den person, som vi tror kan give os alt det, vi drømmer om, men det handler ikke om at møde et nyt menneske og lære ham eller hende at kende. Det handler om at lære os selv bedre at kende.

For når alt kommer til alt, så er det eneste forhold, der betyder noget, forholdet til os selv. Hvis forholdet til os selv ikke er i balance, så vil ingen af vores fremtidige forhold være i balancen.

Så næste gang du får dit hjerte knust, og du mest af alt har lyst til at kaste rundt med borde og stole, så tag en dyb indånding og spørg dig selv: hvad er det, som det her forhold beder mig om at kigge efter i mig selv? Hvad er det, som min relation til det her menneske skal lære mig om forholdet til mig selv?

Vi har alle noget, der trigger os – men det smukke er, at det der trigger dig, er typisk også det, der trigger din partner. Det er her, du kommer tættere på dig selv, og det er her, du udvikler dig.

Forhold (hvad end de er venskabelige eller romantiske) fungerer lidt ligesom hospitaler til vores sjæl. De er det sted, hvor alle de sår og skræmmer, som vi bærer rundt på fra fortiden, vil få frisk luft og blive renset efter alt for lang tid under et tætsiddende plaster. Det er her, at vores sår på trods af smerten bliver revet op igen, fordi det er den eneste måde, hvorpå de kan hele.

Og nej, livet bliver ikke nemmere af den grund – men smerten er nødvendig, fordi helingsprocessen er nødvendig. Vi har brug for at være i dårlige forhold, hvor vi ikke bliver behandlet retfærdigt, og hvor folk tager os for givet og lyver overfor os, hvis vi ønsker at indse, hvad vi virkelig fortjener. Uden de forhold ville vi aldrig lære at tegne en streg i sandet, og så ville folk konstant gå over grænsen.

Hvis vi ikke kender os selv og vores egen grænse, ender vi nogle gange med at komme så tæt på et andet menneske, at vi mister os selv. I det øjeblik glemmer vi fuldstændig at gøre de ting, som vi elsker, og vi glemmer at prioritere selv de mindste ting i hverdagen, som bringer os glæde og styrker forholdet til os selv. Vi fralægger os ansvaret for vores egen glæde, og så er det, at fundamentet smuldrer under vores fødder.

Men uanset omstændighederne bliver vi bare nødt til at få os selv tilbage til centrum, når vi kommer ud på et sidespor. Vi bliver nødt til hele tiden at blive bedre til at leve livet med hjertet i centrum, og vi bliver nødt til at acceptere, at indre glæde og selvkærlighed ikke er en endestation, men en evig rejse, der blot bliver mere og mere lærerig for hver eneste dag, der går.

Og ja, nogle gange mister vi os selv på vejen – men det er okay, for vi kan altid finde tilbage til centrum igen.

 


En dans i mellem frygt, inspiration & mod

 

Som forfatter skriver man nogle gange noget, som man først senere hen finder ud af, hvad betyder.

Det starter med, at man får en idé helt ud af det blå, som man skynder sig at skrive ned, inden den forsvinder. Man når hverken at opfatte, hvad det hele går ud på, eller hvad meningen med idéen er, før man får en ny idé, som man også lige skal skynde sig at skrive ned. Pludselig er det, som om man løber et helt maraton fyldt op på energidrikke. Man er slet ikke til at stoppe, og selv når man når mållinjen – og man hverken kan mærke sine ben eller sine fødder – fortsætter man med at løbe, som om det gjaldt liv eller død. Det er sådan det føles at blive jagtet af inspirationen.

Men sådan er det ikke altid. Nogle gange er inspirationen der bare ikke, og så er det umuligt at spurte gennem maratonet, uanset hvor mange energidrikke man har fyldt på. Andre gange er man bare så dum at spænde ben for sig selv, inden man overhovedet er nået halvvejs.

Og jeg tror af og til, at forfattere og andre kreative ildsjæle spænder ben for sig selv, fordi frygten tager styringen. Uanset om vores frygt skjuler sig som perfektionisme, angst eller noget helt tredje, så vil vi før eller siden opleve (og ofte mange gange) at vores frygt bryder den kreative process. Sådan er det bare, for kreativitet er en dans i mellem frygt, inspiration og mod, og det er ikke altid lige nemt at danse i takt, når der skal danses salsa, og man pludselig har fået en ekstra dansepartner ved hånden.

Det er ikke lang tid siden, at jeg lod min frygt tage styringen i min femte roman, som jeg arbejder på lige nu. Jeg frygtede at fortælle en del af sandheden, og jeg skjulte det ved at fylde en masse unødvendige elementer ind i handlingen, fordi jeg ville have mit “gamle jeg” til at virke klogere og mere selvbevidst, end jeg egentlig var på det tidspunkt i mit liv. Jeg frygtede at fortælle sandheden, fordi jeg endnu ikke havde fortalt sandheden til mig selv.

Det resulterede i skriveblokeringer, der fortsatte i ugevis – og med tiden har jeg indset, at den eneste grund til, at jeg oplever skriveblokeringer, er fordi jeg ikke føler mig interesseret nok i det, jeg arbejder på, og det gør jeg ikke, hvis det hele er ren fiktion. Jeg bliver nødt til at flette en eller anden form for sandhed ind i mine skøre og fiktive idéer, for ellers er det ikke personligt nok, og så føler jeg ikke, at det er min historie at fortælle.

Og det er bare vigtigt, at vi bruger vores kreativitet til at fortælle sandheden, som den er. Jeg mener ikke, at vi alle skal skrive en hel selvbiografi af vores liv, hvor intet er fiktion eller fantasy. Jeg mener bare, at der bliver nødt til at være en eller anden form for sandhed bag de fiktive karakterer og det fiktive univers, vi skaber.

Tag eksempelvis den berømte serie om Harry Potter. Her har forfatteren J. K. Rowling skabt dementorer, som udadtil blot er et fiktivt væsen – men hvis vi dykker dybere ned i det og finder frem til den egentlige sandhed bag de her sorte, ækle skabninger, så symboliserer de faktisk hendes hårde periode med depression. I form af et fiktivt væsen, der suger sjælen og glæden ud af alt det kommer i nærheden af, får hun bearbejdet følelserne fra sin depression.

Og er det ikke fantastisk, at vi kan bruge kreativitet på den måde? At vi kan skabe fiktion, der er baseret på en virkelighed, som mange af os (hvis ikke os allesammen) gennemgår, men er bange for at sætte ord på og tale åbent omkring?

Uanset om det er fiktion eller ej, så har kreativitet et krav om, at vi er modige. Vi bliver nødt til at fortælle sandheden, og vi bliver nødt til først at fortælle den til os selv. Selvom vi ofte giver udtryk for, at vi er bange for at dele vores kreative arbejde med offentligheden, fordi vi frygter, hvad andre vil tænke og mene om det, så tror jeg inderst inde bare, at vi er bange for at indrømme det overfor os selv. Vi er bange for at fortælle sandheden til os selv, fordi vi ved, at den gør ondt.

 

▼ ▼ ▼

 

Jeg læste engang et citat, som lød nogenlunde sådan her: There’s the book that you must write, and then there’s the book that you can publish. And those may be two different books.

Og præcis derfor bliver vi nødt til at slå røven i sædet og skrive sandheden ned sort på hvidt, før vi begynder at bekymre os om, hvad alle andre vil tænke om vores kreative arbejde, eller om det nogensinde vil blive vist frem i offentligheden. Vi bliver nødt til at fortælle os selv sandheden først, for vi har brug for den sandhed – ellers lever vi hele vores liv på en løgn, fordi vi ikke engang tør at være ærlige overfor os selv.

Da jeg begyndte at arbejde på min femte roman, prøvede jeg lige fra start af at skrive en bog, der kunne blive udgivet. Ligesom alle mine andre bøger ville jeg selvfølgelig gerne have, at den skulle have en dybere mening, og at den skulle have et budskab, der sagde spar to – men det skulle også være en god historie. Så jeg fandt på det ene plot efter det andet, og selvom de alle skabte en god historie, så var det ikke min historie. Der var ikke noget personligt i det, og derfor vidste jeg på forhånd, at jeg ville køre død i skriveprocessen.

Sandheden er, at jeg gjorde alt for at skrive en bog, der kunne blive udgivet, for jeg var bange for at skrive den bog, som jeg vidste, at jeg blev nødt til at skrive. Lige siden jeg droppede ud af gymnasiet vidste jeg, at jeg på et eller andet tidspunkt ville skrive en bog, der omhandlede hele min rejse med at gå imod normen for at følge mit hjerte, men jeg prøvede hele tiden at skubbe det væk, fordi jeg var bange. Jeg var bange for at skrive den historie, for allerede før jeg overhovedet havde skrevet den, frygtede jeg, hvad alle andre ville tænke, og om jeg nogensinde ville få modet til at udgive den, når først jeg havde sat det sidste punktum.

Sådan har jeg det ikke længere. Jeg frygter ikke længere at fortælle min historie, som den er, og jeg frygter heller ikke at skulle udgive den og blotte mine allerdybeste og mest rå følelser for verden – og det gør jeg ikke, fordi jeg kan mærke, at det her er større end mig. Jeg kan mærke, at det her handler om at formidle nogle følelser og tanker, som jeg ved, at rigtig mange unge går med, men ikke tør at indrømme, fordi det er langt nemmere og mere sikkert at gøre, hvad der er logisk og systematisk rigtigt, frem for hvad der føles rigtigt.

Det her handler om at være en stemme for alle dem, der har mistet troen på deres egen dømmekraft i en verden, hvor vi per automatik lytter mere til andres meninger end vores eget hjerte, fordi vi er bange for, om vores egen mening overhovedet er noget værd.

Og jeg siger, at din mening er noget værd.

Så følg dit hjerte, tro på dig selv og forbered dig på at få en ekstra dansepartner, som hverken har rytme i kroppen eller kan huske de mest simple trin. Gør dig selv en tjeneste og lær dansen i mellem frygt, inspiration og mod – og så lover jeg dig, at du aldrig vil tvivle på din egen stemme igen.

 


 

Vi er fucking dumme uden vores hjerte

 

Nogle gange tror jeg, at vi er bange for vores egne følelser. Vi er bange for, hvad vi kommer til at føle, hvis vi tager visse valg, og vi er bange for, om vi vil kunne håndtere de følelser, som det medfører.

Men vi glemmer, at vores følelser er forbundet til vores hjerte. Der er slet ingen grund til at frygte vores egne følelser, for når vi føler smerte eller glæde, er det faktisk bare vores hjerte, der taler til os. Vores hjerte beder os blot om at lytte og mærke efter.

Vores frygt for vores egne følelser er ikke andet end en illusion, for vores hjerte vil aldrig nogensinde bilde os alt muligt ind, som ikke er sandt. Hjertet kan helt enkelt ikke kapere andet end sandheden. Det kan hverken kapere løgne, usandheder eller falske indbildninger – kun den rene sandhed.

Så hvorfor er det så svært at gøre det, der føles rigtigt, når alt hvad vi føler blot er den rene sandhed?

Vi lever i en verden, hvor det er mere acceptabelt at følge vores logik end vores hjerte. Vi er bange for at stole på det, der ikke kan bevises – bange for, at det ikke er ægte eller sandt, hvis det ikke står sort på hvidt, selvom vi alle sammen inderst inde godt ved, at der ikke findes noget mere troværdigt end vores eget hjerte.

Det er nemmere at gøre, hvad der er logisk, for så kan alle dem omkring os følge med – så kan de forstå vores valg, og så behøver vi ikke at forklare os. Vi elsker tryghed, og vi elsker, når vi kender planen og ved præcis, hvad der kommer til at ske. Vi elsker at have kontrol.

Men før eller siden bliver du nødt til at skille dig ud fra mængden og indse, at der er dig, og der er dem. Der er dem, der lever hele deres liv i frygt for, hvad alle andre tænker og mener om dem, og så er der dem, der lever deres liv med tillid til, at de nok skal få alt, hvad de har brug for, når blot de følger deres hjerte. Spørgsmålet er ikke, hvem af dem du er. Spørgsmålet er, hvem af dem vil du gerne være?


 

Jeg tror på, at hvis du ikke følger dit hjerte, så vil verden knuse dig. Hvis du ikke fylder dit hjerte op med tillid, kærlighed og troen på noget større end dig selv, så er det ikke andet end et tomt hul. Men noget skal det tomme hul jo fyldes ud med, så derfor fylder verden det ud med alle de tragedier og alt den angst, som nutidens samfund har at byde på.

Der er mange ting, vi ikke kan styre i vores liv – men der er én ting, vi godt kan styre, og det er vores opfattelse af de ting, der sker omkring os. Vi afgør selv, hvor besværligt eller nemt vores liv skal være, for hvis bare du stolede på dit hjerte, ville du slet ikke have alle de bekymringer, som du har.

Problemet er, at du tror du ved hvad der sker, når du følger din sunde fornuft. Du tror du er så klog, at du kan udregne hver eneste lille detalje, og du tror du kan styre alting i dit liv – men det kan du ikke, og det kommer du aldrig nogensinde til.

Det eneste du kan gøre er at stole på dit hjerte, for det kender altid svaret, før din sunde fornuft overhovedet får benene ud ad sengen. Din logiske sans har sikkert modsagt hver eneste sætning, du har læst indtil nu – så lad mig fortælle dig noget, som din logiske sans rent faktisk kan kapere….

Det er videnskabeligt bevist, at der er en meget vigtig forbindelse i mellem dit hjerte og din hjerne, og at dit hjerte altid kender svaret, før din hjerne gør. Der er bare det lille problem, at dit hjerte ikke taler samme sprog som dig, så derfor skal svaret først igennem din hjerne – og her går det typisk galt. Når du er bange eller føler dig angst, er din hjerne ikke modtagelig overfor de signaler, dit hjerte sender, og derfor kan du aldrig blive bevidst om dit hjertes signaler, hvis du føler dig angst. Din hjerne blokerer simpelthen den besked, du får fra dit hjerte.

Så rent videnskabeligt fungerer det sådan her: først kommer svaret til dit hjerte, derefter bliver det kommunikeret videre til din hjerne, så du kan forstå det, og til sidst mærker du det i din krop.

Mange af os tror, at det fungerer den anden vej rundt, men det gør det ikke. Dit hjerte kan forudse ting, som din hjerne aldrig nogensinde ville kunne tænke sig frem til på egen hånd, for dit hjerte har en connection til resten af verden, som din hjerne ikke har. Dit hjerte ved mere, end du tror.

Så når din mavefornemmelse fortæller dig, at der er noget, du burde gøre eller sige, så er det faktisk dit hjerte, der kommunikerer med dig. Det føles ikke altid rart, og du vil højst sandsynligt føle dig usikker og nervøs ad helveds til – og præcis derfor ender du ofte med at bilde dig selv ind, at det føles mere rigtigt at tage sagen i egen hånd og tænke dig frem til svaret på logisk vis. Problemet er bare, at hvis du lever hele dit liv ved at tænke frem for at føle, så bliver dit hjerte et tomt hul.

Før eller siden bliver du nødt til at slippe kontrollen og tro på noget større end dig selv. Du kan ikke bære hele verden på dine skuldre alene – så træd nu et skridt tilbage og tag et kig ud over din egen næsetip, for der er så meget, du ikke ved. Når alt kommer til alt, så ved vi absolut ingenting uden vores hjerte. Vi er fucking dumme uden vores hjerte. Vi ved intet, indtil det øjeblik vi åbner vores hjerte og skaber forbindelsen til vores allerdybeste følelser, som kan fortælle os, hvad der er det rigtige at gøre.

Livet er faktisk slet ikke så kompliceret, som vi gør det til. Vi føler os tit magtesløse og fastlåst i en situation, men sandheden er, at hver eneste gang du står overfor en uoverensstemmelse i mellem dit hjerte og din hjerne, så er det blot en mulighed for at åbne dit hjerte og stole på den sandhed, der rent fysisk kommer til udtryk i din krop som usikkerhed.

Vi tænker konstant logisk, men vi glemmer, at det selvfølgelig er ren logik, at vi føler os nervøse og usikre, når vi skal kaste os ud i noget så skræmmende som at følge vores hjerte. Det er helt normalt at være bange, for det kræver mod at være tro mod sig selv og se sandheden i øjnene.

Uanset hvad du tror på, vil du aldrig kunne vide, hvad der kommer til at ske i morgen. Du ved ikke, om du brækker benet eller ender i en bilulykke, så du ikke når alt det, du ellers havde planlagt til punkt og prikke – præcis ligesom du heller ikke ved, om du vinder i Lotto eller møder din soulmate. Verden er fyldt med udfordringer, som ingen af os kan forudse på forhånd, men uanset hvad du gør, må du aldrig frygte dine egne følelser. Hvis du gør det, frygter du også dit hjerte.

Det at følge dit hjerte giver dig ikke svaret på, hvad der sker i morgen. Det giver dig bare tilliden til, at der sker lige præcis det, der er meningen skal ske, og det flytter dine følelser fra angst og frygt til en dyb følelse af indre ro. Det giver dig muligheden for ikke at beskylde ydre omstændigheder som dårlig timing for den situation, du står i.

Så tag nu ansvar for dine udfordringer. Tag en chance og stol på, at så længe det føles rigtigt, så er det det rigtige. Det rigtige svar er altid det, der føles rigtigt i dit hjerte og skræmmer dig på samme tid.

Jeg ved, at det er svært, men før eller siden bliver du nødt til at opgive din frygt for at gøre plads til alt den kærlighed, der bare venter på at få lov til at fylde dit liv. Dine følelser straffer dig ikke – de vejleder dig blot i retningen mod at tage det valg, som du med sikkerhed ikke vil fortryde, når du en dag står ansigt til ansigt med døden.

Som jeg ser det, har du to muligheder. Du kan enten lytte til dit hjerte og være åben overfor det svar, som dit hjerte prøver at kommunikere frem til dig, eller du kan blive ved med at lytte til din frygt og fortsætte med at blokere din egen sandhed og i sidste ende lade verden knuse dig.

Din hjerne har kun én opgave, og det er at holde dig i live. Den gør derfor alt for at overbevise dig om, at alt i verden er farligt, og at man dør af at tage en chance eller ændre kurs. Hele dit liv har din hjerne anvendt frygt og angst til at manipulere det svar, som dit hjerte har kommunikeret frem til dig. Hvor længe vil du lade det stå på?

Det er på tide at tage en beslutning. Uret tikker, og dit hjerte venter bare på at blive hørt, inden det er for sent. Tør du at slippe kontrollen og gå imod alt, hvad der er logisk og rigtigt ifølge din hjerne? Tør du at stole på dine følelser?

Dit hjerte håber, at du svarer ja.

 


 

Et brev til mit yngre jeg

 

Kære mit yngre jeg.

Alt er måske ikke, som du ønsker, at det skal være lige nu. Du føler måske, at du bliver kvalt i alle dine problemer, og du drømmer om at få luft. Du føler dig fortabt og kan ikke finde hoved eller hale på noget som helst i dit liv, og du er skræmt over fremtiden.

Det er ikke nogen løgn, når folk siger, at det bliver bedre. Jeg ved, at det nok er det sidste, du ønsker at høre lige nu, men før du ved af det vil du indse, at det er sandheden.

Lige nu føler du dig på mange måder splittet, men du skal nok finde dig selv. Du vil lære mere om dig selv inden for det næste års tid, og du vil føle dig hel. Der er håb for dig derude, og hvis du leder efter et tegn, så er det her.

Livet vil til tider ikke helt behandle dig, som du ønsker, men du må for Guds skyld ikke lukke dig inde, for det er det værste, du kan gøre. Du føler nok ikke, at du har nogen, du kan snakke med om det – men du har din mor, og uanset hvor travl og uvidende du mener hun er, så elsker hun dig. (Psst! Hun er også en fantastisk lytter, hvis du giver hende lov.)

Hvis du ikke allerede ved det dybt inde i dig selv, så har du et stort hjerte. Lige nu ser du nok kun alt det negative – som at du bekymrer dig alt for meget for andre mennesker, at du giver mere end du får, og at du får ekstrem dårlig samvittighed ved at gøre noget, der ikke føles rigtigt for dig – men det vil snart ændre sig. En helt særlig person vil komme ind i dit liv, og det er igennem ham, at du vil se, hvor stort dit hjerte egentlig er.

Du vil desværre også opleve hjertesorger. Det vil vælte dig rundt og give dig nogle kæmpe udfordringer, og du vil i den periode have et sort filter for øjnene – et filter, som kun lader dig se alt det negative. Men tvivl ikke, for der er lys forude, og i sidste ende vil smerten blot gøre forholdet stærkere, for det er midt i denne udfordring, at du vil lære noget af det vigtigste i livet – tilgivelse af ikke kun andre, men også dig selv.

Lige nu vil du gerne have, at alle kan lide dig. Du har ikke overskuddet til at gøre så meget ved det, men tanken borer nu alligevel i dig hver evig eneste dag. Du ønsker til tider at være en anden, men du skal vide, at du er helt perfekt, som du er. Måske føler du dig ikke perfekt i det store billede, men jeg kan fortælle dig, at du er den mest perfekte udgave af dig selv, og det er alt, der betyder noget. Du er god nok, og det har du altid været.

Stop med at bekymre dig om den bums i panden eller den test, du ikke bestod. Det nytter ikke noget at gå rundt og være bekymret, for som du nok ved, så er det det samme som at rende rundt med en paraply og vente på, at det begynder at regne. Du har det med at tænke dig til problemerne, før de er der, men du kan være helt rolig, for du vil blive bedre til at lukke af for tankerne og leve i nuet. I den proces vil du også lære, at dit hjerte nogle gange ved noget, som din hjerne bare ikke kan forklare. Du bør derfor altid følge dit hjerte.

Og ikke for at lyde som en alien fra et helt andet univers, men den store livsforandrende beslutning, som du er ved at tage lige nu, er slet ikke så stor igen. Stol på din mavefornemmelse og dine intuitioner, for de har aldrig ledt dig på vildspor – og tro mig, de vil heller ikke lede dig på vildspor denne gang.

Jeg ved, hvor hårdt du kæmper for at holde fast i din bedste veninde, men jeg kan lige så godt advare dig med det samme – hun vil ikke være i dit liv for altid. Som du inderst inde også godt ved, men er alt for bange for at indrømme, så har hun ingen positiv påvirkning på dig og gør absolut intet godt for dig og dit liv . Det er tid til at sige farvel, men lad nu ikke hånden falde ned langs siden alt for hurtigt, for du vil hurtigt skulle række den frem igen for at hilse på et nyt bekendtskab – mange nye bekendtskaber, faktisk. Du vil skabe nye og uforglemmelige minder med disse mennesker, så nyd det!

Alt, hvad der er sket i dit liv indtil nu, har gjort dig til den person, du er i dag. Udfordringer har gjort dig stærkere og fejltagelser har lært dig en masse, som du vil få brug for i fremtiden – så lad vær med at brænde energi af på de ting, du ikke burde have sagt eller gjort, for uden dem ville du ikke være den person, du er i dag (og tro mig, hun er ret awesome).

Forbliv positiv, hold hovedet koldt og lad være med at spilde tid på at stresse over ting, der ikke er værd at stresse over. Det er okay, at du ikke kan se noget formål med dit liv lige nu.

Uh, og spoiler-advarsel! Selvom du nok ikke kan se det for dig lige nu, så ender du med at kunne se lyset for enden af tunnellen. Du vil følge lyset, og det vil lede dig til formålet med dit liv.

Til sidst vil jeg bare lige minde dig om, at det er okay ikke at være okay, men det er ikke okay at give op i kampen om et bedre og mere positivt liv – så du kan lige vove på at give op!

 

Kærligst,

dit fremtidige jeg

 

 


Hvis du har læst min debutroman Bag om dagbogen, så genkender du nok den overstående tekst. Det er nemlig et uddrag fra allersidste kapitel i bogen.

Jeg tror vi alle ind i mellem glemmer at træde et skridt tilbage og se, hvor langt vi er kommet. Vi har så travlt med at forbedre os selv og skabe en fremtid, at vi fuldstændig glemmer at minde os selv om, hvor vi startede henne, og hvor meget vi allerede har skabt for os selv. Vi glemmer at sætte tingene i perspektiv, men vigtigst af alt glemmer vi at rose os selv for den rejse, vi allerede har været på, frem for konstant at motivere os selv til den rejse, der venter os i fremtiden.

I dag havde jeg personligt brug for at sætte tingene lidt i perspektiv. Jeg sad og skrev på min femte roman, og jeg kunne mærke, at jeg var meget dømmende overfor mig selv. Det er helt normalt for os forfattere at være meget kritiske omkring vores kreative arbejde, for hvis det vi skriver ikke er sandt, så går det os på, og så føler vi os blokerede – så derfor bliver vi nødt til at fortælle sandheden, selv hvis det gør ondt, og selv hvis vi ikke har lyst. Jeg tror altid, at vi vil være vores egen største kritiker.

Men jeg kunne mærke, at det var mere end bare kritik af det, jeg skrev. Det var meget mere personligt end det, og derfor blev jeg nødt til lige at træde et skridt tilbage og læse noget af det, som jeg har skrevet for 3-4 år siden – nemlig et brev til mit yngre jeg fra min debutroman.

Nu hvor jeg har fået perspektiv, vil jeg smutte tilbage til skrivningen, for jeg har en bog, der venter på at blive skrevet, og en historie, der venter på at blive fortalt. Jeg fik bare lige lyst til at holde en kort pause og dele det her med jer, for vi har sgu alle brug for at blive mindet om, hvor langt vi er kommet. Vi bør være stolte af os selv 💜

 


 

Når en ægte underdog opnår succes

 

Jeg vil lige lægge ud med at sige tusind tak for alt den positive respons, jeg fik på mit seneste indlæg. Det var meget grænseoverskridende for mig at dele et så personligt indlæg, så det betyder bare virkelig meget for mig, at så mange af jer kommenterede og skrev til mig efterfølgende – så af hjertet tak!

Overstående billede og video har vist allerede afsløret, hvad det her indlæg kommer til at omhandle. Ligesom størstedelen af Danmark sad jeg i fredags og så X-Factor, og det er egentlig ikke et program, som jeg går vildt meget op i, men jeg elsker nu alligevel at følge med for at opleve de talenter, der har en helt særlig stemme og virkelig har noget på hjertet.

Som set på videoen gik klappen helt ned for Morten Nørregaard i fredags. Allerede få sekunder inde i sangen fik nerverne overhånd, og han glemte fuldstændig teksten. Det er tydeligt at se, hvor pisse nervøs han er, for lige så snart det går galt, begynder han at ryste og kigge nervøst rundt, og hans øjne bliver helt blanke. Jeg må ærligt indrømme, at jeg sad og tænkte “det der får han ikke rettet op på” og derfor fik jeg helt ondt af ham, for jeg er bare helt forelsket i hans stemme, og jeg synes han er pisse charmerende.

Men så gør han det fandme. Drengen er så mega nervøs, at han tager sig til hjertet, og alligevel rejser han sig fra sit nederlag og prøver igen – også selvom han siger “det kan jeg ikke”, da Sofie kommer på scenen for at overtale ham til at prøve igen. Han kunne bare have været løbet ned fra scenen, men det gør han ikke, og hold kæft hvor er han sej, altså!

Jeg synes det er så vildt, at man kan have et talent som Mortens og så bare sidde og spille computerspil i så mange år uden at udnytte det. På den anden side kan jeg så også godt forstå, hvorfor det sangtalent ikke er blevet udnyttet noget før, for der skal fandme meget mod til, før man tør få hovedet ud af computerskærmen og stille sig op på sådan en scene foran hele Danmark. Det er jo pisse inspirerende at se et menneske som ham gå igennem den udvikling, for det er så tydeligt, at han til trods for nervøsiteten nyder at stå på den scene og synge hver fredag.

Et eller andet sted har jeg altid haft en kæmpe kærlighed til “the underdog” – altså dem, der ikke har haft det nemt på vej til deres succes, men alligevel formår at bryde igennem. Selvfølgelig er der ingen, der har haft det nemt på vej til deres succes, men der er virkelig nogle, som er startet helt fra bunden af og bare har kæmpet sig til tops på trods af alt modstanden. Vi har alt fra forfatteren J.K. Rowling, der i en periode var på grænsen til at være hjemløs, til kendte popstjerner som Ed Sheeran og Justin Bieber, der begge gik fra at spille på gaden til nu at være blandt verdens allerstørste navne inden for musikbrancen. Jeg elsker at høre den slags historier, for når alt kommer til alt, så kan man virkelig kun fejle hele vejen til sin succes – og jeg finder det bare mega inspirerende!

 

 

En af de underdogs, der inspirerede mig her for nyligt, er Walt Disney. Jeg så dokumentaren Walt Before Mickey på Netflix (og ja, det var en direkte hentydning til, at du skal gå ind og se den) og den slog virkelig benene væk under mig, for jeg vidste godt, at Walt Disney ligesom alle andre succesfulde mennesker havde haft modstand på vej til toppen, men jeg vidste ikke, at han havde haft meget modstand igen. I dokumentaren ser man, hvor drevet han er af sin passion, og man fornemmer virkelig, hvordan han kæmper for at kunne leve af det, som han elsker. Man kommer helt tæt på og ser, hvordan folk går bag om ryggen på ham, men vigtigst af alt ser man, hvor mange gange han går på røven. Han ender endda med at stå uden hus og hjem, inden han får idéen til Mickey Mouse og langt om længe får sit helt store gennembrud. Jeg har efterfølgende læst mig til, at selv efter hans store gennembrud oplevede han, at hans idé om at skabe det verdenskendte Disneyworld blev afvist hele 302 gange, inden forlystelsesparken blev til. Hvor fucking vildt er det ikke lige?

Som I kan høre, bliver jeg vildt fascineret af de mennesker, der tør satse alt og virkelig kæmpe for deres drømme og visioner på trods af den modstand, de får fra alle andre. Jeg er kæmpe fan af underdogs, og det var også grunden til, at jeg fandt Mortens comeback i fredags så fascinerende. Hans optræden gav mig kuldegysninger over hele kroppen, og der er ingen tvivl om, at den dreng har sikret sig min stemme hele vejen til toppen!

Og med det sagt håber jeg, at I kunne lide indlægget, selvom det var lidt anderledes end hvad jeg normalt lægger ud her på bloggen – men jeg følte mig lige helt vildt inspireret her til aften og tænkte, at jeg lige så godt kunne dele det med jer.

Hvis I har nogle ønsker til indlæg – enten spørgsmål, tips eller andet I godt kunne tænke jer at læse mere om – så er I mere end velkomne til at smide en kommentar herunder, sende mig en mail eller kontakte mig på de sociale medier. Jeg vil rigtig gerne opfylde jeres ønsker og give jer noget fedt læsestof, for det fortjener I sgu med alt den støtte I giver mig 💜

 


 

Ærligt, råt & fucking personligt

 

For første gang nogensinde har jeg svært ved at sætte ord på, hvad jeg føler.

Jeg ved, at jeg føler mig tom indeni – så meget er jeg da nået frem til. Jeg ved også, at jeg ikke har energi til noget som helst, og at jeg hellere vil sove end være alene med mine tanker.

Den sidste månedstid har været en rigtig svær periode for mig. Jeg vil ikke sige, at jeg har været deprimeret, men jeg har fandme været nede i kulkælderen mange gange, og til en forveksling har jeg haft svært ved at komme op igen. Normalt kan jeg altid hive mig selv op ved at meditere, gå en tur eller skrive mine følelser og tanker ned, imens jeg nyder en kop kaffe – men ikke denne gang.

Sidste uge var den værste. Jeg nåede helt derud, hvor jeg begyndte at stille spørgsmål ved, hvad fuck jeg lavede med mit liv, og hvad fanden jeg ville med min fremtid. Hvis du kender mig, så ved du, at det er nogle tanker, som jeg sjældent har. Sidst jeg havde de tanker, stod jeg og overvejede at droppe ud af gymnasiet – og det er altså ved at være to år siden nu.

Normalt er jeg altid positiv omkring min fremtid, og jeg elsker at skrive mine mål og drømme ned og planlægge min tid, men her på det sidste har jeg virkelig ikke følt, at der var en mening med noget som helst. For at være ærlig, så har min vision og mine mål bare virket fuldstændig ligegyldige. Jeg har for første gang i mit liv siddet med tanker om at få mig et “normalt” job fra morgen til eftermiddag, og det faktum, at jeg overhovedet har tænkt det, har bare gjort mig endnu mere ked af det.

Jeg har haft et par dage, hvor jeg bare har ligget i sengen og lavet ingenting – og jeg hader at lave ingenting. Der er ikke meget i den her verden, som jeg hader, men jeg hader virkelig ikke at lave noget og spilde min tid. Jeg bliver rigtig nemt irriteret, hvis jeg har en dag, hvor jeg slet ikke får udrettet noget, så det at jeg ikke engang har været i stand til at komme ud af sengen, har virkelig irriteret mig til det yderste. Jeg har bare ligget i min seng og set Netflix og YouTube videoer for at distrahere mig selv fra mine egne tanker, så jeg ikke blev ked af det og brød sammen i tårer. Det gik så ikke så godt, for det skete ret tit, og fuck hvor har jeg følt mig ynkelig her på det sidste.

Jeg har brugt lang tid på at finde ud af, hvor de her følelser kommer fra og hvorfor de påvirker mig så meget – og her på det sidste er indsigterne bare kommet på stribe. Det er nogle følelser og tanker, som jeg ikke har delt med ret mange og egentlig heller ikke havde tænkt mig at dele med andre, men jeg har nu alligevel valgt at åbne op her på bloggen, for jeg er sikker på, at der sidder nogen derude med nogle af de samme følelser og tanker som mig, som godt kunne have brug for at få at vide, at de ikke er alene.

 

 

Som nogle af jer nok ved, så arbejder jeg i øjeblikket på min femte roman – og fuck, hvor er det en svær process for at sige det lige ud. Der er mange, der spørger ind til, hvordan det går med den, hvor langt jeg er kommet, hvad bogen kommer til at handle om og hvornår den udkommer. Jeg svarer altid, at det går godt, for det gør det – i hvert fald med bogen. Antallet af ord stiger og stiger, og jeg er da også begyndt at lege lidt med bogomslaget, men der ligger bare utrolig mange følelser bag hele skriveprocessen, som påvirker mit psyke og skaber den her følelse af tomhed.

Jeg har indset, at min femte roman er roden til min sårbarhed. Jeg går i øjeblikket og reflekterer rigtig meget over min tid i gymnasiet, og det gør jeg, fordi min bog i store træk kommer til at handle om lige netop det. Den kommer til at handle om det at følge sit hjerte og være tro mod sig selv, og så kommer den til at handle om frygten for at satse den “sikre” fremtid på sin passion og sine drømme. Det bliver en bog fyldt med følelser og personlige oplevelser omskrevet til en fiktiv historie, og den bliver endnu mere personlig og ægte end nogle af mine andre udgivelser, da den foregår lige her i Danmark.

Kort sagt: det bliver min mest rå, ærlige og ikke mindst personlige udgivelse nogensinde.

Jeg vil ikke sige, at jeg har svært ved at skrive på bogen, men jeg har svært ved at håndtere de følelser, der dukker op under skriveprocessen. Hele plottet og historien kræver nemlig, at jeg går to-tre år tilbage i mit liv og graver op i alle de gamle følelser, som jeg egentlig havde gemt langt væk, efter jeg droppede ud af gymnasiet. Dengang skulle jeg bare hurtigt videre, og som du måske har læst i mit blogindlæg “Mit livs store beslutning”, så var jeg ikke lang tid om at gøre gymnasiet til et afsluttet kapitel af mit liv, så jeg hurtigt kunne starte på et nyt – nemlig jagten på forfatterdrømmen.

Til at starte med viste det sig at have sin fordel. Ikke nok med, at jeg fik stablet min egen virksomhed på benene, opsat min egen hjemmeside og alt hvad der ellers hører til iværksættersiden af det, så fik jeg også skrevet og udgivet hele tre romaner inden for bare et år. Jeg er overbevist om, at den eneste grund til, at jeg kunne være så produktiv på så kort tid, var fordi jeg gemte alle følelserne fra gymnasiet væk. Jeg fokuserede udelukkende på “det nye liv” og den nye hverdag, som jeg var i fuld gang med at få stablet på benene.

Men nu kan jeg mærke, at det er tid til at få bearbejdet de følelser. Hvis jeg ikke gør det nu, vil jeg aldrig få det gjort, og jeg kan ikke blive ved med at bullshitte mig selv og overbevise mig selv om, at gymnasiet ikke var en hård periode af mit liv, for sandheden er, at det var en fucking hård tid – og det er kun de færreste, der ved det.

Jeg er overbevist om, at rigtig mange tror, at det var nemt for mig at droppe ud af gymnasiet. De ved, at det var en svær beslutning for mig, men de tror stadig, at det at droppe ud var det nemme valg. Sådan har det måske været for andre, der har stået i samme situation som mig, men for mit vedkommende ville det have været langt nemmere at blive i gymnasiet og få min hue ligesom alle andre, for så kunne jeg bare blende ind i mængden, og så behøvede jeg ikke presse mig selv ud af min komfortzone.

Det var bare sådan, at alt i min krop skreg efter at gå min egen vej og komme ud af den komfortzone. I sidste ende så jeg intet andet valg end at satse alt og følge mit hjerte, for jeg var alt for deprimeret og ulykkelig til at blive, hvor jeg var.

 

ANGST

Det var et angstanfald, der i slutningen af 2.g satte gang i hele beslutningen om at droppe ud. Det skal lige siges, at jeg på ingen måde lider af angst. Jeg har kun været ude for et angstanfald 2-3 gange i mit liv, og i alle tilfælde er det kommet af, at jeg har bullshittet mig selv og gået så meget imod mine egne følelser, at min krop har været nødt til at reagere på det for at sige stop. Jeg har i mange år ment, at et angstanfald blot er din krops måde at give dig et wake-up call på. Din hjerne kan nemt bilde dig ting ind, som ikke passer, for den har kun én opgave, og det er at holde dig i live – og tro mig, den vil gøre hvad som helst for at afholde dig fra at tage alle de store chancer og beslutninger i dit liv. Lige så snart du begynder at udfordre dig selv, siger din hjerne stop, for den vil gøre alt for at få dig til at blive i din komfortzone, hvor du føler dig tryg og i sikkerhed.

For en lille uges tid siden oplevede jeg endnu et angstanfald. Det kom i forbindelse med alle de her tanker om, hvad fanden jeg lavede med mit liv, og det kom som lidt af et chok for mig, for jeg troede egentlig, at jeg var ovre det. Jeg indså hurtigt, at de tanker og følelser, der satte gang i anfaldet, var præcis de samme tanker og følelser, der satte gang i mit angstanfald for to år siden. Frygten for et tilbagefald slog ind, og det gjorde bare det hele endnu værre. Jeg følte mig svag og ynkelig, men mest af alt var jeg bare virkelig sur på mig selv, fordi jeg havde ladet det gå så langt uden at snakke med nogen om det.

Der er selvfølgelig forskellige former for angst, og jeg ønsker ikke at generalisere – men jeg er overbevist om, at enhver form for angst kommer af nogle følelser, der ikke er blevet bearbejdet. Det at skrive om min gymnasietid river op i alle de følelser, som jeg ikke har fået bearbejdet, og jeg tror, at det er grunden til, at jeg nu får den her rutchebanetur af gamle følelser og tanker. Det er virkelig svært at skulle gå tilbage til nogle følelser, som man egentlig ikke ønsker at føle, men jeg tror på, at det er nødvendigt, hvis man ønsker at give slip én gang for alle.

 

SKRIVEPROCESSEN

Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvordan det er at arbejde på en bog, når man direkte hader hovedpersonen, men jeg kan godt fortælle dig, at det tager skriveprocessen til et helt andet niveau, for det er pisse svært. Det sværeste er dog, når man én gang for alle indser, hvorfor man hader den her person så meget.

Rent følelsesmæssigt er hovedpersonen i min femte roman en tro kopi af den person, jeg selv var i gymnasiet. Alt ved hende irriterer mig, men jeg er også udmærket godt klar over, at jeg kun hader hende, fordi jeg ikke har tilgivet den person, jeg selv var dengang. Jeg har ikke tilgivet hende for at ignorere alle tegnene på, at gymnasiet ikke var vejen frem for hende, og jeg har ikke tilgivet hende for at blive ved med at presse sig selv for at passe ind, når hun inderst inde godt vidste, at det ikke var meningen, at hun skulle passe ind. Jeg har ikke tilgivet mit gamle jeg – og det gør sgu ondt at skulle igennem den process nu.

Når jeg sætter mig ned for at skrive på bogen, føler jeg næsten, at jeg stikker en kniv i mit eget hjerte. Jeg går i dybden med beskrivelsen af følelserne, selvom det gør ondt, for jeg ved, at det er nødvendigt. Jeg ved, at jeg kun snyder mig selv, hvis jeg ikke gør det, for der kommer intet godt ud af at ignorere følelserne. De skal bearbejdes, ellers dukker de bare op igen og igen og igen, indtil du ligger ned og har mistet alt håb for at komme op igen.

Hvis sandheden skal på bordet, så er jeg faktisk en utrolig følsom og sensitiv person. Jeg er meget sårbar omkring mine mål, for jeg bruger ikke min tid på noget, der ikke føles rigtigt – men jeg er også meget målrettet og presser altid mig selv til at gøre, hvad jeg sætter mig for. Det kan til tider være rigtig svært for mig at finde balancen, for jeg ved ikke altid, hvornår jeg skal presse mig selv og ignorere følelserne, og hvornår jeg skal stoppe op og mærke efter, om det nu også er det rigtige, og om det virkelig er værd at kæmpe for.

Én ting er dog sikkert: det er det helt rigtige for mig at få bearbejdet de her gamle følelser igennem skrivningen af min femte roman.

Skrivning har altid virket terapeutisk for mig, og det har altid været min form for “lykkepille” til enhver form for tragedie eller nedtur i mit liv. Intet i den her verden kan slå mig så meget ud, at jeg ikke kan komme på benene igen ved hjælp af skrivning. Uanset hvor ondt det gør at skrive om, og hvor sort min verden bliver for et kort øjeblik, så ved jeg, at jeg i sidste ende vil stå med hovedet højt og være stærkere end før.

Men lige for tiden er det hele sgu lidt af en rutschebanetur. Nogle dage er bedre end andre, og den her uge har heldigvis været langt bedre end den forrige, så jeg føler, at jeg står stærkere nu. Jeg nyder at have mere overskud og energi, end jeg havde i sidste uge, og det tror jeg er vigtigt at fejre i en process som den her, hvor man egentlig bare har allermest lyst til at gemme sig væk under dynen.

Alt det her er noget, som jeg har haft rigtig svært ved at snakke med andre om – simpelthen fordi jeg ikke har kunnet sætte ord på alle de her følelser og tanker, som jeg går med lige for tiden. Jeg tror det har noget at gøre med, at jeg har skjult dem for mig selv i så lang tid, at jeg i sidste ende overbeviste mig selv om, at de slet ikke fandtes.

Jeg har bullshittet mig selv i lang tid for ikke at se sandheden i øjnene. Nu vælger jeg at tage kampen op og skabe mit livs mesterværk i form af mine mest personlige udfordringer og oplevelser – og jeg er både spændt og pisse nervøs for at skulle dele det hele med jer i min femte roman 💜

 


 

Ny hjemmeside & nyt kontor

 

Jeg har her på det sidste fået en del spørgsmål omkring, hvorfor jeg har valgt at få nyt design på min hjemmeside, og hvorfor jeg har lejet mig et kontor. Jeg tænkte derfor, at det ville være oplagt at skrive et lille blogindlæg for at besvare alle spørgsmålene én gang for alle. So here we go!

Der er mange grunde til, at jeg valgte at få et nyt design her på siden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv var blevet rimelig træt af det gamle design, men når det er sagt, så var det bare heller ikke et særlig praktisk design. Jeg kunne se, at omkring 80% af mine besøgende kom fra en tablet, og eftersom det gamle ikke fungerede optimalt på alle tablets, var det et ret stort problem – især hvis man skulle læse en længere tekst eller et blogindlæg, for så blev man på visse tablets nødt til at zoome helt ind for at se, hvad der stod.

En anden grund til, at jeg valgte at få nyt design, er fordi jeg gerne vil sætte mere fokus på mit content. Jeg vil gerne inspirere og gøre en forskel gennem både blogindlæg og videoer, for jeg ønsker at nå ud til endnu flere mennesker. Jeg vil ikke bare have, at min hjemmeside skal være en salgsside, der kun omhandler mine bøger – så derfor krævede det en del ændringer i designet.

Og så er der den del med mit kontor, som jeg faktisk får utrolig mange spørgsmål omkring. Hvis du følger mig på Snapchat eller har læst artiklen i Sjællandske for en lille måneds tid siden, så har du måske set, at jeg er flyttet ind i et udviklingshus, hvor jeg har fået mit eget kontor. Jeg har dog ikke fortalt, hvor det ligger henne, eller hvorfor jeg overhovedet har valgt at få mig et kontor – så det får I forklaringen på her!

Den 1. januar 2017 flyttede jeg mit hjemmekontor til UdviklingsHus Fuglebjerg, som kun ligger en lille kilometer fra der, hvor jeg bor. Grunden til, at jeg valgte at få mig et kontor uden for mit eget hjem, var fordi jeg i en længere periode havde kunnet mærke, at jeg havde brug for at adskille mit arbejde og min fritid. Selvom jeg elsker det jeg laver, har jeg ind i mellem brug for at give mig selv et pusterum, så jeg kan lade op og få ny inspiration – og den mulighed har jeg fået nu.

 


Læs blandt andet mit blogindlæg: Jeg var udbrændt


 

Udover det er jeg nu blevet en del af et netværk med andre iværksættere og forfattere, som ofte sidder med nogle af de samme udfordringer og bekymringer, som jeg selv gør i løbet af en arbejdsdag. Jeg har fået et fællesskab, hvor jeg frit kan dele alle mine tanker og idéer, og jeg har mulighed for at sparre med alle de andre i huset. Vi har månedlige netværksmøder og husmøder, hvor vi alle mødes og inspirerer hinanden, hvilket bare er et super fedt koncept! Derudover bestræber vi os efter at spise frokost sammen så ofte som muligt og tage til fredagscafé.

Selvom jeg kun har været del af fællesskabet i halvanden måneds tid, føler jeg allerede, at udviklingshuset har givet mig utrolig meget. Hvis du gerne vil vide mere om UdviklingsHus Fuglebjerg, kan du læse mere HER

Og bare rolig, I skal nok få billeder af mit hyggelige kontor meget, meget snart 💜

 


 

Jeg var udbrændt

 

 

Jeg har det sidste stykke tid følt mig utrolig uinspireret – og det er ikke, fordi jeg ikke har idéer. Tværtimod har jeg alt for mange idéer og alt for lidt fokus på det, der virkelig betyder noget.

Da jeg var i Portugal som rejseleder lærte jeg at leve i nuet. Jeg lærte at løse problemerne hurtigst muligt, når de opstod på de mest upraktiske og latterlige tidspunkter, og jeg lærte at give slip på bekymringerne, når jeg havde gjort alt i min magt for at løse problemet. Jeg lærte at vågne op og være klar til en dag med udfordringer, for jeg vidste, at der ikke var én dag, der var den samme. Jeg lærte at nyde øjeblikket lige nu og her – simpelthen fordi jeg ikke havde noget andet valg, eftersom jeg aldrig vidste, hvad den næste dag, time eller minut ville bringe.

Det har jeg ikke været så god til, siden jeg kom hjem fra Portugal. Jeg har derimod prioriteret fremtidige projekter over min skrivetid og inspirationstid, og jeg har planlagt og udregnet det rette tidspunkt for lanceringen af nye projekter. Jeg har planlagt og planlagt og planlagt, og jeg har fuldstændig glemt at leve og værdsætte øjeblikket lige nu og her.

De sidste par måneder har jeg arbejdet og været produktiv fra klokken 5:00 om morgenen hver eneste dag, og jeg har først holdt fri, når jeg blev for træt om aftenen og simpelthen blev nødt til at gå i seng. Jeg har holdt mig selv som fange og ikke givet mig selv fri på andre tidspunkter, end når jeg var sammen med mine veninder. Sandheden er, at jeg har kørt mig selv ud på et sidespor, og nu føler jeg mig fuldstændig udbrændt.

Da jeg blev interviewet til Børsen tilbage i december spurgte journalisten mig, hvad jeg lavede i min fritid. Jeg tænkte med det samme “hvilken fritid?” og sad for første gang under hele interviewet uden et svar på hans spørgsmål.

I det øjeblik gik det op for mig, at jeg slet ikke havde nogen fritid udover fitness. Jeg havde gjort min fritid til mit arbejde – og det er nok noget af det dummeste, man kan gøre, når man er en kreativ ildsjæl. At være kreativ er det stikmodsatte af at være praktisk. Kreativitet kommer fra hjertet, og hjertet handler ikke ud fra det, der er praktisk eller logisk – det handler ud fra det, der går i harmoni med din sjæls største ønske.

Jeg tror, at det er vigtigt at adskille sit kreative arbejde fra sit praktiske arbejde, for arbejde er generelt et negativt ladet ord i dagens samfund. Mange af os siger “jeg gider virkelig ikke arbejde i dag” og “jeg er godt nok glad for, at det endelig er blevet weekend”. Når vi spørger hinanden, hvordan det går på arbejdet, så er det næsten blevet en selvfølge at svare, at det går helt fint.

Men fint er ikke godt nok for mig. Jeg vil leve et liv, som jeg elsker hver eneste dag – ikke kun når det er weekend eller ferie – og det sidste lange stykke tid har jeg ikke følt mig ret motiveret til at stå op om morgenen. Takket være min viljestyrke er det trods alt lykkes mig at komme op klokken 5:00 hver dag, men jeg har slet ikke følt mig spændt på at tage hul på en helt ny dag.

Og det er slut nu. Nu skal min tid og arbejde ikke gøres op i, hvor mange nyhedsbreve jeg får skrevet og planlagt, hvor mange kapitler jeg får skrevet, eller hvor mange ting jeg når på min to-do liste. Nu vil jeg fokusere på, hvor meget jeg smiler i løbet af dagen, hvor meget jeg bliver inspireret, og hvor meget jeg elsker mit liv.

Jeg er ikke meget for nytårsforsætter…. men jeg har nu alligevel et mål for 2017.

Jeg vil følge mit hjerte og min intuition hver evig eneste dag. Uanset hvad andre forventer af mig, vil jeg gøre det, der føles rigtigt for mig – for det her er mit liv, og jeg bestemmer selv, hvordan jeg vil leve det. Jeg vælger at genvinde kontrollen over mit liv, og jeg giver slip på alle de forventninger, jeg har til mig selv.

 

Jeg var udbrændt, da jeg startede med at skrive det her blogindlæg. Nu er jeg inspireret og klar til at dele ud af mit hjerte, som ikke længere føles tungt.

Og det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg bruger bloggen her til at komme ud med mine tanker og følelser. Tak, fordi du gad lytte 💜

 


 

Kære studenter 2016

 

Kære student 2016,

Så du har lige færdiggjort gymnasiet, og du har ingen idé om, hvad du vil med dit liv. Eller også har dine forældre en idé om, hvad du skal, men deres planer for din fremtid er egentlig ikke noget, der siger dig noget  det er ikke noget, der giver dig sommerfugle i maven og får et smil frem på dine læber.

Måske har du en bucketliste, og måske har du både drømme og mål, som du gerne vil nå. Der er bare det lille problem, at stemmen i dit hoved og samfundet fortæller dig, at det ikke er muligt at leve sådan, fordi det umuligt kan give dig en sikker fremtid.

Fuck det.

Hvis du har bare den mindste tro på, at det er muligt, så kan du skabe lige det liv, som du drømmer om. Fuck logik, og fuck andres meninger. Det her er dit liv og din fremtid  kun du ved, hvad der gør dig glad.

Der er en grund til, at hele 85% af den amerikanske befolkning hader deres job så meget, at de må tvinges på arbejde hver eneste dag. Det er fordi, at vi frygter at fejle, og fordi vi frygter at tage styringen over vores eget liv. Vi frygter et liv uden for systemet, men glemmer at ikke engang systemet er sikkert. Hvis vi ikke tror nok på os selv, så overlader vi kontrollen til andre og lader dem afgøre, hvad vi er bedst kvalificeret til, så vi kan få det job, der er mindst chance for, at vi mister igen. Alt sammen for at få en “sikker” fremtid.

Jeg siger ikke, at du skal droppe alt, hvad du har af planer for fremtiden og bare satse hele molevitten uden at tænke dig om. Jeg beder dig bare om ikke at lade andre afgøre, hvad der vil gøre dig lykkelig. Gør det, der føles rigtigt for dig  ikke det, der vil gøre dine forældre stolte og dine venner glade.

Måske er du bange for, hvad fremtiden vil bringe, og du frygter måske endda bare at skulle gå dagen i morgen i møde…. men hvad nu, hvis jeg fortæller dig, at du lige nu er i den mest gyldne periode af dit liv? At du lige nu står i et kæmpe hav af muligheder, hvor millioner af chancer springer op ad vandet som små fisk, der desperat søger mod sollyset?

Det er nu du har muligheden for at bo i en kælder og leve af thaibokse og frysepizza på tilbud for at få økonomien til at løbe rundt. Du har ikke din egen familie at tage ansvar for, og du har ikke helt mistet håbet for en bedre fremtid. Du har måske en mindre gæld eller andre hængepartier, men de ting vil hvile på dine skuldre, uanset om du tager chancen eller ej – så hvorfor ikke bare gribe muligheden, nu hvor du kan?

Den tid du har nu, er din tid. Vælg at gå efter det, som du elsker og brænder for. Giv den lille gnist i dit hjerte håb, så den kan blusse op og blive til store flammer, der holder enhver form for tvivl og negativitet langt væk fra dine dyrebare drømme. Brug din tid på at tænke, filosofere, drømme og på at planlægge, så du kan få viljestyrken til at kæmpe for det, der giver mest mening for dig.

Nu har du muligheden for at spare sammen til en enkeltbillet til Afrika, Canada eller Sydfrankrig og bare tage af sted. Find en billig afbudsrejse, pak din kuffert, og tag en uge eller to væk hjemmefra på egen hånd. Kom ud og se den del af verden, som du frygter  den del, der gemmer sig uden for din comfortzone. Oplev nye kulturer, lær nye mennesker at kende, og mærk den friske duft af muligheder og frihed lige fra morgenstunden af.

Jeg ved godt, at samfundet fortæller dig, at det er en dum idé at tage et sabbatår  for slet ikke at snakke om flere sabbatår  men helt ærligt, hvorfor har du så travlt? Hvad har du at nå? Verden forsvinder ikke bare lige fra den ene dag til den anden, så du har masser af tid til at udforske livet og lære dig selv bedre at kende  ingen stress overhovedet!

Der er bare lige én ting, som jeg vil have dig til at love mig:

Lov mig, at du ikke lader frygten for det uforudsigelige få dig til at søge et job, der ikke giver dig sommerfugle i maven og ikke sætter ild til din sjæl.

Du fortjener bedre. Det job, som samfundet og folk omkring dig fortæller dig, at du ville være perfekt kvalificeret til, er højst sandsynligt ikke et job, der vil gøre dig glad. Kvalificeret er ikke ensbetydende med lykke  det er ensbetydende med penge og en større mulighed for lønforhøjelse. Det er en rottefælde, som alt for mange desværre falder i.

Og ja, det er da meget muligt, at du bliver nødt til at få et dødsenskedeligt job i en kort periode for at tjene nok penge til at leve for, og det er også helt fint  så længe du ikke låser dig fast i det job og bliver en tryghedsnarkoman. Der er en verden til forskel på at få et job, fordi du gerne vil tjene en masse penge, og på at få et job, fordi du har brug for at tjene penge for at kunne nå alle de mål, som du har sat dig.

Det er nemlig sådan, at unset om du ved det eller ej, så gemmer der sig et talent dybt inden i dig. Måske har du fundet det, måske har du ikke. Pointen er, at det er der, og det er din opgave at gøre alt hvad du kan for at udvikle den gave, som du har fået, for dit talent er din nøgle til hele verden.

Og så tænker du måske: ja, okay, men hvad så, hvis jeg ikke har nogle mål med mit liv? Hvis jeg ikke aner, hvad min gave er, og hvis jeg ikke kan finde ud af, hvad mit talent er?

Jamen så er du blandt de udvalgte! Hvis du er så heldig, at du lige har gennemført gymnasiet og ikke har den fjerneste idé om, hvad du skal bruge dit liv på, så er du blandt de heldigste mennesker i hele verden.

Jeg forstår godt, hvis du føler, at du skal have den fulde kontrol over alt i dit liv og vide præcis, hvordan din fremtid skal se ud  men det behøver du slet ikke. Nogle gange skal du bare slippe kontrollen og lade de ting ske, som hele tiden har været meningen skulle ske. Du behøver ikke have hver eneste lille detalje regnet ud på forhånd, for det kan du ikke, hvis du vil følge dit hjerte. Når du følger dit hjerte skifter du hele tiden kurs, fordi du mærker efter, hvad der føles rigtigt for dig lige nu og her  så hvordan skulle du kunne forudse og beregne hver eneste lille detalje af din fremtid?

Alt hvad du har, er øjeblikket lige nu og her. Lad være med at stresse over det faktum, at du ikke har den fulde kontrol over dit liv, for det var aldrig meningen, at du skulle have den. Du er blevet ledt hertil, hvor du er i dag, og du har utallige oplevelser i vente. Du lever i en verden af muligheder og mirakler, og din eneste begrænsning er dig selv. Du er Leonardo da Vinci II, og hver dag har du muligheden for at svinge penslen og lave en ny streg på dit livs mesterværk.

Lille spirer, det jeg prøver at sige er, at du har hele universet for dine fødder. Udnyt det. 

 

Kærligst,

Pigen der fulgte sit hjerte og skabte det liv, som hun altid havde drømt om.

 

P.S. hvad end du går og drømmer om, så er det muligt, og hvis du leder efter et tegn, så er det her dit tegn. Jeg ønsker dig alt held og lykke med at få skabt dit livs mesterværk 💜

 


 

Dropper jeg nu forfatterdrømmen?!

 

Hvis du har fulgt med på mine sociale medier, så har du nok bemærket, at tingene har stået lidt stille den sidste månedstid – og det er der en rigtig god grund til. Det er nemlig sådan, at jeg har haft så travlt med at udfordre mig selv og leve livet uden for de virtuelle skærme, at jeg fuldstændig har glemt at opdatere medierne.

Og før du spørger: ja, det er rent faktisk muligt, selvom vi lever i år 2016.

Landet ligger sådan, at jeg næsten lige er kommet hjem fra 5 ugers intens guideskole og personlig udvikling i Spanien, og torsdag den 2. juni rejste jeg igen fra lille, trygge Danmark. Jeg er nemlig blevet ansat hos Bravo Tours / Sun Tours og skal arbejde som rejseleder i smukke og solrige Algarve i Portugal indtil slutningen af oktober – altså knap 5 måneder væk hjemmefra!

Selvom jeg nu har underskrevet kontrakt og det hele, var det aldrig helt planen, at jeg skulle ud som guide her til sommer. Jeg valgte kun at investere i Service & Co.’s guideskole, fordi jeg ønskede at udfordre mig selv på det personlige plan og gerne ville blive bedre til at formidle mit budskab på en scene foran mange mennesker. Pludselig blev jeg bare helt forelsket i guidelivet, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage af sted her til sommer. Det var egentlig mere mavefornemmelsen, end det var den logiske sans, der lokkede mig og fik mig overtalt til at springe ud i det.

Men hvad så nu? Dropper jeg forfatterdrømmen for at blive guide i stedet?!

Svaret er nej. Min ultimative drømmelivsstil består af tre ting – at skrive, inspirere og rejse. Det at skrive er blevet en så stor del af mig, at jeg ikke bare kan droppe det fra den ene dag til den anden, så jeg tror aldrig rigtig, at noget vil kunne overtage dens plads.

Desværre er det bare sådan, at når man vælger noget til, så bliver man ofte nødt til også at vælge noget fra. Dette gælder min webshop og de ugentlige nyhedsbreve med mandagsboosts, som i en længere periode vil komme til at stå på standby. Fra juni af vil mine bøger kun kunne købes hos Arnold Busck, og det vil i den periode ikke længere være muligt at bestille signerede bøger eller Shay Martinez pakketilbuddet.

Jeg er super ked af, at jeg ikke kan fortsætte med at skrive mandagsboosts til jer hver uge, for jeg modtager tit beskeder og mails fra jer, hvor I takker for dem, fordi de giver jer en rigtig positiv start på ugen, hvilket jo er hele formålet med dem. Det er dog meget muligt, at der dukker et par inspirerende nyhedsbreve eller blogindlæg op, imens jeg er i Portugal, hvis jeg får tiden til det. Nu må vi se!

Når jeg har udlevet guidedrømmen, åbner jeg min webshop op igen – forhåbentligt med en helt ny bog i sortimentet. Jeg kommer også stærkt tilbage med positive mandagsboosts, som vil være fyldt med ny inspiration og motivation, og derefter skal jeg i gang med en masse spændende og forfatterlige projekter. Mit hoved er allerede proppet med idéer, som er klar til at modne sig, inden de bliver til virkelighed.

Der ligger en helt ny vej foran mig, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de næste 5 måneder af mit liv kommer til at finde sted uden for min komfortzone. Nye oplevelser, nye grænser, nye bekendtskaber, og nye udfordringer…. her kommer jeg!

 

Hvis I vil følge med i mit liv og min udvikling det næste stykke tid, kan I følge mig her:

 

Instagram på @amandadrescher

 

Snapchat på AmandaDrescher

 

 

Jeg glæder mig sådan til at dele alle mine oplevelser og udfordringer med jer 💜

 


 

Derfor når du ikke dine nytårsforsætter 2016

 

Det nye år er lige rundt om hjørnet, og du er klar til at gøre det til dit år. Du er klar til at ændre noget i dit liv, klar til at udfordre dig selv, og klar til at nå alle de nytårsforsætter, som du har sat dig. Der er bare lige ét problem – du når ikke ét eneste af dine nytårsforsætter i 2016.

Jeg er træt af at høre på folk, der snakker om alle de nytårsforsætter, de har sat for det nye år. Det er som om, at ordet “nytårsforsæt” er blevet noget, der siges om de ting, man håber på at kunne forbedre i det nye år – de ting, man er super motiveret til at gøre noget ved de to første uger, men derefter glemmer alt om. Det er et svagt ord, som kun bruges af folk med et svagt mindset.

Vidste du, at hele 95% ikke gør noget ved de nytårsforsætter, som de sætter sig i slutningen af året? Og det er endda folk, der sætter sig og skriver dem ned!

Grunden til, at du ikke når dine nytårsforsætter, er for det første at du bruger et svagt ord, som er forbundet med at fejle. Det er okay at fejle dine nytårsforsætter, for det gør alle andre omkring dig alligevel, så hvorfor skulle det ikke være okay, at du også gør det? Og når alle andre alligevel fejler, hvorfor skulle du så ikke også ende med at fejle? Der er alt for meget negativitet forbundet med ordet ”nytårsforsæt” i vores samfund….

Så lad os i stedet kalde dem for mål – også kendt som drømme med deadlines.

 

 New year, new me

Vi tror, at et nyt år betyder en ny chance for at nå vores mål, men vi glemmer, at vi får en ny chance hver evig eneste dag. New year, new me? Nej – new day, new me!

Hvis du kun kigger på dit liv én gang om året for at ændre noget eller forbedre noget, så har du et svagt mindset. Jeg kigger på mit liv hver eneste dag for at forbedre noget. Ved du godt, hvor mange chancer det giver mig? Det giver mig over 36.500 chancer til at lave noget om i mit liv, og det giver dig små 100 chancer. Hver dag er en ny chance for at gøre en forskel – både for dig selv og andre – så vær sikker på, at du ikke tager nogle af dem for givet.

Forskellen på et svagt mindset og et stærkt mindset er, at den ene tænker: pyt, der er også en dag i morgen, hvorimod den anden tænker: alt jeg har, er øjeblikket lige nu og her. Problemet er, at du tror, at du har en dag i morgen, men det er der ingen garanti for. Du har intet garantibevis, som siger at dagen i morgen kommer – og jeg minder dig ikke om det for at skræmme dig, men for at få dig til at vågne op og indse, at det eneste du med sikkerhed har, er øjeblikket lige nu og her. Stop med at udskyde dine mål, for det svækker dit mindset og gør det blot sværere for dig at opnå selv de mindste gøremål i hverdagen.

 

 Nøglen til at nå dine mål

Tricket til at nå dine mål er at få styr på alle de mindre mål, før du kaster dig ud i de større mål. Hvis du ikke engang kan holde dit værelse rent, drikke nok vand hver dag eller opretholde en regelmæssig træningsrutine, så kan du lige så godt glemme alt om dine nytårsforsætter. Det er umuligt at få succes med de store mål, hvis du ikke engang kan få succes med helt almindelige dagligdagsmål. 

Alle har en drøm, og alle har en plan – spørgsmålet er bare, om du har tænkt dig at gøre noget ved dem. Folk snakker og snakker, og de snakker så meget om deres drømme og planer for fremtiden, at de glemmer at tage action. Det er som om, at de kun har planer for at imponere andre.

Hvad laver du, når du er alene? Når der ikke er nogen, der står og kigger dig over skulderen, og når du ikke har nogen at imponere? Mit gæt er, at du helst ikke vil besvare det spørgsmål.

Problemet med dig er, at du giver op, når tingene ikke helt går, som du havde ønsket dig. Du giver op, når du er træt og umotiveret – men gæt engang, vi føler os alle sammen trætte, og vi føler os alle sammen umotiverede. Forskellen er bare, at dem der opnår succes ved, at det bare er en dårlig undskyldning for ikke at presse sig selv. De ved, at de kan gøre det bedre, så de fortsætter og fortsætter og fortsætter og fortsætter, indtil de når deres mål.

Vedholdenhed er nøglen til alt, hvad du ønsker at opnå i det nye år.

Vedholdenhed er grunden til, at jeg har skrevet og udgivet ikke kun én, men hele tre bøger på bare et år. Det betyder ikke, at jeg er bedre end dig, eller at jeg har mere tid end dig, men at jeg brænder mere for min passion. Der er tusindvis af forfattere, som er bedre end mig – og det er meget muligt, at du sidder bag skærmen og er en af dem – men talent er fuldstændig ligegyldigt uden vedholdenhed. Succes er usynligt, indtil resultaterne af det hårde arbejde bliver lagt på bordet.

Hvis det ikke er stjerneklart, hvad du vil opnå, så har du ikke noget konkret svar på, hvorfor du gerne vil nå dit mål. Når du møder modstand og mest af alt bare har lyst til at give op, så bliver du nødt til at have dit hvorfor i baghovedet for at komme op på benene igen. Steve Jobs, Bill Gates, Oprah, Jim Carrey og mange flere kendte alle deres hvorfor, og derfor lykkedes det dem at få succes.

 

 Dit eget ansvar

Jeg er sikker på, at du har hørt det før, men hvis du føler dig bare en smule provokeret af det her blogindlæg, så har du tydeligvis ikke forstået det endnu. Uanset om du ved det eller ej, så har du alene ansvaret for dit liv. Du kan give verden og alle dem omkring dig skylden for, at dine omstændigheder er, som de er, men i sidste ende er det kun dig, der er skyld i dem – og det er også kun dig, der kan gøre noget ved dem.

Indtil det øjeblik, hvor du beslutter dig for at tage det fulde ansvar for dit liv, vil du blive ved med at slå hovedet ned i asfalten, når livet spænder ben for dig. Millionspørgsmålet er nu: hvor længe vil du blive ved med at falde og give alle andre skylden for det? Det er din egen skyld, at du falder, for hvis du ikke havde pjækket så meget fra idræt, så havde du måske lært at løfte benene lidt højere, så du ikke snublede over hver eneste lille forhindring på din vej. Jo flere gange du prøver at snyde dig uden om, jo flere forhindringer får du. Dårlige undskyldninger er for dem, der vælger den nemme løsning for at kunne leve et svært liv – men du er bedre end det! 

Problemet er ikke, at du fejler, men at du giver op, når du fejler.

Hvis du har et mål eller noget, som du gerne vil forbedre i det nye år, så begynd allerede nu – ikke den første januar, og ikke i morgen, men lige nu. Gør noget ved dine mål i dag, eller lad helt vær med at gøre noget ved dem, for uden viljestyrke og vedholdenhed er du dømt til at ende blandt de 95%, som fejler deres nytårsforsætter.

 

 2016 er mulighedernes år

Jeg håber, at det lykkedes mig at provokere dig lidt, for udover at motivere dig til at tage action i retningen mod dine drømme, så var det faktisk det eneste formål med det her blogindlæg. Når det er sagt, så håber jeg, at du er spændt på det nye år, for ligesom dagen i morgen og dagen efter den, er der masser af muligheder ude i verden. Du kan aldrig vide, om der venter sig et mirakel lige rundt om hjørnet.

Jeg ønsker dig et lykkebringende nytår, og jeg håber af hele mit hjerte, at du vælger at gøre 2016 til dit år! Selvfølgelig uden nogle lousy nytårsforsætter.

 


 

Mit job som freelancer hos Vi Unge

 

Det sidste års tid har jeg skrevet novellen Sofies liv, som har kørt i alle Vi Unge blade indtil nu. Novellen er netop afsluttet, og alle 17 afsnit er blevet sat sammen til 10 sider i det store Vi Unge Teenlife Sommer blad, som kom på gaden den 18. juni!

Jeg husker tydeligt, da jeg greb chancen og kontaktede Vi Unge redaktionen. Jeg havde længe gået med tanken om, at jeg gerne ville skrive noveller til et ungdomsmagasin, men jeg havde aldrig rigtig fået taget mig sammen til at kontakte nogen. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke, at det var dovenskab eller lange to-do-lister, som afholdt mig fra at tage kontakt til nogle magasiner, men nærmere frygten for at få afslag. Et eller andet sted tror jeg også, at jeg ligefrem forventede, at jeg ville få afslag – og der var jo ingen grund til at skrive til nogen, hvis man vidste, at man bare ville få afslag alligevel, vel?

Trods min overbevisning om, at jeg vidste alt om fremtiden og hvad den ville bringe, hvis jeg tog en chance, endte jeg med at kontakte Vi Unge redaktionen som den første. Jeg vidste godt, at det var lidt af et sats, eftersom de er Danmarks største ungdomsmagasin og derfor ikke burde være helt nemme at komme igennem hos. I første omgang fik jeg nu heller ikke lige det svar, som jeg havde håbet på at få fra dem, men efter et par måneder kontaktede de mig igen – og vupti, så var jeg pludselig på vej til Aller Media’s hovedkontor i København for at skrive kontrakt! 

Det har været en fantastisk og ikke mindst udfordrende oplevelse at arbejde som freelancer hos Vi Unge, og jeg er utrolig glad for at kunne sige, at jeg fortsætter endnu. Udover novellen har jeg nemlig også skrevet adskillige interviews og artikler – og det er lige præcis interviews, som jeg har fået æret af at fortsætte med at lave. Det er ikke altid lige nemt at finde drengene til de interviews, som jeg får til opgave at lave, men jeg har intet imod lidt udfordring på den front! Derudover skal det da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft svært ved at skulle forholde mig til deadlines, men efter et år har jeg nu alligevel lært en masse – blandt andet, at det ikke er så smart at udskyde det hele til sidste øjeblik (det tror jeg aldrig rigtig, at jeg nåede at lære i gymnasiet).

Hvis du spørger mig, så er det lidt skræmmende at tænke på, hvad der kan ske, hvis bare man tager en chance og kaster sig ud i det, selvom man ikke aner, hvad der venter én på den anden side. Livet er fyldt med chancer og muligheder, og jeg er evigt taknemmelig for hver eneste, jeg får tilbudt.

Så vælg i dag at tage en chance! Du ved aldrig, om det fører til et job som freelancer hos Danmarks største ungdomsmagasin med intet mindre end 114.000 læsere, eller noget endnu bedre 💜

 


 

Mit livs store beslutning

 

Jeg har i længere tid været et sted, hvor jeg egentlig ikke ville være – et sted, hvor jeg aldrig rigtig har følt mig tilpas og aldrig rigtig har kunnet se noget formål, der var værd at bruge min tid på.

Det sted er gymnasiet.

I knap to år har jeg stået op hver eneste dag og gjort mig klar til noget, der altid har virket forkert for mig. Jeg fortryder på ingen måde de to år, der er gået, for jeg har lært så ubeskrivelig meget om mig selv og mine grænser, men jeg føler ikke længere, at der er mere at komme efter, så derfor vælger jeg nu at sige farvel til Sorø Akademis Skole og studenterhuen.

Jeg har ikke tal på, hvor mange der har spurgt mig, hvorfor jeg ikke lige snupper det sidste år – for jeg har jo allerede kæmpet mig igennem to år, så hvorfor give op nu? Sandheden er, at jeg ikke ser det som at give op. Jeg dropper ikke ud, fordi jeg ikke kan kæmpe mig igennem det sidste år, men fordi jeg endelig har fundet troen på mig selv til at turde følge mit hjerte et hundrede og ti procent. Jeg ønsker ikke endnu et år, hvor jeg er tvunget til at begrave min passion under tunge fysikafleveringer og meningsløse tyskafleveringer, for jeg drømmer om at kunne vokse og udvikle mig på et langt mere spirituelt og åndeligt plan.

Jeg har i lang tid vidst, hvad mit formål med livet er. Det er dog først inden for den seneste tid, at jeg har fundet troen på mig selv og modet til at arbejde mig mod det formål og de drømme. Da jeg startede på gymnasiet i 2013 vidste jeg, at jeg ville være forfatter, men jeg havde ikke modet til at turde tage rejsen uden nogen plan B med i rygsækken, så derfor fulgte jeg strømmen og lod den manglende tro på mig selv vildlede mig. Nu har jeg så indset, at mit formål med livet er mere værd end andres meninger om mig, og jeg er ikke længere bange for at stå frem og sige, at jeg følger mit hjerte. Det er mit liv, og jeg har sat mig et mål – og det mål skal intet så latterligt som tvivl og usikkerhed fra mig selv eller andre ødelægge for mig.

Min plan er nu at skrive, skrive, skrive og skrive. Jeg har allerede planlagt en masse, som jeg glæder mig til at dele her på siden – både i form af nye udgivelser, blogindlæg, spændende events og små meet-ups. Når jeg fylder 18 her til sommer starter jeg “Amanda D.” op som min egen virksomhed, og i forlængelse med det tager jeg for alvor min passion til et helt andet niveau, hvilket jeg er super spændt på!

Ord kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er for endelig at kunne tage hul på den hverdag, jeg har gået og drømt om i flere måneder. Jeg har ikke et sekund fortrudt at droppe ud, for det føles som det helt rigtige for mig. Hvis der overhovedet er noget jeg fortryder med hensyn til min beslutning, så må det være, at jeg i to år lyttede til fornuften frem for at følge mit hjerte og reagere på de intuitioner, der væltede ned over mig – men som man siger, så er der ingen grund til at græde over spildt mælk. Mange indsigter i livet tager tid, og først når man kan mærke på sin egen krop, at man er klar til forandring, får man modet til at handle på de indsigter. Alt i mit liv har indtil videre udfoldet sig præcis, som det skulle, og jeg har tillid til, at det også vil det fremover.

Gymnasiet er fra og med i dag et afsluttet kapitel i mit liv, og jeg er nu klar til at starte et nyt kapitel mod forfatterdrømmen – denne gang uden nogen plan B.

 


 

Du er god nok, som du er

 

Det sker af og til, at jeg får en besked eller mail fra nogen, der fortæller mig, hvor meget jeg har inspireret og hjulpet dem i hverdagen – og ihh, der er intet bedre end at få sådan en mail! Her den anden dag modtog jeg endnu en af den slags skønne mails, og denne gang inspirerede det mig til at skrive et blogindlæg.

Marie, som pigen bag den søde mail hedder, skrev blandt andet, at hun beundrer min måde at se bort fra det negative og fokusere på det positive, da det hjælper hende med at komme igennem de hårde tider. Jeg tror på, at den bedste måde at komme igennem hårde tider og problemer på, er ved at stoppe op og fokusere på sig selv. Og det er selvfølgelig lige præcis, hvad jeg vil fokusere på i det her blogindlæg – ingen mindre end dig!

Alle de frustrationer, som du lige nu ser som problemer, kan helt simpelt forsvinde ved blot at ændre din attitude. Det er derfor vigtigt, at du er klar over, hvordan du ser dig selv. Ser du dig selv som en lille, ubetydelig og grim pige, der er bange for at sige sin mening eller sige noget forkert? Ser du dig selv som talentløs? Ikke værd at elske? Svag? Anderledes? Altid uheldig og mere eller mindre ubrugelig? Hvis du gør, så skal det ændres med det samme – og tro mig, det kan du sagtens! Det kræver disciplin og viljestyrke, men jeg tror på, at du kan gøre det. Jeg har selv gjort det, så selvfølgelig kan du også.

Det er vigtigt at forstå, at hvis du ikke accepterer dig selv, er det svært for andre at acceptere dig. Elsker du heller ikke dig selv, jamen så er det også svært at blive elsket af andre. Det hele starter med dig og hvordan du ser dig selv. 

 

 

Der er ingen grund til at lytte til stemmen i dit hoved, som fortæller dig, at du ikke er god nok. Du må ikke lade den vinde og få dig til at se ned på dig selv. Find den skjulte stemme i dit hoved, som fortæller dig, at du er godt nok, som du er. Find stemmen, der komplimenterer og roser dig for den du er. Du fortjener det – aldrig tro andet.

Du er mere værd end du tror. Måske føler du dig lille og usynlig i den her verden, og måske føler du dig til tider fuldstændig udenfor, men så spørger jeg dig: hvor længe vil du have det sådan? Hvornår vil du ændre synet på dig selv og dit liv? Du har valget i mellem at rejse dig fra sengen og komme i gang med dit liv, eller blive liggende det samme sted og sejle i din egen negative energi.

Valget er fuldstændig dit eget.

Start med at behandle dig selv, som du gerne vil have, at andre skal behandle dig. Hvordan ville du have det, hvis nogen kom hen til dig og sagde de ord, som du fortæller dig selv hver dag? Hvis nogen kom hen til dig og sagde, at du var grim, værdiløs, svag og ubetydelig? Du ville undgå at være i nærheden af den person resten af dit liv, ville du ikke? Gør det samme med stemmen i dit hoved. Tag afstand og ignorer den, selvom det er svært. Jeg tror på, at du kan. Du kan vinde kampen.

Acceptér, at det er blevet din tur til at stråle. Glem andres meninger om dig og fokuser kun på dig selv. Du er trods alt den, der har kendt dig selv længst tid, ikke sandt? Stol på dig selv og bevar troen på, at det er muligt at ændre synet på dig selv. Du har et stort, varmt og fantastisk hjerte, som gør dig til den skønne person du er, så vælg at lade andres ord og tanker om dig passere forbi.

Dit skønne hjerte må ikke tage skade af deres latterlige ord.

 

 

Stop med at takke nej til at tage på stranden med vennerne og familien, bare fordi du skammer dig over din krop og ikke vil hoppe i din bikini. Sig ja og tag imod, for når du bliver ældre vil du fortryde, at du ikke var pigen, der bare smed håndklædet og løb ud i vandet med hænderne over hovedet, som var du fuldstændig ligeglad med alle andres meninger og tanker om dig. Du vil fortryde, at du lod tykke lår og små deller (som vi alle har) holde dig fra at have det sjovt og elske livet.

Acceptér, at det er blevet tid til at sige ja og tage imod mulighederne.

Du har ikke brug for at spise mindre for at få den perfekte krop, og du har ikke brug for at sætte og style dit hår hver evig eneste dag, tage flere lag makeup på og købe dyrt modetøj for at blive accepteret. Nej, du behøver faktisk slet ikke at prøve så hårdt! Det eneste, du egentlig behøver, er at skyde brystet frem og skuldrene tilbage, når du smiler til dig selv i spejlet. Fortæl pigen i spejlbilledet, at du elsker hende. Fortæl hende, at hun er perfekt, som hun er, og at hun ikke behøver ændre sig for andre end sig selv.

Hvor længe vil du lade andres meninger og den indre stemme ødelægge pigen i spejlbilledet?

Husk at fortælle dig selv hver dag, hvor fantastisk, smuk, dejlig og helt igennem perfekt du er. Der er ingen andre i den her verden, som er præcis ligesom dig. Vi er alle forskellige, så hvis andre kan elske sig selv for den unikke person de er, kan du så ikke også? Der er intet rigtigt eller forkert, og det gælder både udseendemæssigt og personlighedsmæssigt. Du er som du er, så tag fat i den unikke del af dig og elsk den. Elsk dine skæve øjenbryn, din urene hud, dine skæve tænder, din krop og hver eneste detalje af dig selv, fordi de gør dig til den du er – men vigtigst af alt, elsk dit varme hjerte og brug det til noget fornuftigt. Dit udseende betyder muligvis meget lige nu og her, men i fremtiden er det dit hjerte, der fører dig frem i livet. Udseendet falmer, men et stort hjerte er med dig hele livet igennem.

Søde, du bliver simpelthen nødt til at elske dig selv og livet! Sov længe om søndagen, men sæt din alarm og stå tidligt op om lørdagen, så du får noget ud af dagen – og får noget ud af livet. Forkæl dig selv med en kop kaffe eller te hver eneste morgen. Sæt dig ved siden af pigen på bussen, som læser din yndlingsbog, og start en samtale med hende. Kom hjem og tag et brændende varmt bad efter en lang dag, og skift til nyvasket sengetøj, så din dyne og hovedpude dufter af friskt vaskepulver. Forkæl dig selv til det yderste, og få så det smil frem!

 

 

Ville du være tilfreds med alt det, du har opnået i dit liv, hvis du blev ramt af en bus i morgen? Ville du være tilfreds med alle de chancer, du har taget i løbet af dit liv? Du ved aldrig, hvornår det er for sent at tage alle de chancer, som du aldrig tog. Skriv eller snak med dit crush, hop på den mest skæmmende forlystelse, tak folk på gaden for deres venlighed, smil til den sure kassedame og ønsk hende en god dag, hold en døgner, og fortæl alle du elsker, hvor meget de betyder for dig og hvor taknemmelig du er for at have dem i dit liv. Vælg at tage chancer, som om dagen i morgen aldrig ville komme.

For du ved aldrig, hvornår bussen kommer.

Grib dagen i dag og få det bedste ud af den, fordi hver dag får du leveret 86.400 sekunder. Du får aldrig de sekunder igen, så brug dem fornuftligt. Brug dem på at ændre dit liv, synet på dig selv og din attitude. Spild dem ikke på at stene Facebook eller serier hele dagen lang, men brug i stedet et par sekunder på at fortælle dig selv, hvor fantastisk du er og hvor meget du elsker dig selv. Giv sekunderne værdi ved at bruge dem på at være glad, frem for at spilde dem på at være trist.

Stop med at blusse små problemer op, fordi for hvert minuts vrede mister du 60 sekunders glæde og lykke. Du lever ikke for evigt, så vil du virkelig spilde din dyrebare tid på at være sur og trist over dig selv og dit liv? Er det virkelig det værd? Nej, så glem dine bekymringer og nyd dig selv – nyd dit liv.

Jeg udfordrer dig til at klare de næste 24 timer uden at brokke dig. Start lige nu, og hvis du brokker dig bare én eneste gang, så starter du forfra. Når du får lyst til at brokke dig over selv de mindste ting, så udfordrer jeg dig til at tage et skridt tilbage, tage en dyb indånding og tvinge et smil frem på dine læber. Gentag, indtil du har klaret 24 timer uden at brokke dig så meget som én eneste gang. Derefter vil du langsomt kunne se, hvordan dit liv begynder at ændre sig.

 

Smil. Del ud af din selvkærlighed ved at smile til folk på gaden, så du inspirerer andre og får dem til at indse, hvor godt det er at elske sig selv. Smil til den søde fyr i bussen, så han smiler tilbage og starter en samtale med dig næste gang I støder på hinanden. Du ved aldrig, hvem der har allermest brug for et smil fra en fremmed, og du ved aldrig hvor meget et smil kan gøre, eller hvem der forelsker sig i det.

Vær dig selv. Stop med at lade som om, at du er en helt anden end den du virkelig er, bare for at tiltrække folk. Hvis du gør det, så tiltrækker du de forkerte mennesker ind i dit liv, men er du derimod dig selv og gør de ting du elsker, bliver de rigtige mennesker helt automatisk draget ind i dit liv. Vær altid tro mod dig selv og tiltræk de mennesker, der hører til og derved bliver i dit liv, frem for at jagte de forkerte mennesker med en falsk udgave af dig selv.

Tag chancer. Du har viljen, passionen og styrken til at nå dine ambitioner, mål og drømme her i livet. Dit eneste job er at tage imod mulighederne og chancerne, når de kommer. Altid tag imod.

Hold dig ikke tilbage. Stå frem med ret ryg og vis verden hvem du er. Fortæl dig selv, at det er okay at være stolt af den du er. Aldrig bid dig selv i tungen, hvis der er noget, du har på hjertet eller ønsker at sige, og fortryd kun dine ord, hvis de har såret nogen.

Vær taknemmelig. Idet du trækker vejret ind lige nu, er der nogen et eller andet sted i verden, som trækker vejret ind for allersidste gang. Stop med at brokke dig over dit liv, og lær at leve med det du har. Tak for dit evige gode helbred, din elskede familie, alle de gode dage og mulighederne, der dukker op helt ud af det blå. Gør de små ting i hverdagen til store ting.

Acceptér. Se dig selv som en farve. Du er måske ikke alles yndlingsfarve, men tro mig – en dag møder du nogen, som har brug for lige netop dig og din farve til at færdiggøre deres kunstværk.

Drøm. Aldrig gem dine egne drømme væk, fordi du er bange for, at de ikke vil gå i opfyldelse, hvis andre ikke tror på dem. Skriv dine drømme og planer for livet ned. Slip din fantasi løs. Lyt til dit hjerte og find ud af, hvad du helt ærligt ønsker at opnå. Ønsk altid, når klokken slår 11:11. Accepter andres drømme og mål i livet, og glem ikke at støtte dem ved at smile spændt over deres sindssyge planer, når de tager mod til at fortælle dig om dem.

Lev i nuet. Det virkelige liv starter ikke i fremtiden – hverken når du starter på din nye uddannelse, når du flytter hjemmefra eller når du får dit drømmejob. Du har været i den virkelige verden hele dit liv, så kom i gang og nyd livet lige nu og her. Du bliver aldrig yngre end du er lige nu.

Vær stolt. Hver gang du ser dig selv i spejlet, så husk på, at du er dig. Hver en lille skønhedsfejl, hver en detalje og hver en fejl er dig. Du har ikke brug for at være perfekt, for du er dig, og det er i den grad noget at være stolt af. Kig tilbage på dit liv og se, hvor du har været. Kan du se, hvor langt du er nået?

Vælg dine ord med omhu. Tal ordentligt til dig selv, og tal ordentligt til andre. Ord kan ødelægge og splitte folk i en million små stykker, men de kan også samle alle de små stykker sammen igen. Vælg at løfte nogen op i dag, frem for at hakke ned på nogen.

Elsk dig selv. Husk at elske dig selv lige fra det sekund, hvor du slår øjnene op om morgenen, til det sekund, hvor du lukker øjnene i om aftenen. Elsk dig selv, frem for at elske idéen om, at andre elsker dig.

 

Hvordan ser du dig selv nu? Ser du dig selv som pigen, der før var ulykkelig og irriteret over sig selv og sit liv, men som nu har fået viljen til at kæmpe sig op på benene igen? Føler du dig klar til at tage kampen op? Føler du dig klar til at ændre dit liv én gang for alle?

Hvis ikke, så kan jeg kun sige, at jeg tror på dig og er med dig hele vejen. Jeg har været præcis samme sted, som du er lige nu, så jeg ved hvor svært du har det. Skriv til mig – fortæl mig hvor værdiløs du føler dig, hvor utilfreds du er med dit liv, og hvor mange problemer du har. Det er okay. Du er stærk nok til at åbne op, og du skal vide, at jeg forstår dig og gerne vil hjælpe dig.

 

Lad mig spørge dig igen….

Føler du dig klar til at tage kampen op?

Føler du dig klar til at ændre dit liv én gang for alle?

 

Det er en del af livet af falde ned, men at komme op igen er at leve.