En dans i mellem frygt, inspiration & mod

 

Som forfatter skriver man nogle gange noget, som man først senere hen finder ud af, hvad betyder.

Det starter med, at man får en idé helt ud af det blå, som man skynder sig at skrive ned, inden den forsvinder. Man når hverken at opfatte, hvad det hele går ud på, eller hvad meningen med idéen er, før man får en ny idé, som man også lige skal skynde sig at skrive ned. Pludselig er det, som om man løber et helt maraton fyldt op på energidrikke. Man er slet ikke til at stoppe, og selv når man når mållinjen – og man hverken kan mærke sine ben eller sine fødder – fortsætter man med at løbe, som om det gjaldt liv eller død. Det er sådan det føles at blive jagtet af inspirationen.

Men sådan er det ikke altid. Nogle gange er inspirationen der bare ikke, og så er det umuligt at spurte gennem maratonet, uanset hvor mange energidrikke man har fyldt på. Andre gange er man bare så dum at spænde ben for sig selv, inden man overhovedet er nået halvvejs.

Og jeg tror af og til, at forfattere og andre kreative ildsjæle spænder ben for sig selv, fordi frygten tager styringen. Uanset om vores frygt skjuler sig som perfektionisme, angst eller noget helt tredje, så vil vi før eller siden opleve (og ofte mange gange) at vores frygt bryder den kreative process. Sådan er det bare, for kreativitet er en dans i mellem frygt, inspiration og mod, og det er ikke altid lige nemt at danse i takt, når der skal danses salsa, og man pludselig har fået en ekstra dansepartner ved hånden.

Det er ikke lang tid siden, at jeg lod min frygt tage styringen i min femte roman, som jeg arbejder på lige nu. Jeg frygtede at fortælle en del af sandheden, og jeg skjulte det ved at fylde en masse unødvendige elementer ind i handlingen, fordi jeg ville have mit “gamle jeg” til at virke klogere og mere selvbevidst, end jeg egentlig var på det tidspunkt i mit liv. Jeg frygtede at fortælle sandheden, fordi jeg endnu ikke havde fortalt sandheden til mig selv.

Det resulterede i skriveblokeringer, der fortsatte i ugevis – og med tiden har jeg indset, at den eneste grund til, at jeg oplever skriveblokeringer, er fordi jeg ikke føler mig interesseret nok i det, jeg arbejder på, og det gør jeg ikke, hvis det hele er ren fiktion. Jeg bliver nødt til at flette en eller anden form for sandhed ind i mine skøre og fiktive idéer, for ellers er det ikke personligt nok, og så føler jeg ikke, at det er min historie at fortælle.

Og det er bare vigtigt, at vi bruger vores kreativitet til at fortælle sandheden, som den er. Jeg mener ikke, at vi alle skal skrive en hel selvbiografi af vores liv, hvor intet er fiktion eller fantasy. Jeg mener bare, at der bliver nødt til at være en eller anden form for sandhed bag de fiktive karakterer og det fiktive univers, vi skaber.

Tag eksempelvis den berømte serie om Harry Potter. Her har forfatteren J. K. Rowling skabt dementorer, som udadtil blot er et fiktivt væsen – men hvis vi dykker dybere ned i det og finder frem til den egentlige sandhed bag de her sorte, ækle skabninger, så symboliserer de faktisk hendes hårde periode med depression. I form af et fiktivt væsen, der suger sjælen og glæden ud af alt det kommer i nærheden af, får hun bearbejdet følelserne fra sin depression.

Og er det ikke fantastisk, at vi kan bruge kreativitet på den måde? At vi kan skabe fiktion, der er baseret på en virkelighed, som mange af os (hvis ikke os allesammen) gennemgår, men er bange for at sætte ord på og tale åbent omkring?

Uanset om det er fiktion eller ej, så har kreativitet et krav om, at vi er modige. Vi bliver nødt til at fortælle sandheden, og vi bliver nødt til først at fortælle den til os selv. Selvom vi ofte giver udtryk for, at vi er bange for at dele vores kreative arbejde med offentligheden, fordi vi frygter, hvad andre vil tænke og mene om det, så tror jeg inderst inde bare, at vi er bange for at indrømme det overfor os selv. Vi er bange for at fortælle sandheden til os selv, fordi vi ved, at den gør ondt.

 

▼ ▼ ▼

 

Jeg læste engang et citat, som lød nogenlunde sådan her: There’s the book that you must write, and then there’s the book that you can publish. And those may be two different books.

Og præcis derfor bliver vi nødt til at slå røven i sædet og skrive sandheden ned sort på hvidt, før vi begynder at bekymre os om, hvad alle andre vil tænke om vores kreative arbejde, eller om det nogensinde vil blive vist frem i offentligheden. Vi bliver nødt til at fortælle os selv sandheden først, for vi har brug for den sandhed – ellers lever vi hele vores liv på en løgn, fordi vi ikke engang tør at være ærlige overfor os selv.

Da jeg begyndte at arbejde på min femte roman, prøvede jeg lige fra start af at skrive en bog, der kunne blive udgivet. Ligesom alle mine andre bøger ville jeg selvfølgelig gerne have, at den skulle have en dybere mening, og at den skulle have et budskab, der sagde spar to – men det skulle også være en god historie. Så jeg fandt på det ene plot efter det andet, og selvom de alle skabte en god historie, så var det ikke min historie. Der var ikke noget personligt i det, og derfor vidste jeg på forhånd, at jeg ville køre død i skriveprocessen.

Sandheden er, at jeg gjorde alt for at skrive en bog, der kunne blive udgivet, for jeg var bange for at skrive den bog, som jeg vidste, at jeg blev nødt til at skrive. Lige siden jeg droppede ud af gymnasiet vidste jeg, at jeg på et eller andet tidspunkt ville skrive en bog, der omhandlede hele min rejse med at gå imod normen for at følge mit hjerte, men jeg prøvede hele tiden at skubbe det væk, fordi jeg var bange. Jeg var bange for at skrive den historie, for allerede før jeg overhovedet havde skrevet den, frygtede jeg, hvad alle andre ville tænke, og om jeg nogensinde ville få modet til at udgive den, når først jeg havde sat det sidste punktum.

Sådan har jeg det ikke længere. Jeg frygter ikke længere at fortælle min historie, som den er, og jeg frygter heller ikke at skulle udgive den og blotte mine allerdybeste og mest rå følelser for verden – og det gør jeg ikke, fordi jeg kan mærke, at det her er større end mig. Jeg kan mærke, at det her handler om at formidle nogle følelser og tanker, som jeg ved, at rigtig mange unge går med, men ikke tør at indrømme, fordi det er langt nemmere og mere sikkert at gøre, hvad der er logisk og systematisk rigtigt, frem for hvad der føles rigtigt.

Det her handler om at være en stemme for alle dem, der har mistet troen på deres egen dømmekraft i en verden, hvor vi per automatik lytter mere til andres meninger end vores eget hjerte, fordi vi er bange for, om vores egen mening overhovedet er noget værd.

Og jeg siger, at din mening er noget værd.

Så følg dit hjerte, tro på dig selv og forbered dig på at få en ekstra dansepartner, som hverken har rytme i kroppen eller kan huske de mest simple trin. Gør dig selv en tjeneste og lær dansen i mellem frygt, inspiration og mod – og så lover jeg dig, at du aldrig vil tvivle på din egen stemme igen.

 


 

Et brev til mit yngre jeg

 

Kære mit yngre jeg.

Alt er måske ikke, som du ønsker, at det skal være lige nu. Du føler måske, at du bliver kvalt i alle dine problemer, og du drømmer om at få luft. Du føler dig fortabt og kan ikke finde hoved eller hale på noget som helst i dit liv, og du er skræmt over fremtiden.

Det er ikke nogen løgn, når folk siger, at det bliver bedre. Jeg ved, at det nok er det sidste, du ønsker at høre lige nu, men før du ved af det vil du indse, at det er sandheden.

Lige nu føler du dig på mange måder splittet, men du skal nok finde dig selv. Du vil lære mere om dig selv inden for det næste års tid, og du vil føle dig hel. Der er håb for dig derude, og hvis du leder efter et tegn, så er det her.

Livet vil til tider ikke helt behandle dig, som du ønsker, men du må for Guds skyld ikke lukke dig inde, for det er det værste, du kan gøre. Du føler nok ikke, at du har nogen, du kan snakke med om det – men du har din mor, og uanset hvor travl og uvidende du mener hun er, så elsker hun dig. (Psst! Hun er også en fantastisk lytter, hvis du giver hende lov.)

Hvis du ikke allerede ved det dybt inde i dig selv, så har du et stort hjerte. Lige nu ser du nok kun alt det negative – som at du bekymrer dig alt for meget for andre mennesker, at du giver mere end du får, og at du får ekstrem dårlig samvittighed ved at gøre noget, der ikke føles rigtigt for dig – men det vil snart ændre sig. En helt særlig person vil komme ind i dit liv, og det er igennem ham, at du vil se, hvor stort dit hjerte egentlig er.

Du vil desværre også opleve hjertesorger. Det vil vælte dig rundt og give dig nogle kæmpe udfordringer, og du vil i den periode have et sort filter for øjnene – et filter, som kun lader dig se alt det negative. Men tvivl ikke, for der er lys forude, og i sidste ende vil smerten blot gøre forholdet stærkere, for det er midt i denne udfordring, at du vil lære noget af det vigtigste i livet – tilgivelse af ikke kun andre, men også dig selv.

Lige nu vil du gerne have, at alle kan lide dig. Du har ikke overskuddet til at gøre så meget ved det, men tanken borer nu alligevel i dig hver evig eneste dag. Du ønsker til tider at være en anden, men du skal vide, at du er helt perfekt, som du er. Måske føler du dig ikke perfekt i det store billede, men jeg kan fortælle dig, at du er den mest perfekte udgave af dig selv, og det er alt, der betyder noget. Du er god nok, og det har du altid været.

Stop med at bekymre dig om den bums i panden eller den test, du ikke bestod. Det nytter ikke noget at gå rundt og være bekymret, for som du nok ved, så er det det samme som at rende rundt med en paraply og vente på, at det begynder at regne. Du har det med at tænke dig til problemerne, før de er der, men du kan være helt rolig, for du vil blive bedre til at lukke af for tankerne og leve i nuet. I den proces vil du også lære, at dit hjerte nogle gange ved noget, som din hjerne bare ikke kan forklare. Du bør derfor altid følge dit hjerte.

Og ikke for at lyde som en alien fra et helt andet univers, men den store livsforandrende beslutning, som du er ved at tage lige nu, er slet ikke så stor igen. Stol på din mavefornemmelse og dine intuitioner, for de har aldrig ledt dig på vildspor – og tro mig, de vil heller ikke lede dig på vildspor denne gang.

Jeg ved, hvor hårdt du kæmper for at holde fast i din bedste veninde, men jeg kan lige så godt advare dig med det samme – hun vil ikke være i dit liv for altid. Som du inderst inde også godt ved, men er alt for bange for at indrømme, så har hun ingen positiv påvirkning på dig og gør absolut intet godt for dig og dit liv . Det er tid til at sige farvel, men lad nu ikke hånden falde ned langs siden alt for hurtigt, for du vil hurtigt skulle række den frem igen for at hilse på et nyt bekendtskab – mange nye bekendtskaber, faktisk. Du vil skabe nye og uforglemmelige minder med disse mennesker, så nyd det!

Alt, hvad der er sket i dit liv indtil nu, har gjort dig til den person, du er i dag. Udfordringer har gjort dig stærkere og fejltagelser har lært dig en masse, som du vil få brug for i fremtiden – så lad vær med at brænde energi af på de ting, du ikke burde have sagt eller gjort, for uden dem ville du ikke være den person, du er i dag (og tro mig, hun er ret awesome).

Forbliv positiv, hold hovedet koldt og lad være med at spilde tid på at stresse over ting, der ikke er værd at stresse over. Det er okay, at du ikke kan se noget formål med dit liv lige nu.

Uh, og spoiler-advarsel! Selvom du nok ikke kan se det for dig lige nu, så ender du med at kunne se lyset for enden af tunnellen. Du vil følge lyset, og det vil lede dig til formålet med dit liv.

Til sidst vil jeg bare lige minde dig om, at det er okay ikke at være okay, men det er ikke okay at give op i kampen om et bedre og mere positivt liv – så du kan lige vove på at give op!

 

Kærligst,

dit fremtidige jeg

 

 


Hvis du har læst min debutroman Bag om dagbogen, så genkender du nok den overstående tekst. Det er nemlig et uddrag fra allersidste kapitel i bogen.

Jeg tror vi alle ind i mellem glemmer at træde et skridt tilbage og se, hvor langt vi er kommet. Vi har så travlt med at forbedre os selv og skabe en fremtid, at vi fuldstændig glemmer at minde os selv om, hvor vi startede henne, og hvor meget vi allerede har skabt for os selv. Vi glemmer at sætte tingene i perspektiv, men vigtigst af alt glemmer vi at rose os selv for den rejse, vi allerede har været på, frem for konstant at motivere os selv til den rejse, der venter os i fremtiden.

I dag havde jeg personligt brug for at sætte tingene lidt i perspektiv. Jeg sad og skrev på min femte roman, og jeg kunne mærke, at jeg var meget dømmende overfor mig selv. Det er helt normalt for os forfattere at være meget kritiske omkring vores kreative arbejde, for hvis det vi skriver ikke er sandt, så går det os på, og så føler vi os blokerede – så derfor bliver vi nødt til at fortælle sandheden, selv hvis det gør ondt, og selv hvis vi ikke har lyst. Jeg tror altid, at vi vil være vores egen største kritiker.

Men jeg kunne mærke, at det var mere end bare kritik af det, jeg skrev. Det var meget mere personligt end det, og derfor blev jeg nødt til lige at træde et skridt tilbage og læse noget af det, som jeg har skrevet for 3-4 år siden – nemlig et brev til mit yngre jeg fra min debutroman.

Nu hvor jeg har fået perspektiv, vil jeg smutte tilbage til skrivningen, for jeg har en bog, der venter på at blive skrevet, og en historie, der venter på at blive fortalt. Jeg fik bare lige lyst til at holde en kort pause og dele det her med jer, for vi har sgu alle brug for at blive mindet om, hvor langt vi er kommet. Vi bør være stolte af os selv 💜

 


 

Ny hjemmeside & nyt kontor

 

Jeg har her på det sidste fået en del spørgsmål omkring, hvorfor jeg har valgt at få nyt design på min hjemmeside, og hvorfor jeg har lejet mig et kontor. Jeg tænkte derfor, at det ville være oplagt at skrive et lille blogindlæg for at besvare alle spørgsmålene én gang for alle. So here we go!

Der er mange grunde til, at jeg valgte at få et nyt design her på siden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv var blevet rimelig træt af det gamle design, men når det er sagt, så var det bare heller ikke et særlig praktisk design. Jeg kunne se, at omkring 80% af mine besøgende kom fra en tablet, og eftersom det gamle ikke fungerede optimalt på alle tablets, var det et ret stort problem – især hvis man skulle læse en længere tekst eller et blogindlæg, for så blev man på visse tablets nødt til at zoome helt ind for at se, hvad der stod.

En anden grund til, at jeg valgte at få nyt design, er fordi jeg gerne vil sætte mere fokus på mit content. Jeg vil gerne inspirere og gøre en forskel gennem både blogindlæg og videoer, for jeg ønsker at nå ud til endnu flere mennesker. Jeg vil ikke bare have, at min hjemmeside skal være en salgsside, der kun omhandler mine bøger – så derfor krævede det en del ændringer i designet.

Og så er der den del med mit kontor, som jeg faktisk får utrolig mange spørgsmål omkring. Hvis du følger mig på Snapchat eller har læst artiklen i Sjællandske for en lille måneds tid siden, så har du måske set, at jeg er flyttet ind i et udviklingshus, hvor jeg har fået mit eget kontor. Jeg har dog ikke fortalt, hvor det ligger henne, eller hvorfor jeg overhovedet har valgt at få mig et kontor – så det får I forklaringen på her!

Den 1. januar 2017 flyttede jeg mit hjemmekontor til UdviklingsHus Fuglebjerg, som kun ligger en lille kilometer fra der, hvor jeg bor. Grunden til, at jeg valgte at få mig et kontor uden for mit eget hjem, var fordi jeg i en længere periode havde kunnet mærke, at jeg havde brug for at adskille mit arbejde og min fritid. Selvom jeg elsker det jeg laver, har jeg ind i mellem brug for at give mig selv et pusterum, så jeg kan lade op og få ny inspiration – og den mulighed har jeg fået nu.

 


Læs blandt andet mit blogindlæg: Jeg var udbrændt


 

Udover det er jeg nu blevet en del af et netværk med andre iværksættere og forfattere, som ofte sidder med nogle af de samme udfordringer og bekymringer, som jeg selv gør i løbet af en arbejdsdag. Jeg har fået et fællesskab, hvor jeg frit kan dele alle mine tanker og idéer, og jeg har mulighed for at sparre med alle de andre i huset. Vi har månedlige netværksmøder og husmøder, hvor vi alle mødes og inspirerer hinanden, hvilket bare er et super fedt koncept! Derudover bestræber vi os efter at spise frokost sammen så ofte som muligt og tage til fredagscafé.

Selvom jeg kun har været del af fællesskabet i halvanden måneds tid, føler jeg allerede, at udviklingshuset har givet mig utrolig meget. Hvis du gerne vil vide mere om UdviklingsHus Fuglebjerg, kan du læse mere HER

Og bare rolig, I skal nok få billeder af mit hyggelige kontor meget, meget snart 💜

 


 

Dropper jeg nu forfatterdrømmen?!

 

Hvis du har fulgt med på mine sociale medier, så har du nok bemærket, at tingene har stået lidt stille den sidste månedstid – og det er der en rigtig god grund til. Det er nemlig sådan, at jeg har haft så travlt med at udfordre mig selv og leve livet uden for de virtuelle skærme, at jeg fuldstændig har glemt at opdatere medierne.

Og før du spørger: ja, det er rent faktisk muligt, selvom vi lever i år 2016.

Landet ligger sådan, at jeg næsten lige er kommet hjem fra 5 ugers intens guideskole og personlig udvikling i Spanien, og torsdag den 2. juni rejste jeg igen fra lille, trygge Danmark. Jeg er nemlig blevet ansat hos Bravo Tours / Sun Tours og skal arbejde som rejseleder i smukke og solrige Algarve i Portugal indtil slutningen af oktober – altså knap 5 måneder væk hjemmefra!

Selvom jeg nu har underskrevet kontrakt og det hele, var det aldrig helt planen, at jeg skulle ud som guide her til sommer. Jeg valgte kun at investere i Service & Co.’s guideskole, fordi jeg ønskede at udfordre mig selv på det personlige plan og gerne ville blive bedre til at formidle mit budskab på en scene foran mange mennesker. Pludselig blev jeg bare helt forelsket i guidelivet, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage af sted her til sommer. Det var egentlig mere mavefornemmelsen, end det var den logiske sans, der lokkede mig og fik mig overtalt til at springe ud i det.

Men hvad så nu? Dropper jeg forfatterdrømmen for at blive guide i stedet?!

Svaret er nej. Min ultimative drømmelivsstil består af tre ting – at skrive, inspirere og rejse. Det at skrive er blevet en så stor del af mig, at jeg ikke bare kan droppe det fra den ene dag til den anden, så jeg tror aldrig rigtig, at noget vil kunne overtage dens plads.

Desværre er det bare sådan, at når man vælger noget til, så bliver man ofte nødt til også at vælge noget fra. Dette gælder min webshop og de ugentlige nyhedsbreve med mandagsboosts, som i en længere periode vil komme til at stå på standby. Fra juni af vil mine bøger kun kunne købes hos Arnold Busck, og det vil i den periode ikke længere være muligt at bestille signerede bøger eller Shay Martinez pakketilbuddet.

Jeg er super ked af, at jeg ikke kan fortsætte med at skrive mandagsboosts til jer hver uge, for jeg modtager tit beskeder og mails fra jer, hvor I takker for dem, fordi de giver jer en rigtig positiv start på ugen, hvilket jo er hele formålet med dem. Det er dog meget muligt, at der dukker et par inspirerende nyhedsbreve eller blogindlæg op, imens jeg er i Portugal, hvis jeg får tiden til det. Nu må vi se!

Når jeg har udlevet guidedrømmen, åbner jeg min webshop op igen – forhåbentligt med en helt ny bog i sortimentet. Jeg kommer også stærkt tilbage med positive mandagsboosts, som vil være fyldt med ny inspiration og motivation, og derefter skal jeg i gang med en masse spændende og forfatterlige projekter. Mit hoved er allerede proppet med idéer, som er klar til at modne sig, inden de bliver til virkelighed.

Der ligger en helt ny vej foran mig, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de næste 5 måneder af mit liv kommer til at finde sted uden for min komfortzone. Nye oplevelser, nye grænser, nye bekendtskaber, og nye udfordringer…. her kommer jeg!

 

Hvis I vil følge med i mit liv og min udvikling det næste stykke tid, kan I følge mig her:

 

Instagram på @amandadrescher

 

Snapchat på AmandaDrescher

 

 

Jeg glæder mig sådan til at dele alle mine oplevelser og udfordringer med jer 💜

 


 

Mit job som freelancer hos Vi Unge

 

Det sidste års tid har jeg skrevet novellen Sofies liv, som har kørt i alle Vi Unge blade indtil nu. Novellen er netop afsluttet, og alle 17 afsnit er blevet sat sammen til 10 sider i det store Vi Unge Teenlife Sommer blad, som kom på gaden den 18. juni!

Jeg husker tydeligt, da jeg greb chancen og kontaktede Vi Unge redaktionen. Jeg havde længe gået med tanken om, at jeg gerne ville skrive noveller til et ungdomsmagasin, men jeg havde aldrig rigtig fået taget mig sammen til at kontakte nogen. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke, at det var dovenskab eller lange to-do-lister, som afholdt mig fra at tage kontakt til nogle magasiner, men nærmere frygten for at få afslag. Et eller andet sted tror jeg også, at jeg ligefrem forventede, at jeg ville få afslag – og der var jo ingen grund til at skrive til nogen, hvis man vidste, at man bare ville få afslag alligevel, vel?

Trods min overbevisning om, at jeg vidste alt om fremtiden og hvad den ville bringe, hvis jeg tog en chance, endte jeg med at kontakte Vi Unge redaktionen som den første. Jeg vidste godt, at det var lidt af et sats, eftersom de er Danmarks største ungdomsmagasin og derfor ikke burde være helt nemme at komme igennem hos. I første omgang fik jeg nu heller ikke lige det svar, som jeg havde håbet på at få fra dem, men efter et par måneder kontaktede de mig igen – og vupti, så var jeg pludselig på vej til Aller Media’s hovedkontor i København for at skrive kontrakt! 

Det har været en fantastisk og ikke mindst udfordrende oplevelse at arbejde som freelancer hos Vi Unge, og jeg er utrolig glad for at kunne sige, at jeg fortsætter endnu. Udover novellen har jeg nemlig også skrevet adskillige interviews og artikler – og det er lige præcis interviews, som jeg har fået æret af at fortsætte med at lave. Det er ikke altid lige nemt at finde drengene til de interviews, som jeg får til opgave at lave, men jeg har intet imod lidt udfordring på den front! Derudover skal det da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft svært ved at skulle forholde mig til deadlines, men efter et år har jeg nu alligevel lært en masse – blandt andet, at det ikke er så smart at udskyde det hele til sidste øjeblik (det tror jeg aldrig rigtig, at jeg nåede at lære i gymnasiet).

Hvis du spørger mig, så er det lidt skræmmende at tænke på, hvad der kan ske, hvis bare man tager en chance og kaster sig ud i det, selvom man ikke aner, hvad der venter én på den anden side. Livet er fyldt med chancer og muligheder, og jeg er evigt taknemmelig for hver eneste, jeg får tilbudt.

Så vælg i dag at tage en chance! Du ved aldrig, om det fører til et job som freelancer hos Danmarks største ungdomsmagasin med intet mindre end 114.000 læsere, eller noget endnu bedre 💜