Kunsten at miste sig selv

 

For en uges tid siden sad jeg i et fly fra Bulgarien til Danmark, og pludselig blev jeg inspireret til at skrive – sådan virkelig inspireret. Der var bare det lille problem, at jeg ikke turde at bede personen ved siden af mig om at rejse sig, så jeg kunne komme ud og hente min computer. Jeg var bange for at være til besvær, hvis jeg så meget som spurgte. Det gav mig direkte ondt i maven og efterlod mig med et spørgsmål, som jeg burde have stillet mig selv for lang tid siden…

Hvornår holdt jeg op med at sætte mig selv først?

Det er nemt at fortælle andre, hvor vigtigt det er at sætte sig selv først – men det er ikke altid lige nemt at følge sit eget råd. Nogle gange falder man i, og så er der ikke andet for end at puste på såret og komme til arbejde, så man kan få sig selv på rette spor igen.

Og det er bare vigtigt, at man får sig selv på rette spor igen. I min verden kan man ikke være tro mod sig selv, hvis man ikke sætter sig selv først – og hvis man ikke er tro mod sig selv, kan man så overhovedet være sig selv?

Jeg kan ikke. Det er som om, at alt i mit liv langsomt krakelerer og kommer i ubalance, hvis jeg glemmer at sætte mig selv først. Det er hele fundamentet for min glæde, og ligesom man ikke kan bygge et hus uden et fundament, kan man heller ikke nå sine drømme og skabe det liv, man drømmer om, hvis ikke man kan sætte sig selv og sin egen glæde først.

Der er bare det med det, at vi lever i et samfund, hvor langt de fleste mener, at det er egoistisk at sætte sig selv først. Jeg vil nærmere sige, at det er egoistisk ikke at sætte sig selv først. Hvorfor? Fordi i det sekund du sætter et andet menneske før dig selv, så glemmer du dig selv og giver ham eller hende ansvaret for din glæde og lykke. Du gør dem ansvarlig for, at du er glad – men det kan aldrig nogensinde være deres ansvar, om du er glad eller ej.

Her forleden hørte jeg et podcast, hvor der blev sagt, at det bedste forhold er det forhold, hvor man kan kigge personen i øjnene og sige “jeg forventer ikke, at du gør mig glad. Du er fuldstændig irrelevant, når det kommer til min glæde” og uanset hvor hårdt det lyder, så tror jeg, at det er noget af det vigtigste at lære her i livet. Vi har ansvaret for vores egen glæde, og indtil vi forstår det – sådan virkelig forstår det – vil vi blive ved med at søge kærlighed, anerkendelse og glæde uden for os selv. Vi vil blive ved med at søge det i andre mennesker.

Problemet er, at vi har romantiseret idéen om, hvor glæde og kærlighed kommer fra. Vi har i flere årtier produceret film og skrevet bøger, som får os selv og andre til at tro, at kærlighed er at sige “jeg elsker dig, og jeg ville slet ikke kunne leve uden dig”, men det er det ikke. Det er afhængighed, og afhængighed er en følelse, der kommer fra egoet. Ægte kærlighed kommer fra hjertet.

 

 

Det er ikke lang tid siden, at en af mine veninder sagde “årh, kærlighed er bare en evig kamp, altså!” og jeg gav hende ret, for det er en evig kamp – men hvad er det egentlig, vi kæmper for? Vi bilder os selv ind, at vi kæmper for at finde ægte kærlighed, men i virkeligheden kæmper vi bare for at finde den eneste ene, som vil give os alt det, vi drømmer om.

Vi glemmer bare, at vi ikke kan finde den person andre steder end i vores eget spejlbillede – for hvis du ikke engang kan se dig selv i spejlet uden makeup og sige, at du elsker dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne gøre det? Og hvis du ikke kan respektere dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne respektere dig?

Du sætter standarten for, hvordan et andet menneske får lov til at behandle dig – så hvis du er i et forhold, hvor du ikke føler dig respekteret og konstant skal holde dig tilbage, så er det kort sagt din egen skyld. Andre mennesker behandler dig, som du behandler dig selv. Det er din opgave at tegne en streg i sandet og lære dem, hvor grænsen går, og derefter skal du ikke træde et skridt tilbage og tegne en ny steg, når nogen går over din grænse – så retter du ryggen og bliver stående ved den streg, du tegnede i første omgang.

Vi har alle en grænse, og det er vigtigt, at vi kan definere den grænse overfor os selv. Den grænse er altafgørende for, hvordan andre behandler os, og hvordan vi behandler os selv, for alt i vores liv blomstrer ud fra vores egne rødder. Kærlighed, respekt, anerkendelse, glæde – alt.

Så hvad nu, hvis vi lærte at elske os selv, før vi lærte at elske andre? Og hvad nu, hvis vi lærte at holde så meget af os selv, at den eneste person vi var bange for at miste, var os selv? Hvis vi i stedet for at bruge så meget energi på at lede efter den eneste ene med de helt rigtige værdier, begyndte at bruge lidt mere energi på at lede efter de værdier i os selv?

Problemet er, at vi bevidst eller ubevidst konstant er på jagt efter den eneste ene. Vi render rundt og spørger hinanden, hvad vi søger i en partner, og hvad vi mener er kærestepotentiale. Vi sætter datingprofiler op for at finde den person, som vi tror kan give os alt det, vi drømmer om, men det handler ikke om at møde et nyt menneske og lære ham eller hende at kende. Det handler om at lære os selv bedre at kende.

For når alt kommer til alt, så er det eneste forhold, der betyder noget, forholdet til os selv. Hvis forholdet til os selv ikke er i balance, så vil ingen af vores fremtidige forhold være i balancen.

Så næste gang du får dit hjerte knust, og du mest af alt har lyst til at kaste rundt med borde og stole, så tag en dyb indånding og spørg dig selv: hvad er det, som det her forhold beder mig om at kigge efter i mig selv? Hvad er det, som min relation til det her menneske skal lære mig om forholdet til mig selv?

Vi har alle noget, der trigger os – men det smukke er, at det der trigger dig, er typisk også det, der trigger din partner. Det er her, du kommer tættere på dig selv, og det er her, du udvikler dig.

Forhold (hvad end de er venskabelige eller romantiske) fungerer lidt ligesom hospitaler til vores sjæl. De er det sted, hvor alle de sår og skræmmer, som vi bærer rundt på fra fortiden, vil få frisk luft og blive renset efter alt for lang tid under et tætsiddende plaster. Det er her, at vores sår på trods af smerten bliver revet op igen, fordi det er den eneste måde, hvorpå de kan hele.

Og nej, livet bliver ikke nemmere af den grund – men smerten er nødvendig, fordi helingsprocessen er nødvendig. Vi har brug for at være i dårlige forhold, hvor vi ikke bliver behandlet retfærdigt, og hvor folk tager os for givet og lyver overfor os, hvis vi ønsker at indse, hvad vi virkelig fortjener. Uden de forhold ville vi aldrig lære at tegne en streg i sandet, og så ville folk konstant gå over grænsen.

Hvis vi ikke kender os selv og vores egen grænse, ender vi nogle gange med at komme så tæt på et andet menneske, at vi mister os selv. I det øjeblik glemmer vi fuldstændig at gøre de ting, som vi elsker, og vi glemmer at prioritere selv de mindste ting i hverdagen, som bringer os glæde og styrker forholdet til os selv. Vi fralægger os ansvaret for vores egen glæde, og så er det, at fundamentet smuldrer under vores fødder.

Men uanset omstændighederne bliver vi bare nødt til at få os selv tilbage til centrum, når vi kommer ud på et sidespor. Vi bliver nødt til hele tiden at blive bedre til at leve livet med hjertet i centrum, og vi bliver nødt til at acceptere, at indre glæde og selvkærlighed ikke er en endestation, men en evig rejse, der blot bliver mere og mere lærerig for hver eneste dag, der går.

Og ja, nogle gange mister vi os selv på vejen – men det er okay, for vi kan altid finde tilbage til centrum igen.

 


En dans i mellem frygt, inspiration & mod

 

Som forfatter skriver man nogle gange noget, som man først senere hen finder ud af, hvad betyder.

Det starter med, at man får en idé helt ud af det blå, som man skynder sig at skrive ned, inden den forsvinder. Man når hverken at opfatte, hvad det hele går ud på, eller hvad meningen med idéen er, før man får en ny idé, som man også lige skal skynde sig at skrive ned. Pludselig er det, som om man løber et helt maraton fyldt op på energidrikke. Man er slet ikke til at stoppe, og selv når man når mållinjen – og man hverken kan mærke sine ben eller sine fødder – fortsætter man med at løbe, som om det gjaldt liv eller død. Det er sådan det føles at blive jagtet af inspirationen.

Men sådan er det ikke altid. Nogle gange er inspirationen der bare ikke, og så er det umuligt at spurte gennem maratonet, uanset hvor mange energidrikke man har fyldt på. Andre gange er man bare så dum at spænde ben for sig selv, inden man overhovedet er nået halvvejs.

Og jeg tror af og til, at forfattere og andre kreative ildsjæle spænder ben for sig selv, fordi frygten tager styringen. Uanset om vores frygt skjuler sig som perfektionisme, angst eller noget helt tredje, så vil vi før eller siden opleve (og ofte mange gange) at vores frygt bryder den kreative process. Sådan er det bare, for kreativitet er en dans i mellem frygt, inspiration og mod, og det er ikke altid lige nemt at danse i takt, når der skal danses salsa, og man pludselig har fået en ekstra dansepartner ved hånden.

Det er ikke lang tid siden, at jeg lod min frygt tage styringen i min femte roman, som jeg arbejder på lige nu. Jeg frygtede at fortælle en del af sandheden, og jeg skjulte det ved at fylde en masse unødvendige elementer ind i handlingen, fordi jeg ville have mit “gamle jeg” til at virke klogere og mere selvbevidst, end jeg egentlig var på det tidspunkt i mit liv. Jeg frygtede at fortælle sandheden, fordi jeg endnu ikke havde fortalt sandheden til mig selv.

Det resulterede i skriveblokeringer, der fortsatte i ugevis – og med tiden har jeg indset, at den eneste grund til, at jeg oplever skriveblokeringer, er fordi jeg ikke føler mig interesseret nok i det, jeg arbejder på, og det gør jeg ikke, hvis det hele er ren fiktion. Jeg bliver nødt til at flette en eller anden form for sandhed ind i mine skøre og fiktive idéer, for ellers er det ikke personligt nok, og så føler jeg ikke, at det er min historie at fortælle.

Og det er bare vigtigt, at vi bruger vores kreativitet til at fortælle sandheden, som den er. Jeg mener ikke, at vi alle skal skrive en hel selvbiografi af vores liv, hvor intet er fiktion eller fantasy. Jeg mener bare, at der bliver nødt til at være en eller anden form for sandhed bag de fiktive karakterer og det fiktive univers, vi skaber.

Tag eksempelvis den berømte serie om Harry Potter. Her har forfatteren J. K. Rowling skabt dementorer, som udadtil blot er et fiktivt væsen – men hvis vi dykker dybere ned i det og finder frem til den egentlige sandhed bag de her sorte, ækle skabninger, så symboliserer de faktisk hendes hårde periode med depression. I form af et fiktivt væsen, der suger sjælen og glæden ud af alt det kommer i nærheden af, får hun bearbejdet følelserne fra sin depression.

Og er det ikke fantastisk, at vi kan bruge kreativitet på den måde? At vi kan skabe fiktion, der er baseret på en virkelighed, som mange af os (hvis ikke os allesammen) gennemgår, men er bange for at sætte ord på og tale åbent omkring?

Uanset om det er fiktion eller ej, så har kreativitet et krav om, at vi er modige. Vi bliver nødt til at fortælle sandheden, og vi bliver nødt til først at fortælle den til os selv. Selvom vi ofte giver udtryk for, at vi er bange for at dele vores kreative arbejde med offentligheden, fordi vi frygter, hvad andre vil tænke og mene om det, så tror jeg inderst inde bare, at vi er bange for at indrømme det overfor os selv. Vi er bange for at fortælle sandheden til os selv, fordi vi ved, at den gør ondt.

 

▼ ▼ ▼

 

Jeg læste engang et citat, som lød nogenlunde sådan her: There’s the book that you must write, and then there’s the book that you can publish. And those may be two different books.

Og præcis derfor bliver vi nødt til at slå røven i sædet og skrive sandheden ned sort på hvidt, før vi begynder at bekymre os om, hvad alle andre vil tænke om vores kreative arbejde, eller om det nogensinde vil blive vist frem i offentligheden. Vi bliver nødt til at fortælle os selv sandheden først, for vi har brug for den sandhed – ellers lever vi hele vores liv på en løgn, fordi vi ikke engang tør at være ærlige overfor os selv.

Da jeg begyndte at arbejde på min femte roman, prøvede jeg lige fra start af at skrive en bog, der kunne blive udgivet. Ligesom alle mine andre bøger ville jeg selvfølgelig gerne have, at den skulle have en dybere mening, og at den skulle have et budskab, der sagde spar to – men det skulle også være en god historie. Så jeg fandt på det ene plot efter det andet, og selvom de alle skabte en god historie, så var det ikke min historie. Der var ikke noget personligt i det, og derfor vidste jeg på forhånd, at jeg ville køre død i skriveprocessen.

Sandheden er, at jeg gjorde alt for at skrive en bog, der kunne blive udgivet, for jeg var bange for at skrive den bog, som jeg vidste, at jeg blev nødt til at skrive. Lige siden jeg droppede ud af gymnasiet vidste jeg, at jeg på et eller andet tidspunkt ville skrive en bog, der omhandlede hele min rejse med at gå imod normen for at følge mit hjerte, men jeg prøvede hele tiden at skubbe det væk, fordi jeg var bange. Jeg var bange for at skrive den historie, for allerede før jeg overhovedet havde skrevet den, frygtede jeg, hvad alle andre ville tænke, og om jeg nogensinde ville få modet til at udgive den, når først jeg havde sat det sidste punktum.

Sådan har jeg det ikke længere. Jeg frygter ikke længere at fortælle min historie, som den er, og jeg frygter heller ikke at skulle udgive den og blotte mine allerdybeste og mest rå følelser for verden – og det gør jeg ikke, fordi jeg kan mærke, at det her er større end mig. Jeg kan mærke, at det her handler om at formidle nogle følelser og tanker, som jeg ved, at rigtig mange unge går med, men ikke tør at indrømme, fordi det er langt nemmere og mere sikkert at gøre, hvad der er logisk og systematisk rigtigt, frem for hvad der føles rigtigt.

Det her handler om at være en stemme for alle dem, der har mistet troen på deres egen dømmekraft i en verden, hvor vi per automatik lytter mere til andres meninger end vores eget hjerte, fordi vi er bange for, om vores egen mening overhovedet er noget værd.

Og jeg siger, at din mening er noget værd.

Så følg dit hjerte, tro på dig selv og forbered dig på at få en ekstra dansepartner, som hverken har rytme i kroppen eller kan huske de mest simple trin. Gør dig selv en tjeneste og lær dansen i mellem frygt, inspiration og mod – og så lover jeg dig, at du aldrig vil tvivle på din egen stemme igen.

 


 

Vi er fucking dumme uden vores hjerte

 

Nogle gange tror jeg, at vi er bange for vores egne følelser. Vi er bange for, hvad vi kommer til at føle, hvis vi tager visse valg, og vi er bange for, om vi vil kunne håndtere de følelser, som det medfører.

Men vi glemmer, at vores følelser er forbundet til vores hjerte. Der er slet ingen grund til at frygte vores egne følelser, for når vi føler smerte eller glæde, er det faktisk bare vores hjerte, der taler til os. Vores hjerte beder os blot om at lytte og mærke efter.

Vores frygt for vores egne følelser er ikke andet end en illusion, for vores hjerte vil aldrig nogensinde bilde os alt muligt ind, som ikke er sandt. Hjertet kan helt enkelt ikke kapere andet end sandheden. Det kan hverken kapere løgne, usandheder eller falske indbildninger – kun den rene sandhed.

Så hvorfor er det så svært at gøre det, der føles rigtigt, når alt hvad vi føler blot er den rene sandhed?

Vi lever i en verden, hvor det er mere acceptabelt at følge vores logik end vores hjerte. Vi er bange for at stole på det, der ikke kan bevises – bange for, at det ikke er ægte eller sandt, hvis det ikke står sort på hvidt, selvom vi alle sammen inderst inde godt ved, at der ikke findes noget mere troværdigt end vores eget hjerte.

Det er nemmere at gøre, hvad der er logisk, for så kan alle dem omkring os følge med – så kan de forstå vores valg, og så behøver vi ikke at forklare os. Vi elsker tryghed, og vi elsker, når vi kender planen og ved præcis, hvad der kommer til at ske. Vi elsker at have kontrol.

Men før eller siden bliver du nødt til at skille dig ud fra mængden og indse, at der er dig, og der er dem. Der er dem, der lever hele deres liv i frygt for, hvad alle andre tænker og mener om dem, og så er der dem, der lever deres liv med tillid til, at de nok skal få alt, hvad de har brug for, når blot de følger deres hjerte. Spørgsmålet er ikke, hvem af dem du er. Spørgsmålet er, hvem af dem vil du gerne være?


 

Jeg tror på, at hvis du ikke følger dit hjerte, så vil verden knuse dig. Hvis du ikke fylder dit hjerte op med tillid, kærlighed og troen på noget større end dig selv, så er det ikke andet end et tomt hul. Men noget skal det tomme hul jo fyldes ud med, så derfor fylder verden det ud med alle de tragedier og alt den angst, som nutidens samfund har at byde på.

Der er mange ting, vi ikke kan styre i vores liv – men der er én ting, vi godt kan styre, og det er vores opfattelse af de ting, der sker omkring os. Vi afgør selv, hvor besværligt eller nemt vores liv skal være, for hvis bare du stolede på dit hjerte, ville du slet ikke have alle de bekymringer, som du har.

Problemet er, at du tror du ved hvad der sker, når du følger din sunde fornuft. Du tror du er så klog, at du kan udregne hver eneste lille detalje, og du tror du kan styre alting i dit liv – men det kan du ikke, og det kommer du aldrig nogensinde til.

Det eneste du kan gøre er at stole på dit hjerte, for det kender altid svaret, før din sunde fornuft overhovedet får benene ud ad sengen. Din logiske sans har sikkert modsagt hver eneste sætning, du har læst indtil nu – så lad mig fortælle dig noget, som din logiske sans rent faktisk kan kapere….

Det er videnskabeligt bevist, at der er en meget vigtig forbindelse i mellem dit hjerte og din hjerne, og at dit hjerte altid kender svaret, før din hjerne gør. Der er bare det lille problem, at dit hjerte ikke taler samme sprog som dig, så derfor skal svaret først igennem din hjerne – og her går det typisk galt. Når du er bange eller føler dig angst, er din hjerne ikke modtagelig overfor de signaler, dit hjerte sender, og derfor kan du aldrig blive bevidst om dit hjertes signaler, hvis du føler dig angst. Din hjerne blokerer simpelthen den besked, du får fra dit hjerte.

Så rent videnskabeligt fungerer det sådan her: først kommer svaret til dit hjerte, derefter bliver det kommunikeret videre til din hjerne, så du kan forstå det, og til sidst mærker du det i din krop.

Mange af os tror, at det fungerer den anden vej rundt, men det gør det ikke. Dit hjerte kan forudse ting, som din hjerne aldrig nogensinde ville kunne tænke sig frem til på egen hånd, for dit hjerte har en connection til resten af verden, som din hjerne ikke har. Dit hjerte ved mere, end du tror.

Så når din mavefornemmelse fortæller dig, at der er noget, du burde gøre eller sige, så er det faktisk dit hjerte, der kommunikerer med dig. Det føles ikke altid rart, og du vil højst sandsynligt føle dig usikker og nervøs ad helveds til – og præcis derfor ender du ofte med at bilde dig selv ind, at det føles mere rigtigt at tage sagen i egen hånd og tænke dig frem til svaret på logisk vis. Problemet er bare, at hvis du lever hele dit liv ved at tænke frem for at føle, så bliver dit hjerte et tomt hul.

Før eller siden bliver du nødt til at slippe kontrollen og tro på noget større end dig selv. Du kan ikke bære hele verden på dine skuldre alene – så træd nu et skridt tilbage og tag et kig ud over din egen næsetip, for der er så meget, du ikke ved. Når alt kommer til alt, så ved vi absolut ingenting uden vores hjerte. Vi er fucking dumme uden vores hjerte. Vi ved intet, indtil det øjeblik vi åbner vores hjerte og skaber forbindelsen til vores allerdybeste følelser, som kan fortælle os, hvad der er det rigtige at gøre.

Livet er faktisk slet ikke så kompliceret, som vi gør det til. Vi føler os tit magtesløse og fastlåst i en situation, men sandheden er, at hver eneste gang du står overfor en uoverensstemmelse i mellem dit hjerte og din hjerne, så er det blot en mulighed for at åbne dit hjerte og stole på den sandhed, der rent fysisk kommer til udtryk i din krop som usikkerhed.

Vi tænker konstant logisk, men vi glemmer, at det selvfølgelig er ren logik, at vi føler os nervøse og usikre, når vi skal kaste os ud i noget så skræmmende som at følge vores hjerte. Det er helt normalt at være bange, for det kræver mod at være tro mod sig selv og se sandheden i øjnene.

Uanset hvad du tror på, vil du aldrig kunne vide, hvad der kommer til at ske i morgen. Du ved ikke, om du brækker benet eller ender i en bilulykke, så du ikke når alt det, du ellers havde planlagt til punkt og prikke – præcis ligesom du heller ikke ved, om du vinder i Lotto eller møder din soulmate. Verden er fyldt med udfordringer, som ingen af os kan forudse på forhånd, men uanset hvad du gør, må du aldrig frygte dine egne følelser. Hvis du gør det, frygter du også dit hjerte.

Det at følge dit hjerte giver dig ikke svaret på, hvad der sker i morgen. Det giver dig bare tilliden til, at der sker lige præcis det, der er meningen skal ske, og det flytter dine følelser fra angst og frygt til en dyb følelse af indre ro. Det giver dig muligheden for ikke at beskylde ydre omstændigheder som dårlig timing for den situation, du står i.

Så tag nu ansvar for dine udfordringer. Tag en chance og stol på, at så længe det føles rigtigt, så er det det rigtige. Det rigtige svar er altid det, der føles rigtigt i dit hjerte og skræmmer dig på samme tid.

Jeg ved, at det er svært, men før eller siden bliver du nødt til at opgive din frygt for at gøre plads til alt den kærlighed, der bare venter på at få lov til at fylde dit liv. Dine følelser straffer dig ikke – de vejleder dig blot i retningen mod at tage det valg, som du med sikkerhed ikke vil fortryde, når du en dag står ansigt til ansigt med døden.

Som jeg ser det, har du to muligheder. Du kan enten lytte til dit hjerte og være åben overfor det svar, som dit hjerte prøver at kommunikere frem til dig, eller du kan blive ved med at lytte til din frygt og fortsætte med at blokere din egen sandhed og i sidste ende lade verden knuse dig.

Din hjerne har kun én opgave, og det er at holde dig i live. Den gør derfor alt for at overbevise dig om, at alt i verden er farligt, og at man dør af at tage en chance eller ændre kurs. Hele dit liv har din hjerne anvendt frygt og angst til at manipulere det svar, som dit hjerte har kommunikeret frem til dig. Hvor længe vil du lade det stå på?

Det er på tide at tage en beslutning. Uret tikker, og dit hjerte venter bare på at blive hørt, inden det er for sent. Tør du at slippe kontrollen og gå imod alt, hvad der er logisk og rigtigt ifølge din hjerne? Tør du at stole på dine følelser?

Dit hjerte håber, at du svarer ja.

 


 

Et brev til mit yngre jeg

 

Kære mit yngre jeg.

Alt er måske ikke, som du ønsker, at det skal være lige nu. Du føler måske, at du bliver kvalt i alle dine problemer, og du drømmer om at få luft. Du føler dig fortabt og kan ikke finde hoved eller hale på noget som helst i dit liv, og du er skræmt over fremtiden.

Det er ikke nogen løgn, når folk siger, at det bliver bedre. Jeg ved, at det nok er det sidste, du ønsker at høre lige nu, men før du ved af det vil du indse, at det er sandheden.

Lige nu føler du dig på mange måder splittet, men du skal nok finde dig selv. Du vil lære mere om dig selv inden for det næste års tid, og du vil føle dig hel. Der er håb for dig derude, og hvis du leder efter et tegn, så er det her.

Livet vil til tider ikke helt behandle dig, som du ønsker, men du må for Guds skyld ikke lukke dig inde, for det er det værste, du kan gøre. Du føler nok ikke, at du har nogen, du kan snakke med om det – men du har din mor, og uanset hvor travl og uvidende du mener hun er, så elsker hun dig. (Psst! Hun er også en fantastisk lytter, hvis du giver hende lov.)

Hvis du ikke allerede ved det dybt inde i dig selv, så har du et stort hjerte. Lige nu ser du nok kun alt det negative – som at du bekymrer dig alt for meget for andre mennesker, at du giver mere end du får, og at du får ekstrem dårlig samvittighed ved at gøre noget, der ikke føles rigtigt for dig – men det vil snart ændre sig. En helt særlig person vil komme ind i dit liv, og det er igennem ham, at du vil se, hvor stort dit hjerte egentlig er.

Du vil desværre også opleve hjertesorger. Det vil vælte dig rundt og give dig nogle kæmpe udfordringer, og du vil i den periode have et sort filter for øjnene – et filter, som kun lader dig se alt det negative. Men tvivl ikke, for der er lys forude, og i sidste ende vil smerten blot gøre forholdet stærkere, for det er midt i denne udfordring, at du vil lære noget af det vigtigste i livet – tilgivelse af ikke kun andre, men også dig selv.

Lige nu vil du gerne have, at alle kan lide dig. Du har ikke overskuddet til at gøre så meget ved det, men tanken borer nu alligevel i dig hver evig eneste dag. Du ønsker til tider at være en anden, men du skal vide, at du er helt perfekt, som du er. Måske føler du dig ikke perfekt i det store billede, men jeg kan fortælle dig, at du er den mest perfekte udgave af dig selv, og det er alt, der betyder noget. Du er god nok, og det har du altid været.

Stop med at bekymre dig om den bums i panden eller den test, du ikke bestod. Det nytter ikke noget at gå rundt og være bekymret, for som du nok ved, så er det det samme som at rende rundt med en paraply og vente på, at det begynder at regne. Du har det med at tænke dig til problemerne, før de er der, men du kan være helt rolig, for du vil blive bedre til at lukke af for tankerne og leve i nuet. I den proces vil du også lære, at dit hjerte nogle gange ved noget, som din hjerne bare ikke kan forklare. Du bør derfor altid følge dit hjerte.

Og ikke for at lyde som en alien fra et helt andet univers, men den store livsforandrende beslutning, som du er ved at tage lige nu, er slet ikke så stor igen. Stol på din mavefornemmelse og dine intuitioner, for de har aldrig ledt dig på vildspor – og tro mig, de vil heller ikke lede dig på vildspor denne gang.

Jeg ved, hvor hårdt du kæmper for at holde fast i din bedste veninde, men jeg kan lige så godt advare dig med det samme – hun vil ikke være i dit liv for altid. Som du inderst inde også godt ved, men er alt for bange for at indrømme, så har hun ingen positiv påvirkning på dig og gør absolut intet godt for dig og dit liv . Det er tid til at sige farvel, men lad nu ikke hånden falde ned langs siden alt for hurtigt, for du vil hurtigt skulle række den frem igen for at hilse på et nyt bekendtskab – mange nye bekendtskaber, faktisk. Du vil skabe nye og uforglemmelige minder med disse mennesker, så nyd det!

Alt, hvad der er sket i dit liv indtil nu, har gjort dig til den person, du er i dag. Udfordringer har gjort dig stærkere og fejltagelser har lært dig en masse, som du vil få brug for i fremtiden – så lad vær med at brænde energi af på de ting, du ikke burde have sagt eller gjort, for uden dem ville du ikke være den person, du er i dag (og tro mig, hun er ret awesome).

Forbliv positiv, hold hovedet koldt og lad være med at spilde tid på at stresse over ting, der ikke er værd at stresse over. Det er okay, at du ikke kan se noget formål med dit liv lige nu.

Uh, og spoiler-advarsel! Selvom du nok ikke kan se det for dig lige nu, så ender du med at kunne se lyset for enden af tunnellen. Du vil følge lyset, og det vil lede dig til formålet med dit liv.

Til sidst vil jeg bare lige minde dig om, at det er okay ikke at være okay, men det er ikke okay at give op i kampen om et bedre og mere positivt liv – så du kan lige vove på at give op!

 

Kærligst,

dit fremtidige jeg

 

 


Hvis du har læst min debutroman Bag om dagbogen, så genkender du nok den overstående tekst. Det er nemlig et uddrag fra allersidste kapitel i bogen.

Jeg tror vi alle ind i mellem glemmer at træde et skridt tilbage og se, hvor langt vi er kommet. Vi har så travlt med at forbedre os selv og skabe en fremtid, at vi fuldstændig glemmer at minde os selv om, hvor vi startede henne, og hvor meget vi allerede har skabt for os selv. Vi glemmer at sætte tingene i perspektiv, men vigtigst af alt glemmer vi at rose os selv for den rejse, vi allerede har været på, frem for konstant at motivere os selv til den rejse, der venter os i fremtiden.

I dag havde jeg personligt brug for at sætte tingene lidt i perspektiv. Jeg sad og skrev på min femte roman, og jeg kunne mærke, at jeg var meget dømmende overfor mig selv. Det er helt normalt for os forfattere at være meget kritiske omkring vores kreative arbejde, for hvis det vi skriver ikke er sandt, så går det os på, og så føler vi os blokerede – så derfor bliver vi nødt til at fortælle sandheden, selv hvis det gør ondt, og selv hvis vi ikke har lyst. Jeg tror altid, at vi vil være vores egen største kritiker.

Men jeg kunne mærke, at det var mere end bare kritik af det, jeg skrev. Det var meget mere personligt end det, og derfor blev jeg nødt til lige at træde et skridt tilbage og læse noget af det, som jeg har skrevet for 3-4 år siden – nemlig et brev til mit yngre jeg fra min debutroman.

Nu hvor jeg har fået perspektiv, vil jeg smutte tilbage til skrivningen, for jeg har en bog, der venter på at blive skrevet, og en historie, der venter på at blive fortalt. Jeg fik bare lige lyst til at holde en kort pause og dele det her med jer, for vi har sgu alle brug for at blive mindet om, hvor langt vi er kommet. Vi bør være stolte af os selv 💜

 


 

Når en ægte underdog opnår succes

 

Jeg vil lige lægge ud med at sige tusind tak for alt den positive respons, jeg fik på mit seneste indlæg. Det var meget grænseoverskridende for mig at dele et så personligt indlæg, så det betyder bare virkelig meget for mig, at så mange af jer kommenterede og skrev til mig efterfølgende – så af hjertet tak!

Overstående billede og video har vist allerede afsløret, hvad det her indlæg kommer til at omhandle. Ligesom størstedelen af Danmark sad jeg i fredags og så X-Factor, og det er egentlig ikke et program, som jeg går vildt meget op i, men jeg elsker nu alligevel at følge med for at opleve de talenter, der har en helt særlig stemme og virkelig har noget på hjertet.

Som set på videoen gik klappen helt ned for Morten Nørregaard i fredags. Allerede få sekunder inde i sangen fik nerverne overhånd, og han glemte fuldstændig teksten. Det er tydeligt at se, hvor pisse nervøs han er, for lige så snart det går galt, begynder han at ryste og kigge nervøst rundt, og hans øjne bliver helt blanke. Jeg må ærligt indrømme, at jeg sad og tænkte “det der får han ikke rettet op på” og derfor fik jeg helt ondt af ham, for jeg er bare helt forelsket i hans stemme, og jeg synes han er pisse charmerende.

Men så gør han det fandme. Drengen er så mega nervøs, at han tager sig til hjertet, og alligevel rejser han sig fra sit nederlag og prøver igen – også selvom han siger “det kan jeg ikke”, da Sofie kommer på scenen for at overtale ham til at prøve igen. Han kunne bare have været løbet ned fra scenen, men det gør han ikke, og hold kæft hvor er han sej, altså!

Jeg synes det er så vildt, at man kan have et talent som Mortens og så bare sidde og spille computerspil i så mange år uden at udnytte det. På den anden side kan jeg så også godt forstå, hvorfor det sangtalent ikke er blevet udnyttet noget før, for der skal fandme meget mod til, før man tør få hovedet ud af computerskærmen og stille sig op på sådan en scene foran hele Danmark. Det er jo pisse inspirerende at se et menneske som ham gå igennem den udvikling, for det er så tydeligt, at han til trods for nervøsiteten nyder at stå på den scene og synge hver fredag.

Et eller andet sted har jeg altid haft en kæmpe kærlighed til “the underdog” – altså dem, der ikke har haft det nemt på vej til deres succes, men alligevel formår at bryde igennem. Selvfølgelig er der ingen, der har haft det nemt på vej til deres succes, men der er virkelig nogle, som er startet helt fra bunden af og bare har kæmpet sig til tops på trods af alt modstanden. Vi har alt fra forfatteren J.K. Rowling, der i en periode var på grænsen til at være hjemløs, til kendte popstjerner som Ed Sheeran og Justin Bieber, der begge gik fra at spille på gaden til nu at være blandt verdens allerstørste navne inden for musikbrancen. Jeg elsker at høre den slags historier, for når alt kommer til alt, så kan man virkelig kun fejle hele vejen til sin succes – og jeg finder det bare mega inspirerende!

 

 

En af de underdogs, der inspirerede mig her for nyligt, er Walt Disney. Jeg så dokumentaren Walt Before Mickey på Netflix (og ja, det var en direkte hentydning til, at du skal gå ind og se den) og den slog virkelig benene væk under mig, for jeg vidste godt, at Walt Disney ligesom alle andre succesfulde mennesker havde haft modstand på vej til toppen, men jeg vidste ikke, at han havde haft meget modstand igen. I dokumentaren ser man, hvor drevet han er af sin passion, og man fornemmer virkelig, hvordan han kæmper for at kunne leve af det, som han elsker. Man kommer helt tæt på og ser, hvordan folk går bag om ryggen på ham, men vigtigst af alt ser man, hvor mange gange han går på røven. Han ender endda med at stå uden hus og hjem, inden han får idéen til Mickey Mouse og langt om længe får sit helt store gennembrud. Jeg har efterfølgende læst mig til, at selv efter hans store gennembrud oplevede han, at hans idé om at skabe det verdenskendte Disneyworld blev afvist hele 302 gange, inden forlystelsesparken blev til. Hvor fucking vildt er det ikke lige?

Som I kan høre, bliver jeg vildt fascineret af de mennesker, der tør satse alt og virkelig kæmpe for deres drømme og visioner på trods af den modstand, de får fra alle andre. Jeg er kæmpe fan af underdogs, og det var også grunden til, at jeg fandt Mortens comeback i fredags så fascinerende. Hans optræden gav mig kuldegysninger over hele kroppen, og der er ingen tvivl om, at den dreng har sikret sig min stemme hele vejen til toppen!

Og med det sagt håber jeg, at I kunne lide indlægget, selvom det var lidt anderledes end hvad jeg normalt lægger ud her på bloggen – men jeg følte mig lige helt vildt inspireret her til aften og tænkte, at jeg lige så godt kunne dele det med jer.

Hvis I har nogle ønsker til indlæg – enten spørgsmål, tips eller andet I godt kunne tænke jer at læse mere om – så er I mere end velkomne til at smide en kommentar herunder, sende mig en mail eller kontakte mig på de sociale medier. Jeg vil rigtig gerne opfylde jeres ønsker og give jer noget fedt læsestof, for det fortjener I sgu med alt den støtte I giver mig 💜