En personlig update på mit liv

 
 

Det er efterhånden ved at være nogle måneder siden, at jeg har opdateret jer omkring, hvad der sker i mit liv, og hvad jeg går og laver. Nogle af jer undrer jer måske over stilheden, og andre har måske ikke engang bemærket den – men uanset hvad, så synes jeg, at I fortjener en lille update.

Først og fremmest vil jeg sige, at det her år virkelig har budt på nogle udfordringer for mig. Jeg har allerede lært meget om mig selv og mine værdier, og den generelle læring har for mit vedkommende været at lære at sætte grænser for mig selv og sige stop, når noget ikke føles rigtigt.

Som I måske ved, hvis I har læst mit blogindlæg Selvkærlighed, selvrespekt & selvindsigt, så ramte jeg en rigtig hård periode i foråret. Jeg røg fuldstændig tilbage i mine gamle mønstre, og i flere måneder lå jeg bare og kravlede rundt nede i kulkælderen uden at have kræfterne til at hive mig selv op igen. Det udviklede sig og endte i sidste ende med at trigge min angst, så derfor søgte jeg hjælp hos en coach, som hurtigt startede et coachingforløb op med mig – men desværre endte det her forløb bare med at splitte mig endnu mere i atomer, så jeg til sidst slet ikke kunne kende mig selv.

Og så gjorde jeg det, som jeg i virkeligheden bare skulle have gjort lige fra starten af: jeg skrev til min skønne Gina Asbjerg og fik en tid hos hende. Hun har været min redningskvinde i flere år, og denne gang var ingen undtagelse. Det viste sig nemlig, at jeg havde en masse undertrykte følelser, som sad og blokerede for min glæde, og som var hele grunden til, at jeg gik og havde det så skidt.

Allerede da jeg trådte ind ad døren i Ginas helseklinik (klokken 5:30 om morgenen) sagde hun som noget af det første “jamen du strålede jo sådan, da du gik herfra sidst”, og det gjorde jeg virkelig også. Tilbage i starten af januar var min energi på sit højeste – men nu stod jeg og havde ingen energi overhovedet, og jeg var fuldstændig smadret både fysisk og psykisk, fordi min krop var blevet så påvirket af alt det, jeg havde været igennem rent følelsesmæssigt. Jeg var træt, sov dårligt om natten, tudede flere gange om dagen over selv de mindste ting, og var konstant ked af det og deprimeret.

Alt sammen fordi jeg havde ladet en person gå over min grænse.

Den her ene episode havde væltet hele mit fundament og fået mig til at tro, at der var noget galt med mig, og at det jeg var, og det jeg gjorde, ikke var godt nok. Det lyder måske voldsomt, at sådan en lille ting kan slå benene væk under mig, men jeg er ekstrem sensitiv, så hvis jeg ikke sørger for at holde mit “hegn” oppe og passe på mig selv, så kan jeg godt komme til at lukke folk ind, som ikke har gjort sig fortjent til at være der. Jeg skulle selvfølgelig bare have sagt “fuck dig” og gået min vej – men man kan altid være bagklog, og da jeg stod i situationen var jeg ikke i stand til at sige fra. Jeg lod dem bare tromle over mig igen og igen, indtil jeg stod uden noget forsvar, så der ikke skulle andet end et lille “bøh” til at få mig til at knække sammen.

Og så er der jo det berømte citat “what doesn’t kill you makes you stronger”, som vel i en eller anden grad er rigtig nok. Jeg tror bare det er vigtigt at huske på, at enhver oplevelse eller episode, der rammer os følelsesmæssigt, skal tages alvorligt. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det handler om at blive ringet op klokken 3 om natten og få at vide, at ens datter er blevet kørt ned af en spritbilist på vej hjem fra byen, eller om det handler om noget så minimalt som at få en skideballe af ens chef. De to episoder kan være lige voldsomme rent følelsesmæssigt, så derfor er det vigtigt at mærke efter og lytte til sin krop – for det er den der larmer, når vores følelser bliver undertrykte.

 

NYT JOB

Midt i alt det her (altså før skønne Gina hjalp mig på benene igen) lykkedes det mig utroligt nok at få et job. Jeg blev ansat som receptionist på hotel CABINN Metro & Apartments i København, hvor jeg den første måned skulle arbejde fuldtid og derefter deltid indtil oktober. Den stilling har jeg så opsagt nu, for selvom jeg faktisk var rigtig glad for det den første halvanden måneds tid, så er jeg allerede blevet træt af det, og jeg savner at arbejde på min virksomhed og gøre det jeg elsker, nu hvor jeg er kommet på benene igen. Jeg savner at skabe og gøre det, som jeg ved, at jeg blev født til at gøre – nemlig at skrive og inspirere unge mennesker til at følge deres hjerte.

Ind i mellem spørger jeg mig selv, hvorfor jeg overhovedet valgte at søge det job i første omgang, men på det tidspunkt syntes jeg bare, at det lød mega spændende. Det var ikke et klassisk 9-16 job, og jeg savnede guidelivet og det at servicere nogle mennesker på en anden måde, end jeg gjorde i min virksomhed – så jeg tænkte, at jobbet som receptionist var en god mulighed for at få “the best of both worlds” ved at have et deltidsjob og arbejde på min virksomhed samtidig.

Desværre er der bare ikke særlig meget tid tilovers, når man har en stor deltidsstilling på omkring 30 timer om ugen og knap 3 timers transporttid hver vej. Selvfølgelig kan jeg sidde i toget og arbejde, men det er ikke dér, jeg er mest inspireret og motiveret til at skrive – og altså heller ikke dér, hvor jeg er mest produktiv.

Lige nu har jeg stadig en måned tilbage på arbejdet, og hvis jeg skal være ærlig, så føles det som alt for lang tid. Jeg føler, at jeg har rigtig meget indebrændt energi, fordi der er så mange ting, jeg gerne vil i gang med, og ting jeg konstant bliver inspireret og motiveret til at gøre. Det føles som om, at der er alt for få timer i døgnet til at nå de ting, jeg gerne vil. Der er kun plads til de ting, jeg skal.

 

SÅ HVAD SKAL DER SKE NU?

Udover at skrive min sjette bog (som jeg allerede er i gang med og som til en forveksling ikke bliver fiktion) så skal jeg i gang med en masse freelance arbejde med fokus på online marketing, content på sociale medier, tekstforfatning og tekstformidling til forskellige målgrupper. Jeg har siden sidste år været freelance tekstforfatter og online marketing ansvarlig hos PhoneWorld ApS, hvilket jeg er super glad for – så det vil jeg rigtig gerne lave meget mere af!

Derudover skal jeg holde en række foredrag til efteråret, hvilket jeg også glæder mig super meget til. Det bliver i samarbejde med min yndlings (og eneste) samarbejdspartner Torben, som jeg har startet Personligt Livsdesign sammen med – et meget meningsfuldt samarbejde, hvor vi i form af foredrag og workshops hjælper mennesker med at designe deres liv med hjertet. Se blandt andet hvilke byer vi besøger HER

På sigt vil jeg også rigtig gerne i gang med at coache flere unge piger, for jeg vil gerne bruge min historie og de ting, jeg har været igennem, til at hjælpe andre unge mennesker med at lytte mere til sig selv og leve deres liv med hjertet som kompas. Det er nemlig ved at hjælpe den unge generation med at forstå sig selv og deres følelser, at jeg føler, at jeg gør den største forskel i verden – for det er trods alt den generation, der kommer til at skabe vores fremtid.

Og shit, hvor det kilder i maven at tænke på alt det, jeg skal “tilbage” til, og alt det nye jeg skal i gang med (hint: så ved man, at det er det rigtige, man har gang i!)

 

VIGTIGHEDEN AF AT MÆRKE EFTER

Inden jeg runder det her blogindlæg af, så vil jeg bare lige tilføje, at jeg tror det er vigtigt, at man en gang i mellem stopper op og mærker efter, hvad det er, der giver en energi, og hvad der dræner en for energi. Det er noget, der kommer til at ændre sig hele livet igennem, fordi vi konstant er i udvikling – så derfor er det bare super vigtigt, at vi lærer at mærke efter, hvad der føles rigtigt, så vi ved, hvornår det er tid til at skifte retning.

Efter min seneste udgivelse Med hjertet som kompas havde jeg eksempelvis ikke særlig meget lyst til at skrive. Jeg kunne mærke, at jeg lige havde brug for en pause til at lade op og finde ny energi, inden jeg igen kastede mig ud i en længere skriveproces. Det samme skete med mine foredrag sidste efterår. Der ramte jeg også en periode, hvor jeg måtte sige stop, fordi jeg kunne mærke, at energien bare ikke var til det. Til gengæld glæder jeg mig nu til at komme ud og holde foredrag igen, fordi jeg har fået fornyet energi på lige netop det område.

Kort sagt er livet en hel del lettere og sjovere, når man bare følger flowet og gør det, der føles rigtigt i øjeblikket. Derfor øver jeg mig hele tiden på at blive endnu bedre til at mærke efter og følge mit indre hjertekompas, så jeg ikke “ubevidst” ender med at gå imod mig selv og mine følelser, og derved spænder ben for mig selv.

Selvfølgelig er der visse ting, som man skal gøre for at få hverdagen til at løbe rundt, men det er bare vigtigt, at det ikke er de ting, der styrer ens liv. Der skal også være plads til at gøre de ting, som man har lyst til, så det hele ikke bare bliver til skal og burdeJeg er fuldt ud overbevist om, at det vi har mest lyst til at lave og synes er sjovest, er det vi i sidste ende får succes med – uanset om det så er i form af glæde, lykke eller økonomisk frihed.

Så lov mig, at du også mærker efter helt inde i dit hjerte, hvad der føles rigtigt for lige netop dig – og tag action på det, du ved er det rigtige. Ofte ved vi godt, hvad det rigtige er, men vi handler ikke på det, fordi vi er bange for, hvad der venter på den anden side. Vi er bange for at træde uden for vores komfortzone.

Men helt ærligt, lyt nu bare til dit fucking hjerte og gør det, der gør dig glad! Sværere er det ikke, når du kan mærke, at det er det rigtige.

Du er lige præcis, som du skal være, og du behøver ikke at ændre på dig selv for at passe ind i den her verden. Bare lyt til dit indre hjertekompas og gør det, som dit hjerte brænder for – så kommer alt andet helt af sig selv 💜

 

NYSGERRIG EFTER MERE?
Få min step-by-step guide “Sådan bliver du den gladeste udgave af dig selv” sammen med 30 dages online coaching og vejledning direkte fra mig, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev i dag.
Ingen spam. Kun e-mails, der løfter din energi.

 


 

Et kærligt brev til gymnasie-Amanda

 
 

For et par uger siden sad jeg i bilen på vej hjem til min kæreste. Jeg kørte med vinduet halvt nede, solskin i ansigtet og høj musik, og jeg følte mig virkelig glad – både for mig selv og livet. Det var en ekstrem god dag, og alt var ligesom bare præcis, som det skulle være.

Efter lidt tid ender jeg så bag bus 615 mod Sorø – også kendt som den bus, jeg plejede at tage i skole for 3-4 år siden, da jeg gik i gymnasiet. Det fik mig hurtigt til at tænke tilbage på alle de tanker og følelser, jeg sad med i den bus hver morgen og eftermiddag, og jeg kunne ikke undgå at tænke på, hvad jeg ville sige til mit yngre jeg, hvis jeg fik muligheden.

Så derfor har jeg skrevet et kærligt brev til gymnasie-Amanda for at anerkende mit yngre jeg for de ting, jeg har været igennem. Jeg vil gerne ære mine kampe frem for at dømme dem – og jeg kunne mærke i mit hjerte, at det at skrive et brev til mig selv, var den helt rigtige måde at gøre det på.

Jeg var i tvivl, om jeg skulle dele brevet med jer her på bloggen, eller om jeg bare skulle holde det for mig selv, men jeg har efterhånden været så åben omkring alt om min fortid og mine kampe, at det ville være mærkeligt ikke at dele det med jer. Jeg vil ikke se det som et tabu at dele mine følelser i et offentligt forum – hverken når jeg svæver på en lyserød sky, eller når jeg er helt nede i kulkælderen – så her kommer et brev, som er skrevet direkte fra mit hjerte. Jeg håber, at det rammer dig lige så meget, som det ramte mig.

 

Kære Amanda,

Jeg ved, hvor hårdt det er for dig at sidde i den bus og lade som om, at alting er okay, når du i virkeligheden føler, at du er ved at eksplodere indeni. Jeg ved, hvor hårdt det er for dig at holde facaden oppe, for du kan ikke lide at lyve overfor dine venner og din familie, når de spørger, hvordan du har det – og mest af alt, så hader du at gå rundt med det hele inde i dig selv i frygt for, at ingen rigtig vil forstå, hvordan du har det, hvis du åbner op omkring dine følelser.

Men du skal vide, at der er rigtig mange mennesker i dit liv lige nu, som vil forstå dig, hvis bare du tør at åbne dit hjerte. Jeg ved, at det er skræmmende, og bare tanken giver dig lyst til at bryde sammen i angst. Du er blevet såret før, og derfor har du fået en eller anden overbevisning om, at det gør ondt at åbne dit hjerte – men det gør kun ondt, fordi du har holdt det lukket i så mange år. Det er okay at åbne op, selvom det gør ondt, for det er den eneste måde, hvorpå du vil føle dig hel igen.

Og jeg ved godt, at bare det at skulle stå op her til morgen, var en kamp for dig – for hvad fanden er det egentligt, du lever for? Hvorfor kæmper du så hårdt for at være perfekt, når du inderst inde godt ved, at du aldrig nogensinde kommer til at ligne nogle af de piger, du ser på Instagram? Hvorfor bruger du 2 timer hver evig eneste morgen på at lægge den helt perfekte makeup og krølle hver eneste lille tot af dit hår, bare for at få andre til at synes om dig?

Det gør ondt at se dig kæmpe så meget, når det hele er forgæves – så derfor bliver jeg nødt til at sige til dig, at du slet ikke behøver at gøre så meget for at få alle andre til at kunne lide dig. Du behøver ikke at træne flere timer for at tabe dig, og du behøver ikke at spise under 600 kalorier hver dag, bare for at føle dig god nok. Du behøver ikke at købe nyt tøj eller gå i solarie flere gange om ugen, bare for at blive accepteret.

Sandheden er, at din evige kamp om at være perfekt blot gør dig endnu mere ulykkelig. Jo mere du gør for at få omverdens accept, jo mere mister du dig selv og det du står for.

Men jeg ved også godt, at du inderst inde bare er bange for ikke at være god nok. Du er bange for, at ingen nogensinde vil synes, at du er god nok, hvis bare du er dig selv – men du skal vide, at selvom du er lige ved at kaste håndklædet i ringen, så kommer der en dag, hvor du vil indse, at du altid har været god nok. Du har altid været smuk, dejlig og elskelig, og du skal vide, at det ikke er dit ydre, der gør dig smuk. Det er dit hjerte og din kæmpe passion for at hjælpe andre mennesker, der gør dig smuk.

Jeg ved godt, at du ikke kan se det for dig lige nu (og du tror sikkert ikke på noget af det, jeg har sagt indtil videre) men du skal vide, at det bliver bedre. Selvom den negative stemme i dit hoved gør det svært for dig at tro på, at du overhovedet fortjener bedre, så bliver du nødt til at finde ind til den del af dig, der tror på, at du kan få det bedre. Du bliver nødt til at lytte mere til dit hjerte og mindre til den latterlige stemme i dit hoved, for alle de negative tanker, du render rundt med omkring dig selv, er ikke originale. Du tror, at du er den eneste i hele verden, der render rundt med så selvkritiske tanker, men du skal vide, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv har haft det præcis ligesom dig. Stemmen i dit hoved definerer ikke, hvem du er – det gør dit hjerte.

Og jeg ved, hvor svært det er at kæmpe imod stemmen i dit hoved, når du har så meget andet i dit liv, som du kæmper med lige nu, men du bliver nødt til at hænge i. Du er ved at kvæle dig selv i dine selvskabte problemer, og du er så langt nede, at du har svært ved at tro på, at der er lys på den anden side, at det bliver bedre, og at der er håb for en bedre fremtid – men hvis du bare holder ud lidt endnu, vil du snart kunne se lyset.

Du er god nok, og du fortjener en fremtid præcis ligesom alle andre. Du er hverken mere eller mindre speciel end alle andre – du er bare dig, og det er nok. Du fortjener mindst lige så meget glæde, kærlighed og lykke som den pige, der sidder to sæder foran dig, som du har misundt lige siden 1.g. Hun fortjener ikke mere end dig, bare fordi du synes, at hun er pænere end dig.

Men det gør mig sgu ked af det, når jeg ser, hvor meget du sammenligner dig selv med alle de piger, du følger på Instagram, og hvor mange kendte mennesker og modeller, du ser op til. Bare fordi de er tyndere end dig og har en fladere mave end dig, så betyder det ikke, at de er mere værd end dig.

Og hey, spoiler alert: inden for de næste par år kommer du til at tabe dig 10kg, og du kommer til at tage 10kg på – men du vil indse, at det ikke er din vægt, der afgør din glæde og din værdi som menneske. Det er dit spejlbillede og de ting, du tænker og siger om dig selv, der afgør hvor glad du er for dig selv.

Når alt kommer til alt, så er der kun én mening, der betyder noget, og det er din egen mening. Jeg ved, at det falder dig meget mere naturligt at gøre din værdi op i likes og kommentarer, men fuck man…. er du overhovedet klar over, hvor pisse smuk du er, når du smiler? Hvor klare og smukke dine blå øjne er, selvom du altid har drømt om at have brune øjne? Det er rigtig nok, hvad din mor (og fremtidige kæreste) siger til dig – du er fandme en smuk pige.

Selvom det er sandheden, så ved jeg, at det gør ondt at høre, for du tror ikke på noget af det. Hver gang nogen komplimenterer dig eller anerkender dig, så bliver du ked af det, fordi stemmen i dit hoved straks begynder at hakke ned på dig, så du får det endnu dårligere med dig selv, end før de komplimenterede dig.

Men du skal vide, at det er helt okay. Alting er lige præcis, som det skal være, for det tager tid at dæmpe den negative stemme i dit hoved, når du har brugt så mange år af dit liv på hade dit eget spejlbillede og den person, du er.

Din hjerne er overbevist om, at lykke og skønhed kommer udefra – men jeg kan fortælle dig helt klokkerent, at det gør det ikke. Lykke kommer ikke af at have den helt perfekte krop, den helt perfekte makeup, det høje gennemsnit eller de hundredevis af likes, og skønhed kommer ikke af at tabe et par kilo eller poste det helt rigtige billede på Instagram. Det kommer alt sammen indefra. Den eneste accept, der nogensinde vil gøre dig glad, er din egen accept.

Lige nu ville jeg ønske, at jeg kunne sige noget for at overbevise dig om, at det bliver bedre – men det kan jeg ikke, for du skal selv lære at se lyset i mørket. En dag vil du indse, hvor latterligt det er at tænke så nedladende og kritisk omkring dig selv, og du vil få øjnene op for, hvilken enormt skadende effekt det har på dit selvværd. Du er så god og hjertelige overfor alle, du møder. Du giver og giver, indtil du ikke har mere at give af, og så har du ikke engang energi nok til at løfte dig selv op og være der 100% for de veninder, du gerne vil være der for.

Men du skal vide, at bare det, at du trækker vejret lige nu og her, gør dig fortjent til kærlighed – ikke kun fra verden omkring dig, men fra dig selv. Du fortjener simpelthen at blive svøbt ind i kærlighed som aldrig før.

Og præcis derfor bliver du nødt til at lære at elske dig selv for der, hvor du er lige nu. Du er måske ikke i din mest fantastiske periode, men du er lige præcis der, hvor det er meningen, at du skal være. Du er ved bygge din karakter op, så du kan gå ud i verden og gøre en forskel med alle de gaver, du har inde i dit hjerte.

Så selvom du lige nu føler, at alt i dit liv er det rene kaos, så skal du vide, at det kun bliver bedre på den anden side. Den kvinde, du vil udvikle dig til at blive på den anden side af den her kamp, er alle tårerne og smerten værd. Du vil elske hende helt ind i dit hjerte, for hun vil få dig til at føle så meget kærlighed, at du vil stoppe op og stille spørgsmålstegn ved, hvordan du nogensinde kunne tvivle på, at du en dag ville kunne elske dig selv med alle dine fejl.

Og så vil du indse, at du endelig har fundet hjem – hjem til dig selv og den indre kerne, der ikke består af andet end kærlighed til dig selv. Du vil indse, at du er værd at elske, præcis som du er.

 

Knus og kram,

dit fremtidige jeg

 

 

Har du også noget, du ville ønske, at du kunne have sagt til dit yngre jeg? Og tør du at skrive det hele ned i et brev til dig selv for at anerkende den person, du er i dag?

Du er mere end velkommen til at dele dit brev eller dine råd til dit yngre jeg i kommentarfeltet herunder, så vi sammen kan åbne op omkring vores kampe og udfordringer. Du behøver ikke engang at skrive dit navn for at kommentere – så du kan være helt anonym, hvis du har det bedst med det.

Uanset om du deler det eller ej, så håber jeg af hele mit hjerte, at du finder styrken til at skrive et brev til dig selv. Det giver meget mere, end du tror 💜

 

NYSGERRIG EFTER MERE?
Få min step-by-step guide “Sådan bliver du den gladeste udgave af dig selv” sammen med 30 dages online coaching og vejledning direkte fra mig, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev i dag.
Ingen spam. Kun e-mails, der løfter din energi.

 


 

Kunsten at miste sig selv

 

For en uges tid siden sad jeg i et fly fra Bulgarien til Danmark, og pludselig blev jeg inspireret til at skrive – sådan virkelig inspireret. Der var bare det lille problem, at jeg ikke turde at bede personen ved siden af mig om at rejse sig, så jeg kunne komme ud og hente min computer. Jeg var bange for at være til besvær, hvis jeg så meget som spurgte. Det gav mig direkte ondt i maven og efterlod mig med et spørgsmål, som jeg burde have stillet mig selv for lang tid siden…

Hvornår holdt jeg op med at sætte mig selv først?

Det er nemt at fortælle andre, hvor vigtigt det er at sætte sig selv først – men det er ikke altid lige nemt at følge sit eget råd. Nogle gange falder man i, og så er der ikke andet for end at puste på såret og komme til arbejde, så man kan få sig selv på rette spor igen.

Og det er bare vigtigt, at man får sig selv på rette spor igen. I min verden kan man ikke være tro mod sig selv, hvis man ikke sætter sig selv først – og hvis man ikke er tro mod sig selv, kan man så overhovedet være sig selv?

Jeg kan ikke. Det er som om, at alt i mit liv langsomt krakelerer og kommer i ubalance, hvis jeg glemmer at sætte mig selv først. Det er hele fundamentet for min glæde, og ligesom man ikke kan bygge et hus uden et fundament, kan man heller ikke nå sine drømme og skabe det liv, man drømmer om, hvis ikke man kan sætte sig selv og sin egen glæde først.

Der er bare det med det, at vi lever i et samfund, hvor langt de fleste mener, at det er egoistisk at sætte sig selv først. Jeg vil nærmere sige, at det er egoistisk ikke at sætte sig selv først. Hvorfor? Fordi i det sekund du sætter et andet menneske før dig selv, så glemmer du dig selv og giver ham eller hende ansvaret for din glæde og lykke. Du gør dem ansvarlig for, at du er glad – men det kan aldrig nogensinde være deres ansvar, om du er glad eller ej.

Her forleden hørte jeg et podcast, hvor der blev sagt, at det bedste forhold er det forhold, hvor man kan kigge personen i øjnene og sige “jeg forventer ikke, at du gør mig glad. Du er fuldstændig irrelevant, når det kommer til min glæde” og uanset hvor hårdt det lyder, så tror jeg, at det er noget af det vigtigste at lære her i livet. Vi har ansvaret for vores egen glæde, og indtil vi forstår det – sådan virkelig forstår det – vil vi blive ved med at søge kærlighed, anerkendelse og glæde uden for os selv. Vi vil blive ved med at søge det i andre mennesker.

Problemet er, at vi har romantiseret idéen om, hvor glæde og kærlighed kommer fra. Vi har i flere årtier produceret film og skrevet bøger, som får os selv og andre til at tro, at kærlighed er at sige “jeg elsker dig, og jeg ville slet ikke kunne leve uden dig”, men det er det ikke. Det er afhængighed, og afhængighed er en følelse, der kommer fra egoet. Ægte kærlighed kommer fra hjertet.

 

 

Det er ikke lang tid siden, at en af mine veninder sagde “årh, kærlighed er bare en evig kamp, altså!” og jeg gav hende ret, for det er en evig kamp – men hvad er det egentlig, vi kæmper for? Vi bilder os selv ind, at vi kæmper for at finde ægte kærlighed, men i virkeligheden kæmper vi bare for at finde den eneste ene, som vil give os alt det, vi drømmer om.

Vi glemmer bare, at vi ikke kan finde den person andre steder end i vores eget spejlbillede – for hvis du ikke engang kan se dig selv i spejlet uden makeup og sige, at du elsker dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne gøre det? Og hvis du ikke kan respektere dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne respektere dig?

Du sætter standarten for, hvordan et andet menneske får lov til at behandle dig – så hvis du er i et forhold, hvor du ikke føler dig respekteret og konstant skal holde dig tilbage, så er det kort sagt din egen skyld. Andre mennesker behandler dig, som du behandler dig selv. Det er din opgave at tegne en streg i sandet og lære dem, hvor grænsen går, og derefter skal du ikke træde et skridt tilbage og tegne en ny steg, når nogen går over din grænse – så retter du ryggen og bliver stående ved den streg, du tegnede i første omgang.

Vi har alle en grænse, og det er vigtigt, at vi kan definere den grænse overfor os selv. Den grænse er altafgørende for, hvordan andre behandler os, og hvordan vi behandler os selv, for alt i vores liv blomstrer ud fra vores egne rødder. Kærlighed, respekt, anerkendelse, glæde – alt.

Så hvad nu, hvis vi lærte at elske os selv, før vi lærte at elske andre? Og hvad nu, hvis vi lærte at holde så meget af os selv, at den eneste person vi var bange for at miste, var os selv? Hvis vi i stedet for at bruge så meget energi på at lede efter den eneste ene med de helt rigtige værdier, begyndte at bruge lidt mere energi på at lede efter de værdier i os selv?

Problemet er, at vi bevidst eller ubevidst konstant er på jagt efter den eneste ene. Vi render rundt og spørger hinanden, hvad vi søger i en partner, og hvad vi mener er kærestepotentiale. Vi sætter datingprofiler op for at finde den person, som vi tror kan give os alt det, vi drømmer om, men det handler ikke om at møde et nyt menneske og lære ham eller hende at kende. Det handler om at lære os selv bedre at kende.

For når alt kommer til alt, så er det eneste forhold, der betyder noget, forholdet til os selv. Hvis forholdet til os selv ikke er i balance, så vil ingen af vores fremtidige forhold være i balancen.

Så næste gang du får dit hjerte knust, og du mest af alt har lyst til at kaste rundt med borde og stole, så tag en dyb indånding og spørg dig selv: hvad er det, som det her forhold beder mig om at kigge efter i mig selv? Hvad er det, som min relation til det her menneske skal lære mig om forholdet til mig selv?

Vi har alle noget, der trigger os – men det smukke er, at det der trigger dig, er typisk også det, der trigger din partner. Det er her, du kommer tættere på dig selv, og det er her, du udvikler dig.

Forhold (hvad end de er venskabelige eller romantiske) fungerer lidt ligesom hospitaler til vores sjæl. De er det sted, hvor alle de sår og skræmmer, som vi bærer rundt på fra fortiden, vil få frisk luft og blive renset efter alt for lang tid under et tætsiddende plaster. Det er her, at vores sår på trods af smerten bliver revet op igen, fordi det er den eneste måde, hvorpå de kan hele.

Og nej, livet bliver ikke nemmere af den grund – men smerten er nødvendig, fordi helingsprocessen er nødvendig. Vi har brug for at være i dårlige forhold, hvor vi ikke bliver behandlet retfærdigt, og hvor folk tager os for givet og lyver overfor os, hvis vi ønsker at indse, hvad vi virkelig fortjener. Uden de forhold ville vi aldrig lære at tegne en streg i sandet, og så ville folk konstant gå over grænsen.

Hvis vi ikke kender os selv og vores egen grænse, ender vi nogle gange med at komme så tæt på et andet menneske, at vi mister os selv. I det øjeblik glemmer vi fuldstændig at gøre de ting, som vi elsker, og vi glemmer at prioritere selv de mindste ting i hverdagen, som bringer os glæde og styrker forholdet til os selv. Vi fralægger os ansvaret for vores egen glæde, og så er det, at fundamentet smuldrer under vores fødder.

Men uanset omstændighederne bliver vi bare nødt til at få os selv tilbage til centrum, når vi kommer ud på et sidespor. Vi bliver nødt til hele tiden at blive bedre til at leve livet med hjertet i centrum, og vi bliver nødt til at acceptere, at indre glæde og selvkærlighed ikke er en endestation, men en evig rejse, der blot bliver mere og mere lærerig for hver eneste dag, der går.

Og ja, nogle gange mister vi os selv på vejen – men det er okay, for vi kan altid finde tilbage til centrum igen.

 

NYSGERRIG EFTER MERE?
Få min step-by-step guide “Sådan bliver du den gladeste udgave af dig selv” sammen med 30 dages online coaching og vejledning direkte fra mig, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev i dag.
Ingen spam. Kun e-mails, der løfter din energi.

 


Ærligt, råt & fucking personligt

 

For første gang nogensinde har jeg svært ved at sætte ord på, hvad jeg føler.

Jeg ved, at jeg føler mig tom indeni – så meget er jeg da nået frem til. Jeg ved også, at jeg ikke har energi til noget som helst, og at jeg hellere vil sove end være alene med mine tanker.

Den sidste månedstid har været en rigtig svær periode for mig. Jeg vil ikke sige, at jeg har været deprimeret, men jeg har fandme været nede i kulkælderen mange gange, og til en forveksling har jeg haft svært ved at komme op igen. Normalt kan jeg altid hive mig selv op ved at meditere, gå en tur eller skrive mine følelser og tanker ned, imens jeg nyder en kop kaffe – men ikke denne gang.

Sidste uge var den værste. Jeg nåede helt derud, hvor jeg begyndte at stille spørgsmål ved, hvad fuck jeg lavede med mit liv, og hvad fanden jeg ville med min fremtid. Hvis du kender mig, så ved du, at det er nogle tanker, som jeg sjældent har. Sidst jeg havde de tanker, stod jeg og overvejede at droppe ud af gymnasiet – og det er altså ved at være to år siden nu.

Normalt er jeg altid positiv omkring min fremtid, og jeg elsker at skrive mine mål og drømme ned og planlægge min tid, men her på det sidste har jeg virkelig ikke følt, at der var en mening med noget som helst. For at være ærlig, så har min vision og mine mål bare virket fuldstændig ligegyldige. Jeg har for første gang i mit liv siddet med tanker om at få mig et “normalt” job fra morgen til eftermiddag, og det faktum, at jeg overhovedet har tænkt det, har bare gjort mig endnu mere ked af det.

Jeg har haft et par dage, hvor jeg bare har ligget i sengen og lavet ingenting – og jeg hader at lave ingenting. Der er ikke meget i den her verden, som jeg hader, men jeg hader virkelig ikke at lave noget og spilde min tid. Jeg bliver rigtig nemt irriteret, hvis jeg har en dag, hvor jeg slet ikke får udrettet noget, så det at jeg ikke engang har været i stand til at komme ud af sengen, har virkelig irriteret mig til det yderste. Jeg har bare ligget i min seng og set Netflix og YouTube videoer for at distrahere mig selv fra mine egne tanker, så jeg ikke blev ked af det og brød sammen i tårer. Det gik så ikke så godt, for det skete ret tit, og fuck hvor har jeg følt mig ynkelig her på det sidste.

Jeg har brugt lang tid på at finde ud af, hvor de her følelser kommer fra og hvorfor de påvirker mig så meget – og her på det sidste er indsigterne bare kommet på stribe. Det er nogle følelser og tanker, som jeg ikke har delt med ret mange og egentlig heller ikke havde tænkt mig at dele med andre, men jeg har nu alligevel valgt at åbne op her på bloggen, for jeg er sikker på, at der sidder nogen derude med nogle af de samme følelser og tanker som mig, som godt kunne have brug for at få at vide, at de ikke er alene.

 

 

Som nogle af jer nok ved, så arbejder jeg i øjeblikket på min femte roman – og fuck, hvor er det en svær process for at sige det lige ud. Der er mange, der spørger ind til, hvordan det går med den, hvor langt jeg er kommet, hvad bogen kommer til at handle om og hvornår den udkommer. Jeg svarer altid, at det går godt, for det gør det – i hvert fald med bogen. Antallet af ord stiger og stiger, og jeg er da også begyndt at lege lidt med bogomslaget, men der ligger bare utrolig mange følelser bag hele skriveprocessen, som påvirker mit psyke og skaber den her følelse af tomhed.

Jeg har indset, at min femte roman er roden til min sårbarhed. Jeg går i øjeblikket og reflekterer rigtig meget over min tid i gymnasiet, og det gør jeg, fordi min bog i store træk kommer til at handle om lige netop det. Den kommer til at handle om det at følge sit hjerte og være tro mod sig selv, og så kommer den til at handle om frygten for at satse den “sikre” fremtid på sin passion og sine drømme. Det bliver en bog fyldt med følelser og personlige oplevelser omskrevet til en fiktiv historie, og den bliver endnu mere personlig og ægte end nogle af mine andre udgivelser, da den foregår lige her i Danmark.

Kort sagt: det bliver min mest rå, ærlige og ikke mindst personlige udgivelse nogensinde.

Jeg vil ikke sige, at jeg har svært ved at skrive på bogen, men jeg har svært ved at håndtere de følelser, der dukker op under skriveprocessen. Hele plottet og historien kræver nemlig, at jeg går to-tre år tilbage i mit liv og graver op i alle de gamle følelser, som jeg egentlig havde gemt langt væk, efter jeg droppede ud af gymnasiet. Dengang skulle jeg bare hurtigt videre, og som du måske har læst i mit blogindlæg “Mit livs store beslutning”, så var jeg ikke lang tid om at gøre gymnasiet til et afsluttet kapitel af mit liv, så jeg hurtigt kunne starte på et nyt – nemlig jagten på forfatterdrømmen.

Til at starte med viste det sig at have sin fordel. Ikke nok med, at jeg fik stablet min egen virksomhed på benene, opsat min egen hjemmeside og alt hvad der ellers hører til iværksættersiden af det, så fik jeg også skrevet og udgivet hele tre romaner inden for bare et år. Jeg er overbevist om, at den eneste grund til, at jeg kunne være så produktiv på så kort tid, var fordi jeg gemte alle følelserne fra gymnasiet væk. Jeg fokuserede udelukkende på “det nye liv” og den nye hverdag, som jeg var i fuld gang med at få stablet på benene.

Men nu kan jeg mærke, at det er tid til at få bearbejdet de følelser. Hvis jeg ikke gør det nu, vil jeg aldrig få det gjort, og jeg kan ikke blive ved med at bullshitte mig selv og overbevise mig selv om, at gymnasiet ikke var en hård periode af mit liv, for sandheden er, at det var en fucking hård tid – og det er kun de færreste, der ved det.

Jeg er overbevist om, at rigtig mange tror, at det var nemt for mig at droppe ud af gymnasiet. De ved, at det var en svær beslutning for mig, men de tror stadig, at det at droppe ud var det nemme valg. Sådan har det måske været for andre, der har stået i samme situation som mig, men for mit vedkommende ville det have været langt nemmere at blive i gymnasiet og få min hue ligesom alle andre, for så kunne jeg bare blende ind i mængden, og så behøvede jeg ikke presse mig selv ud af min komfortzone.

Det var bare sådan, at alt i min krop skreg efter at gå min egen vej og komme ud af den komfortzone. I sidste ende så jeg intet andet valg end at satse alt og følge mit hjerte, for jeg var alt for deprimeret og ulykkelig til at blive, hvor jeg var.

 

ANGST

Det var et angstanfald, der i slutningen af 2.g satte gang i hele beslutningen om at droppe ud. Det skal lige siges, at jeg på ingen måde lider af angst. Jeg har kun været ude for et angstanfald 2-3 gange i mit liv, og i alle tilfælde er det kommet af, at jeg har bullshittet mig selv og gået så meget imod mine egne følelser, at min krop har været nødt til at reagere på det for at sige stop. Jeg har i mange år ment, at et angstanfald blot er din krops måde at give dig et wake-up call på. Din hjerne kan nemt bilde dig ting ind, som ikke passer, for den har kun én opgave, og det er at holde dig i live – og tro mig, den vil gøre hvad som helst for at afholde dig fra at tage alle de store chancer og beslutninger i dit liv. Lige så snart du begynder at udfordre dig selv, siger din hjerne stop, for den vil gøre alt for at få dig til at blive i din komfortzone, hvor du føler dig tryg og i sikkerhed.

For en lille uges tid siden oplevede jeg endnu et angstanfald. Det kom i forbindelse med alle de her tanker om, hvad fanden jeg lavede med mit liv, og det kom som lidt af et chok for mig, for jeg troede egentlig, at jeg var ovre det. Jeg indså hurtigt, at de tanker og følelser, der satte gang i anfaldet, var præcis de samme tanker og følelser, der satte gang i mit angstanfald for to år siden. Frygten for et tilbagefald slog ind, og det gjorde bare det hele endnu værre. Jeg følte mig svag og ynkelig, men mest af alt var jeg bare virkelig sur på mig selv, fordi jeg havde ladet det gå så langt uden at snakke med nogen om det.

Der er selvfølgelig forskellige former for angst, og jeg ønsker ikke at generalisere – men jeg er overbevist om, at enhver form for angst kommer af nogle følelser, der ikke er blevet bearbejdet. Det at skrive om min gymnasietid river op i alle de følelser, som jeg ikke har fået bearbejdet, og jeg tror, at det er grunden til, at jeg nu får den her rutchebanetur af gamle følelser og tanker. Det er virkelig svært at skulle gå tilbage til nogle følelser, som man egentlig ikke ønsker at føle, men jeg tror på, at det er nødvendigt, hvis man ønsker at give slip én gang for alle.

 

SKRIVEPROCESSEN

Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvordan det er at arbejde på en bog, når man direkte hader hovedpersonen, men jeg kan godt fortælle dig, at det tager skriveprocessen til et helt andet niveau, for det er pisse svært. Det sværeste er dog, når man én gang for alle indser, hvorfor man hader den her person så meget.

Rent følelsesmæssigt er hovedpersonen i min femte roman en tro kopi af den person, jeg selv var i gymnasiet. Alt ved hende irriterer mig, men jeg er også udmærket godt klar over, at jeg kun hader hende, fordi jeg ikke har tilgivet den person, jeg selv var dengang. Jeg har ikke tilgivet hende for at ignorere alle tegnene på, at gymnasiet ikke var vejen frem for hende, og jeg har ikke tilgivet hende for at blive ved med at presse sig selv for at passe ind, når hun inderst inde godt vidste, at det ikke var meningen, at hun skulle passe ind. Jeg har ikke tilgivet mit gamle jeg – og det gør sgu ondt at skulle igennem den process nu.

Når jeg sætter mig ned for at skrive på bogen, føler jeg næsten, at jeg stikker en kniv i mit eget hjerte. Jeg går i dybden med beskrivelsen af følelserne, selvom det gør ondt, for jeg ved, at det er nødvendigt. Jeg ved, at jeg kun snyder mig selv, hvis jeg ikke gør det, for der kommer intet godt ud af at ignorere følelserne. De skal bearbejdes, ellers dukker de bare op igen og igen og igen, indtil du ligger ned og har mistet alt håb for at komme op igen.

Hvis sandheden skal på bordet, så er jeg faktisk en utrolig følsom og sensitiv person. Jeg er meget sårbar omkring mine mål, for jeg bruger ikke min tid på noget, der ikke føles rigtigt – men jeg er også meget målrettet og presser altid mig selv til at gøre, hvad jeg sætter mig for. Det kan til tider være rigtig svært for mig at finde balancen, for jeg ved ikke altid, hvornår jeg skal presse mig selv og ignorere følelserne, og hvornår jeg skal stoppe op og mærke efter, om det nu også er det rigtige, og om det virkelig er værd at kæmpe for.

Én ting er dog sikkert: det er det helt rigtige for mig at få bearbejdet de her gamle følelser igennem skrivningen af min femte roman.

Skrivning har altid virket terapeutisk for mig, og det har altid været min form for “lykkepille” til enhver form for tragedie eller nedtur i mit liv. Intet i den her verden kan slå mig så meget ud, at jeg ikke kan komme på benene igen ved hjælp af skrivning. Uanset hvor ondt det gør at skrive om, og hvor sort min verden bliver for et kort øjeblik, så ved jeg, at jeg i sidste ende vil stå med hovedet højt og være stærkere end før.

Men lige for tiden er det hele sgu lidt af en rutschebanetur. Nogle dage er bedre end andre, og den her uge har heldigvis været langt bedre end den forrige, så jeg føler, at jeg står stærkere nu. Jeg nyder at have mere overskud og energi, end jeg havde i sidste uge, og det tror jeg er vigtigt at fejre i en process som den her, hvor man egentlig bare har allermest lyst til at gemme sig væk under dynen.

Alt det her er noget, som jeg har haft rigtig svært ved at snakke med andre om – simpelthen fordi jeg ikke har kunnet sætte ord på alle de her følelser og tanker, som jeg går med lige for tiden. Jeg tror det har noget at gøre med, at jeg har skjult dem for mig selv i så lang tid, at jeg i sidste ende overbeviste mig selv om, at de slet ikke fandtes.

Jeg har bullshittet mig selv i lang tid for ikke at se sandheden i øjnene. Nu vælger jeg at tage kampen op og skabe mit livs mesterværk i form af mine mest personlige udfordringer og oplevelser – og jeg er både spændt og pisse nervøs for at skulle dele det hele med jer i min femte roman 💜

 

NYSGERRIG EFTER MERE?
Få min step-by-step guide “Sådan bliver du den gladeste udgave af dig selv” sammen med 30 dages online coaching og vejledning direkte fra mig, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev i dag.
Ingen spam. Kun e-mails, der løfter din energi.

 


 

Jeg var udbrændt

 

 

Jeg har det sidste stykke tid følt mig utrolig uinspireret – og det er ikke, fordi jeg ikke har idéer. Tværtimod har jeg alt for mange idéer og alt for lidt fokus på det, der virkelig betyder noget.

Da jeg var i Portugal som rejseleder lærte jeg at leve i nuet. Jeg lærte at løse problemerne hurtigst muligt, når de opstod på de mest upraktiske og latterlige tidspunkter, og jeg lærte at give slip på bekymringerne, når jeg havde gjort alt i min magt for at løse problemet. Jeg lærte at vågne op og være klar til en dag med udfordringer, for jeg vidste, at der ikke var én dag, der var den samme. Jeg lærte at nyde øjeblikket lige nu og her – simpelthen fordi jeg ikke havde noget andet valg, eftersom jeg aldrig vidste, hvad den næste dag, time eller minut ville bringe.

Det har jeg ikke været så god til, siden jeg kom hjem fra Portugal. Jeg har derimod prioriteret fremtidige projekter over min skrivetid og inspirationstid, og jeg har planlagt og udregnet det rette tidspunkt for lanceringen af nye projekter. Jeg har planlagt og planlagt og planlagt, og jeg har fuldstændig glemt at leve og værdsætte øjeblikket lige nu og her.

De sidste par måneder har jeg arbejdet og været produktiv fra klokken 5:00 om morgenen hver eneste dag, og jeg har først holdt fri, når jeg blev for træt om aftenen og simpelthen blev nødt til at gå i seng. Jeg har holdt mig selv som fange og ikke givet mig selv fri på andre tidspunkter, end når jeg var sammen med mine veninder. Sandheden er, at jeg har kørt mig selv ud på et sidespor, og nu føler jeg mig fuldstændig udbrændt.

Da jeg blev interviewet til Børsen tilbage i december spurgte journalisten mig, hvad jeg lavede i min fritid. Jeg tænkte med det samme “hvilken fritid?” og sad for første gang under hele interviewet uden et svar på hans spørgsmål.

I det øjeblik gik det op for mig, at jeg slet ikke havde nogen fritid udover fitness. Jeg havde gjort min fritid til mit arbejde – og det er nok noget af det dummeste, man kan gøre, når man er en kreativ ildsjæl. At være kreativ er det stikmodsatte af at være praktisk. Kreativitet kommer fra hjertet, og hjertet handler ikke ud fra det, der er praktisk eller logisk – det handler ud fra det, der går i harmoni med din sjæls største ønske.

Jeg tror, at det er vigtigt at adskille sit kreative arbejde fra sit praktiske arbejde, for arbejde er generelt et negativt ladet ord i dagens samfund. Mange af os siger “jeg gider virkelig ikke arbejde i dag” og “jeg er godt nok glad for, at det endelig er blevet weekend”. Når vi spørger hinanden, hvordan det går på arbejdet, så er det næsten blevet en selvfølge at svare, at det går helt fint.

Men fint er ikke godt nok for mig. Jeg vil leve et liv, som jeg elsker hver eneste dag – ikke kun når det er weekend eller ferie – og det sidste lange stykke tid har jeg ikke følt mig ret motiveret til at stå op om morgenen. Takket være min viljestyrke er det trods alt lykkes mig at komme op klokken 5:00 hver dag, men jeg har slet ikke følt mig spændt på at tage hul på en helt ny dag.

Og det er slut nu. Nu skal min tid og arbejde ikke gøres op i, hvor mange nyhedsbreve jeg får skrevet og planlagt, hvor mange kapitler jeg får skrevet, eller hvor mange ting jeg når på min to-do liste. Nu vil jeg fokusere på, hvor meget jeg smiler i løbet af dagen, hvor meget jeg bliver inspireret, og hvor meget jeg elsker mit liv.

Jeg er ikke meget for nytårsforsætter…. men jeg har nu alligevel et mål for 2017.

Jeg vil følge mit hjerte og min intuition hver evig eneste dag. Uanset hvad andre forventer af mig, vil jeg gøre det, der føles rigtigt for mig – for det her er mit liv, og jeg bestemmer selv, hvordan jeg vil leve det. Jeg vælger at genvinde kontrollen over mit liv, og jeg giver slip på alle de forventninger, jeg har til mig selv.

 

Jeg var udbrændt, da jeg startede med at skrive det her blogindlæg. Nu er jeg inspireret og klar til at dele ud af mit hjerte, som ikke længere føles tungt.

Og det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg bruger bloggen her til at komme ud med mine tanker og følelser. Tak, fordi du gad lytte 💜

 

NYSGERRIG EFTER MERE?
Få min step-by-step guide “Sådan bliver du den gladeste udgave af dig selv” sammen med 30 dages online coaching og vejledning direkte fra mig, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev i dag.
Ingen spam. Kun e-mails, der løfter din energi.

 


 

Dropper jeg nu forfatterdrømmen?!

 

Hvis du har fulgt med på mine sociale medier, så har du nok bemærket, at tingene har stået lidt stille den sidste månedstid – og det er der en rigtig god grund til. Det er nemlig sådan, at jeg har haft så travlt med at udfordre mig selv og leve livet uden for de virtuelle skærme, at jeg fuldstændig har glemt at opdatere medierne.

Og før du spørger: ja, det er rent faktisk muligt, selvom vi lever i år 2016.

Landet ligger sådan, at jeg næsten lige er kommet hjem fra 5 ugers intens guideskole og personlig udvikling i Spanien, og torsdag den 2. juni rejste jeg igen fra lille, trygge Danmark. Jeg er nemlig blevet ansat hos Bravo Tours / Sun Tours og skal arbejde som rejseleder i smukke og solrige Algarve i Portugal indtil slutningen af oktober – altså knap 5 måneder væk hjemmefra!

Selvom jeg nu har underskrevet kontrakt og det hele, var det aldrig helt planen, at jeg skulle ud som guide her til sommer. Jeg valgte kun at investere i Service & Co.’s guideskole, fordi jeg ønskede at udfordre mig selv på det personlige plan og gerne ville blive bedre til at formidle mit budskab på en scene foran mange mennesker. Pludselig blev jeg bare helt forelsket i guidelivet, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage af sted her til sommer. Det var egentlig mere mavefornemmelsen, end det var den logiske sans, der lokkede mig og fik mig overtalt til at springe ud i det.

Men hvad så nu? Dropper jeg forfatterdrømmen for at blive guide i stedet?!

Svaret er nej. Min ultimative drømmelivsstil består af tre ting – at skrive, inspirere og rejse. Det at skrive er blevet en så stor del af mig, at jeg ikke bare kan droppe det fra den ene dag til den anden, så jeg tror aldrig rigtig, at noget vil kunne overtage dens plads.

Desværre er det bare sådan, at når man vælger noget til, så bliver man ofte nødt til også at vælge noget fra. Dette gælder min webshop og de ugentlige nyhedsbreve med mandagsboosts, som i en længere periode vil komme til at stå på standby. Fra juni af vil mine bøger kun kunne købes hos Arnold Busck, og det vil i den periode ikke længere være muligt at bestille signerede bøger eller Shay Martinez pakketilbuddet.

Jeg er super ked af, at jeg ikke kan fortsætte med at skrive mandagsboosts til jer hver uge, for jeg modtager tit beskeder og mails fra jer, hvor I takker for dem, fordi de giver jer en rigtig positiv start på ugen, hvilket jo er hele formålet med dem. Det er dog meget muligt, at der dukker et par inspirerende nyhedsbreve eller blogindlæg op, imens jeg er i Portugal, hvis jeg får tiden til det. Nu må vi se!

Når jeg har udlevet guidedrømmen, åbner jeg min webshop op igen – forhåbentligt med en helt ny bog i sortimentet. Jeg kommer også stærkt tilbage med positive mandagsboosts, som vil være fyldt med ny inspiration og motivation, og derefter skal jeg i gang med en masse spændende og forfatterlige projekter. Mit hoved er allerede proppet med idéer, som er klar til at modne sig, inden de bliver til virkelighed.

Der ligger en helt ny vej foran mig, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de næste 5 måneder af mit liv kommer til at finde sted uden for min komfortzone. Nye oplevelser, nye grænser, nye bekendtskaber, og nye udfordringer…. her kommer jeg!

 

Hvis I vil følge med i mit liv og min udvikling det næste stykke tid, kan I følge mig her:

 

Instagram på @amandadrescher

 

Snapchat på AmandaDrescher

 

 

Jeg glæder mig sådan til at dele alle mine oplevelser og udfordringer med jer 💜

 

NYSGERRIG EFTER MERE?
Få min step-by-step guide “Sådan bliver du den gladeste udgave af dig selv” sammen med 30 dages online coaching og vejledning direkte fra mig, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev i dag.
Ingen spam. Kun e-mails, der løfter din energi.

 


 

Mit livs store beslutning

 

Jeg har i længere tid været et sted, hvor jeg egentlig ikke ville være – et sted, hvor jeg aldrig rigtig har følt mig tilpas og aldrig rigtig har kunnet se noget formål, der var værd at bruge min tid på.

Det sted er gymnasiet.

I knap to år har jeg stået op hver eneste dag og gjort mig klar til noget, der altid har virket forkert for mig. Jeg fortryder på ingen måde de to år, der er gået, for jeg har lært så ubeskrivelig meget om mig selv og mine grænser, men jeg føler ikke længere, at der er mere at komme efter, så derfor vælger jeg nu at sige farvel til Sorø Akademis Skole og studenterhuen.

Jeg har ikke tal på, hvor mange der har spurgt mig, hvorfor jeg ikke lige snupper det sidste år – for jeg har jo allerede kæmpet mig igennem to år, så hvorfor give op nu? Sandheden er, at jeg ikke ser det som at give op. Jeg dropper ikke ud, fordi jeg ikke kan kæmpe mig igennem det sidste år, men fordi jeg endelig har fundet troen på mig selv til at turde følge mit hjerte et hundrede og ti procent. Jeg ønsker ikke endnu et år, hvor jeg er tvunget til at begrave min passion under tunge fysikafleveringer og meningsløse tyskafleveringer, for jeg drømmer om at kunne vokse og udvikle mig på et langt mere spirituelt og åndeligt plan.

Jeg har i lang tid vidst, hvad mit formål med livet er. Det er dog først inden for den seneste tid, at jeg har fundet troen på mig selv og modet til at arbejde mig mod det formål og de drømme. Da jeg startede på gymnasiet i 2013 vidste jeg, at jeg ville være forfatter, men jeg havde ikke modet til at turde tage rejsen uden nogen plan B med i rygsækken, så derfor fulgte jeg strømmen og lod den manglende tro på mig selv vildlede mig. Nu har jeg så indset, at mit formål med livet er mere værd end andres meninger om mig, og jeg er ikke længere bange for at stå frem og sige, at jeg følger mit hjerte. Det er mit liv, og jeg har sat mig et mål – og det mål skal intet så latterligt som tvivl og usikkerhed fra mig selv eller andre ødelægge for mig.

Min plan er nu at skrive, skrive, skrive og skrive. Jeg har allerede planlagt en masse, som jeg glæder mig til at dele her på siden – både i form af nye udgivelser, blogindlæg, spændende events og små meet-ups. Når jeg fylder 18 her til sommer starter jeg “Amanda D.” op som min egen virksomhed, og i forlængelse med det tager jeg for alvor min passion til et helt andet niveau, hvilket jeg er super spændt på!

Ord kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er for endelig at kunne tage hul på den hverdag, jeg har gået og drømt om i flere måneder. Jeg har ikke et sekund fortrudt at droppe ud, for det føles som det helt rigtige for mig. Hvis der overhovedet er noget jeg fortryder med hensyn til min beslutning, så må det være, at jeg i to år lyttede til fornuften frem for at følge mit hjerte og reagere på de intuitioner, der væltede ned over mig – men som man siger, så er der ingen grund til at græde over spildt mælk. Mange indsigter i livet tager tid, og først når man kan mærke på sin egen krop, at man er klar til forandring, får man modet til at handle på de indsigter. Alt i mit liv har indtil videre udfoldet sig præcis, som det skulle, og jeg har tillid til, at det også vil det fremover.

Gymnasiet er fra og med i dag et afsluttet kapitel i mit liv, og jeg er nu klar til at starte et nyt kapitel mod forfatterdrømmen – denne gang uden nogen plan B.

 

NYSGERRIG EFTER MERE?
Få min step-by-step guide “Sådan bliver du den gladeste udgave af dig selv” sammen med 30 dages online coaching og vejledning direkte fra mig, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev i dag.
Ingen spam. Kun e-mails, der løfter din energi.