Kunsten at miste sig selv

 

For en uges tid siden sad jeg i et fly fra Bulgarien til Danmark, og pludselig blev jeg inspireret til at skrive – sådan virkelig inspireret. Der var bare det lille problem, at jeg ikke turde at bede personen ved siden af mig om at rejse sig, så jeg kunne komme ud og hente min computer. Jeg var bange for at være til besvær, hvis jeg så meget som spurgte. Det gav mig direkte ondt i maven og efterlod mig med et spørgsmål, som jeg burde have stillet mig selv for lang tid siden…

Hvornår holdt jeg op med at sætte mig selv først?

Det er nemt at fortælle andre, hvor vigtigt det er at sætte sig selv først – men det er ikke altid lige nemt at følge sit eget råd. Nogle gange falder man i, og så er der ikke andet for end at puste på såret og komme til arbejde, så man kan få sig selv på rette spor igen.

Og det er bare vigtigt, at man får sig selv på rette spor igen. I min verden kan man ikke være tro mod sig selv, hvis man ikke sætter sig selv først – og hvis man ikke er tro mod sig selv, kan man så overhovedet være sig selv?

Jeg kan ikke. Det er som om, at alt i mit liv langsomt krakelerer og kommer i ubalance, hvis jeg glemmer at sætte mig selv først. Det er hele fundamentet for min glæde, og ligesom man ikke kan bygge et hus uden et fundament, kan man heller ikke nå sine drømme og skabe det liv, man drømmer om, hvis ikke man kan sætte sig selv og sin egen glæde først.

Der er bare det med det, at vi lever i et samfund, hvor langt de fleste mener, at det er egoistisk at sætte sig selv først. Jeg vil nærmere sige, at det er egoistisk ikke at sætte sig selv først. Hvorfor? Fordi i det sekund du sætter et andet menneske før dig selv, så glemmer du dig selv og giver ham eller hende ansvaret for din glæde og lykke. Du gør dem ansvarlig for, at du er glad – men det kan aldrig nogensinde være deres ansvar, om du er glad eller ej.

Her forleden hørte jeg et podcast, hvor der blev sagt, at det bedste forhold er det forhold, hvor man kan kigge personen i øjnene og sige “jeg forventer ikke, at du gør mig glad. Du er fuldstændig irrelevant, når det kommer til min glæde” og uanset hvor hårdt det lyder, så tror jeg, at det er noget af det vigtigste at lære her i livet. Vi har ansvaret for vores egen glæde, og indtil vi forstår det – sådan virkelig forstår det – vil vi blive ved med at søge kærlighed, anerkendelse og glæde uden for os selv. Vi vil blive ved med at søge det i andre mennesker.

Problemet er, at vi har romantiseret idéen om, hvor glæde og kærlighed kommer fra. Vi har i flere årtier produceret film og skrevet bøger, som får os selv og andre til at tro, at kærlighed er at sige “jeg elsker dig, og jeg ville slet ikke kunne leve uden dig”, men det er det ikke. Det er afhængighed, og afhængighed er en følelse, der kommer fra egoet. Ægte kærlighed kommer fra hjertet.

 

 

Det er ikke lang tid siden, at en af mine veninder sagde “årh, kærlighed er bare en evig kamp, altså!” og jeg gav hende ret, for det er en evig kamp – men hvad er det egentlig, vi kæmper for? Vi bilder os selv ind, at vi kæmper for at finde ægte kærlighed, men i virkeligheden kæmper vi bare for at finde den eneste ene, som vil give os alt det, vi drømmer om.

Vi glemmer bare, at vi ikke kan finde den person andre steder end i vores eget spejlbillede – for hvis du ikke engang kan se dig selv i spejlet uden makeup og sige, at du elsker dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne gøre det? Og hvis du ikke kan respektere dig selv, hvordan forventer du så, at andre skal kunne respektere dig?

Du sætter standarten for, hvordan et andet menneske får lov til at behandle dig – så hvis du er i et forhold, hvor du ikke føler dig respekteret og konstant skal holde dig tilbage, så er det kort sagt din egen skyld. Andre mennesker behandler dig, som du behandler dig selv. Det er din opgave at tegne en streg i sandet og lære dem, hvor grænsen går, og derefter skal du ikke træde et skridt tilbage og tegne en ny steg, når nogen går over din grænse – så retter du ryggen og bliver stående ved den streg, du tegnede i første omgang.

Vi har alle en grænse, og det er vigtigt, at vi kan definere den grænse overfor os selv. Den grænse er altafgørende for, hvordan andre behandler os, og hvordan vi behandler os selv, for alt i vores liv blomstrer ud fra vores egne rødder. Kærlighed, respekt, anerkendelse, glæde – alt.

Så hvad nu, hvis vi lærte at elske os selv, før vi lærte at elske andre? Og hvad nu, hvis vi lærte at holde så meget af os selv, at den eneste person vi var bange for at miste, var os selv? Hvis vi i stedet for at bruge så meget energi på at lede efter den eneste ene med de helt rigtige værdier, begyndte at bruge lidt mere energi på at lede efter de værdier i os selv?

Problemet er, at vi bevidst eller ubevidst konstant er på jagt efter den eneste ene. Vi render rundt og spørger hinanden, hvad vi søger i en partner, og hvad vi mener er kærestepotentiale. Vi sætter datingprofiler op for at finde den person, som vi tror kan give os alt det, vi drømmer om, men det handler ikke om at møde et nyt menneske og lære ham eller hende at kende. Det handler om at lære os selv bedre at kende.

For når alt kommer til alt, så er det eneste forhold, der betyder noget, forholdet til os selv. Hvis forholdet til os selv ikke er i balance, så vil ingen af vores fremtidige forhold være i balancen.

Så næste gang du får dit hjerte knust, og du mest af alt har lyst til at kaste rundt med borde og stole, så tag en dyb indånding og spørg dig selv: hvad er det, som det her forhold beder mig om at kigge efter i mig selv? Hvad er det, som min relation til det her menneske skal lære mig om forholdet til mig selv?

Vi har alle noget, der trigger os – men det smukke er, at det der trigger dig, er typisk også det, der trigger din partner. Det er her, du kommer tættere på dig selv, og det er her, du udvikler dig.

Forhold (hvad end de er venskabelige eller romantiske) fungerer lidt ligesom hospitaler til vores sjæl. De er det sted, hvor alle de sår og skræmmer, som vi bærer rundt på fra fortiden, vil få frisk luft og blive renset efter alt for lang tid under et tætsiddende plaster. Det er her, at vores sår på trods af smerten bliver revet op igen, fordi det er den eneste måde, hvorpå de kan hele.

Og nej, livet bliver ikke nemmere af den grund – men smerten er nødvendig, fordi helingsprocessen er nødvendig. Vi har brug for at være i dårlige forhold, hvor vi ikke bliver behandlet retfærdigt, og hvor folk tager os for givet og lyver overfor os, hvis vi ønsker at indse, hvad vi virkelig fortjener. Uden de forhold ville vi aldrig lære at tegne en streg i sandet, og så ville folk konstant gå over grænsen.

Hvis vi ikke kender os selv og vores egen grænse, ender vi nogle gange med at komme så tæt på et andet menneske, at vi mister os selv. I det øjeblik glemmer vi fuldstændig at gøre de ting, som vi elsker, og vi glemmer at prioritere selv de mindste ting i hverdagen, som bringer os glæde og styrker forholdet til os selv. Vi fralægger os ansvaret for vores egen glæde, og så er det, at fundamentet smuldrer under vores fødder.

Men uanset omstændighederne bliver vi bare nødt til at få os selv tilbage til centrum, når vi kommer ud på et sidespor. Vi bliver nødt til hele tiden at blive bedre til at leve livet med hjertet i centrum, og vi bliver nødt til at acceptere, at indre glæde og selvkærlighed ikke er en endestation, men en evig rejse, der blot bliver mere og mere lærerig for hver eneste dag, der går.

Og ja, nogle gange mister vi os selv på vejen – men det er okay, for vi kan altid finde tilbage til centrum igen.

 


Ærligt, råt & fucking personligt

 

For første gang nogensinde har jeg svært ved at sætte ord på, hvad jeg føler.

Jeg ved, at jeg føler mig tom indeni – så meget er jeg da nået frem til. Jeg ved også, at jeg ikke har energi til noget som helst, og at jeg hellere vil sove end være alene med mine tanker.

Den sidste månedstid har været en rigtig svær periode for mig. Jeg vil ikke sige, at jeg har været deprimeret, men jeg har fandme været nede i kulkælderen mange gange, og til en forveksling har jeg haft svært ved at komme op igen. Normalt kan jeg altid hive mig selv op ved at meditere, gå en tur eller skrive mine følelser og tanker ned, imens jeg nyder en kop kaffe – men ikke denne gang.

Sidste uge var den værste. Jeg nåede helt derud, hvor jeg begyndte at stille spørgsmål ved, hvad fuck jeg lavede med mit liv, og hvad fanden jeg ville med min fremtid. Hvis du kender mig, så ved du, at det er nogle tanker, som jeg sjældent har. Sidst jeg havde de tanker, stod jeg og overvejede at droppe ud af gymnasiet – og det er altså ved at være to år siden nu.

Normalt er jeg altid positiv omkring min fremtid, og jeg elsker at skrive mine mål og drømme ned og planlægge min tid, men her på det sidste har jeg virkelig ikke følt, at der var en mening med noget som helst. For at være ærlig, så har min vision og mine mål bare virket fuldstændig ligegyldige. Jeg har for første gang i mit liv siddet med tanker om at få mig et “normalt” job fra morgen til eftermiddag, og det faktum, at jeg overhovedet har tænkt det, har bare gjort mig endnu mere ked af det.

Jeg har haft et par dage, hvor jeg bare har ligget i sengen og lavet ingenting – og jeg hader at lave ingenting. Der er ikke meget i den her verden, som jeg hader, men jeg hader virkelig ikke at lave noget og spilde min tid. Jeg bliver rigtig nemt irriteret, hvis jeg har en dag, hvor jeg slet ikke får udrettet noget, så det at jeg ikke engang har været i stand til at komme ud af sengen, har virkelig irriteret mig til det yderste. Jeg har bare ligget i min seng og set Netflix og YouTube videoer for at distrahere mig selv fra mine egne tanker, så jeg ikke blev ked af det og brød sammen i tårer. Det gik så ikke så godt, for det skete ret tit, og fuck hvor har jeg følt mig ynkelig her på det sidste.

Jeg har brugt lang tid på at finde ud af, hvor de her følelser kommer fra og hvorfor de påvirker mig så meget – og her på det sidste er indsigterne bare kommet på stribe. Det er nogle følelser og tanker, som jeg ikke har delt med ret mange og egentlig heller ikke havde tænkt mig at dele med andre, men jeg har nu alligevel valgt at åbne op her på bloggen, for jeg er sikker på, at der sidder nogen derude med nogle af de samme følelser og tanker som mig, som godt kunne have brug for at få at vide, at de ikke er alene.

 

 

Som nogle af jer nok ved, så arbejder jeg i øjeblikket på min femte roman – og fuck, hvor er det en svær process for at sige det lige ud. Der er mange, der spørger ind til, hvordan det går med den, hvor langt jeg er kommet, hvad bogen kommer til at handle om og hvornår den udkommer. Jeg svarer altid, at det går godt, for det gør det – i hvert fald med bogen. Antallet af ord stiger og stiger, og jeg er da også begyndt at lege lidt med bogomslaget, men der ligger bare utrolig mange følelser bag hele skriveprocessen, som påvirker mit psyke og skaber den her følelse af tomhed.

Jeg har indset, at min femte roman er roden til min sårbarhed. Jeg går i øjeblikket og reflekterer rigtig meget over min tid i gymnasiet, og det gør jeg, fordi min bog i store træk kommer til at handle om lige netop det. Den kommer til at handle om det at følge sit hjerte og være tro mod sig selv, og så kommer den til at handle om frygten for at satse den “sikre” fremtid på sin passion og sine drømme. Det bliver en bog fyldt med følelser og personlige oplevelser omskrevet til en fiktiv historie, og den bliver endnu mere personlig og ægte end nogle af mine andre udgivelser, da den foregår lige her i Danmark.

Kort sagt: det bliver min mest rå, ærlige og ikke mindst personlige udgivelse nogensinde.

Jeg vil ikke sige, at jeg har svært ved at skrive på bogen, men jeg har svært ved at håndtere de følelser, der dukker op under skriveprocessen. Hele plottet og historien kræver nemlig, at jeg går to-tre år tilbage i mit liv og graver op i alle de gamle følelser, som jeg egentlig havde gemt langt væk, efter jeg droppede ud af gymnasiet. Dengang skulle jeg bare hurtigt videre, og som du måske har læst i mit blogindlæg “Mit livs store beslutning”, så var jeg ikke lang tid om at gøre gymnasiet til et afsluttet kapitel af mit liv, så jeg hurtigt kunne starte på et nyt – nemlig jagten på forfatterdrømmen.

Til at starte med viste det sig at have sin fordel. Ikke nok med, at jeg fik stablet min egen virksomhed på benene, opsat min egen hjemmeside og alt hvad der ellers hører til iværksættersiden af det, så fik jeg også skrevet og udgivet hele tre romaner inden for bare et år. Jeg er overbevist om, at den eneste grund til, at jeg kunne være så produktiv på så kort tid, var fordi jeg gemte alle følelserne fra gymnasiet væk. Jeg fokuserede udelukkende på “det nye liv” og den nye hverdag, som jeg var i fuld gang med at få stablet på benene.

Men nu kan jeg mærke, at det er tid til at få bearbejdet de følelser. Hvis jeg ikke gør det nu, vil jeg aldrig få det gjort, og jeg kan ikke blive ved med at bullshitte mig selv og overbevise mig selv om, at gymnasiet ikke var en hård periode af mit liv, for sandheden er, at det var en fucking hård tid – og det er kun de færreste, der ved det.

Jeg er overbevist om, at rigtig mange tror, at det var nemt for mig at droppe ud af gymnasiet. De ved, at det var en svær beslutning for mig, men de tror stadig, at det at droppe ud var det nemme valg. Sådan har det måske været for andre, der har stået i samme situation som mig, men for mit vedkommende ville det have været langt nemmere at blive i gymnasiet og få min hue ligesom alle andre, for så kunne jeg bare blende ind i mængden, og så behøvede jeg ikke presse mig selv ud af min komfortzone.

Det var bare sådan, at alt i min krop skreg efter at gå min egen vej og komme ud af den komfortzone. I sidste ende så jeg intet andet valg end at satse alt og følge mit hjerte, for jeg var alt for deprimeret og ulykkelig til at blive, hvor jeg var.

 

ANGST

Det var et angstanfald, der i slutningen af 2.g satte gang i hele beslutningen om at droppe ud. Det skal lige siges, at jeg på ingen måde lider af angst. Jeg har kun været ude for et angstanfald 2-3 gange i mit liv, og i alle tilfælde er det kommet af, at jeg har bullshittet mig selv og gået så meget imod mine egne følelser, at min krop har været nødt til at reagere på det for at sige stop. Jeg har i mange år ment, at et angstanfald blot er din krops måde at give dig et wake-up call på. Din hjerne kan nemt bilde dig ting ind, som ikke passer, for den har kun én opgave, og det er at holde dig i live – og tro mig, den vil gøre hvad som helst for at afholde dig fra at tage alle de store chancer og beslutninger i dit liv. Lige så snart du begynder at udfordre dig selv, siger din hjerne stop, for den vil gøre alt for at få dig til at blive i din komfortzone, hvor du føler dig tryg og i sikkerhed.

For en lille uges tid siden oplevede jeg endnu et angstanfald. Det kom i forbindelse med alle de her tanker om, hvad fanden jeg lavede med mit liv, og det kom som lidt af et chok for mig, for jeg troede egentlig, at jeg var ovre det. Jeg indså hurtigt, at de tanker og følelser, der satte gang i anfaldet, var præcis de samme tanker og følelser, der satte gang i mit angstanfald for to år siden. Frygten for et tilbagefald slog ind, og det gjorde bare det hele endnu værre. Jeg følte mig svag og ynkelig, men mest af alt var jeg bare virkelig sur på mig selv, fordi jeg havde ladet det gå så langt uden at snakke med nogen om det.

Der er selvfølgelig forskellige former for angst, og jeg ønsker ikke at generalisere – men jeg er overbevist om, at enhver form for angst kommer af nogle følelser, der ikke er blevet bearbejdet. Det at skrive om min gymnasietid river op i alle de følelser, som jeg ikke har fået bearbejdet, og jeg tror, at det er grunden til, at jeg nu får den her rutchebanetur af gamle følelser og tanker. Det er virkelig svært at skulle gå tilbage til nogle følelser, som man egentlig ikke ønsker at føle, men jeg tror på, at det er nødvendigt, hvis man ønsker at give slip én gang for alle.

 

SKRIVEPROCESSEN

Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvordan det er at arbejde på en bog, når man direkte hader hovedpersonen, men jeg kan godt fortælle dig, at det tager skriveprocessen til et helt andet niveau, for det er pisse svært. Det sværeste er dog, når man én gang for alle indser, hvorfor man hader den her person så meget.

Rent følelsesmæssigt er hovedpersonen i min femte roman en tro kopi af den person, jeg selv var i gymnasiet. Alt ved hende irriterer mig, men jeg er også udmærket godt klar over, at jeg kun hader hende, fordi jeg ikke har tilgivet den person, jeg selv var dengang. Jeg har ikke tilgivet hende for at ignorere alle tegnene på, at gymnasiet ikke var vejen frem for hende, og jeg har ikke tilgivet hende for at blive ved med at presse sig selv for at passe ind, når hun inderst inde godt vidste, at det ikke var meningen, at hun skulle passe ind. Jeg har ikke tilgivet mit gamle jeg – og det gør sgu ondt at skulle igennem den process nu.

Når jeg sætter mig ned for at skrive på bogen, føler jeg næsten, at jeg stikker en kniv i mit eget hjerte. Jeg går i dybden med beskrivelsen af følelserne, selvom det gør ondt, for jeg ved, at det er nødvendigt. Jeg ved, at jeg kun snyder mig selv, hvis jeg ikke gør det, for der kommer intet godt ud af at ignorere følelserne. De skal bearbejdes, ellers dukker de bare op igen og igen og igen, indtil du ligger ned og har mistet alt håb for at komme op igen.

Hvis sandheden skal på bordet, så er jeg faktisk en utrolig følsom og sensitiv person. Jeg er meget sårbar omkring mine mål, for jeg bruger ikke min tid på noget, der ikke føles rigtigt – men jeg er også meget målrettet og presser altid mig selv til at gøre, hvad jeg sætter mig for. Det kan til tider være rigtig svært for mig at finde balancen, for jeg ved ikke altid, hvornår jeg skal presse mig selv og ignorere følelserne, og hvornår jeg skal stoppe op og mærke efter, om det nu også er det rigtige, og om det virkelig er værd at kæmpe for.

Én ting er dog sikkert: det er det helt rigtige for mig at få bearbejdet de her gamle følelser igennem skrivningen af min femte roman.

Skrivning har altid virket terapeutisk for mig, og det har altid været min form for “lykkepille” til enhver form for tragedie eller nedtur i mit liv. Intet i den her verden kan slå mig så meget ud, at jeg ikke kan komme på benene igen ved hjælp af skrivning. Uanset hvor ondt det gør at skrive om, og hvor sort min verden bliver for et kort øjeblik, så ved jeg, at jeg i sidste ende vil stå med hovedet højt og være stærkere end før.

Men lige for tiden er det hele sgu lidt af en rutschebanetur. Nogle dage er bedre end andre, og den her uge har heldigvis været langt bedre end den forrige, så jeg føler, at jeg står stærkere nu. Jeg nyder at have mere overskud og energi, end jeg havde i sidste uge, og det tror jeg er vigtigt at fejre i en process som den her, hvor man egentlig bare har allermest lyst til at gemme sig væk under dynen.

Alt det her er noget, som jeg har haft rigtig svært ved at snakke med andre om – simpelthen fordi jeg ikke har kunnet sætte ord på alle de her følelser og tanker, som jeg går med lige for tiden. Jeg tror det har noget at gøre med, at jeg har skjult dem for mig selv i så lang tid, at jeg i sidste ende overbeviste mig selv om, at de slet ikke fandtes.

Jeg har bullshittet mig selv i lang tid for ikke at se sandheden i øjnene. Nu vælger jeg at tage kampen op og skabe mit livs mesterværk i form af mine mest personlige udfordringer og oplevelser – og jeg er både spændt og pisse nervøs for at skulle dele det hele med jer i min femte roman 💜

 


 

Jeg var udbrændt

 

 

Jeg har det sidste stykke tid følt mig utrolig uinspireret – og det er ikke, fordi jeg ikke har idéer. Tværtimod har jeg alt for mange idéer og alt for lidt fokus på det, der virkelig betyder noget.

Da jeg var i Portugal som rejseleder lærte jeg at leve i nuet. Jeg lærte at løse problemerne hurtigst muligt, når de opstod på de mest upraktiske og latterlige tidspunkter, og jeg lærte at give slip på bekymringerne, når jeg havde gjort alt i min magt for at løse problemet. Jeg lærte at vågne op og være klar til en dag med udfordringer, for jeg vidste, at der ikke var én dag, der var den samme. Jeg lærte at nyde øjeblikket lige nu og her – simpelthen fordi jeg ikke havde noget andet valg, eftersom jeg aldrig vidste, hvad den næste dag, time eller minut ville bringe.

Det har jeg ikke været så god til, siden jeg kom hjem fra Portugal. Jeg har derimod prioriteret fremtidige projekter over min skrivetid og inspirationstid, og jeg har planlagt og udregnet det rette tidspunkt for lanceringen af nye projekter. Jeg har planlagt og planlagt og planlagt, og jeg har fuldstændig glemt at leve og værdsætte øjeblikket lige nu og her.

De sidste par måneder har jeg arbejdet og været produktiv fra klokken 5:00 om morgenen hver eneste dag, og jeg har først holdt fri, når jeg blev for træt om aftenen og simpelthen blev nødt til at gå i seng. Jeg har holdt mig selv som fange og ikke givet mig selv fri på andre tidspunkter, end når jeg var sammen med mine veninder. Sandheden er, at jeg har kørt mig selv ud på et sidespor, og nu føler jeg mig fuldstændig udbrændt.

Da jeg blev interviewet til Børsen tilbage i december spurgte journalisten mig, hvad jeg lavede i min fritid. Jeg tænkte med det samme “hvilken fritid?” og sad for første gang under hele interviewet uden et svar på hans spørgsmål.

I det øjeblik gik det op for mig, at jeg slet ikke havde nogen fritid udover fitness. Jeg havde gjort min fritid til mit arbejde – og det er nok noget af det dummeste, man kan gøre, når man er en kreativ ildsjæl. At være kreativ er det stikmodsatte af at være praktisk. Kreativitet kommer fra hjertet, og hjertet handler ikke ud fra det, der er praktisk eller logisk – det handler ud fra det, der går i harmoni med din sjæls største ønske.

Jeg tror, at det er vigtigt at adskille sit kreative arbejde fra sit praktiske arbejde, for arbejde er generelt et negativt ladet ord i dagens samfund. Mange af os siger “jeg gider virkelig ikke arbejde i dag” og “jeg er godt nok glad for, at det endelig er blevet weekend”. Når vi spørger hinanden, hvordan det går på arbejdet, så er det næsten blevet en selvfølge at svare, at det går helt fint.

Men fint er ikke godt nok for mig. Jeg vil leve et liv, som jeg elsker hver eneste dag – ikke kun når det er weekend eller ferie – og det sidste lange stykke tid har jeg ikke følt mig ret motiveret til at stå op om morgenen. Takket være min viljestyrke er det trods alt lykkes mig at komme op klokken 5:00 hver dag, men jeg har slet ikke følt mig spændt på at tage hul på en helt ny dag.

Og det er slut nu. Nu skal min tid og arbejde ikke gøres op i, hvor mange nyhedsbreve jeg får skrevet og planlagt, hvor mange kapitler jeg får skrevet, eller hvor mange ting jeg når på min to-do liste. Nu vil jeg fokusere på, hvor meget jeg smiler i løbet af dagen, hvor meget jeg bliver inspireret, og hvor meget jeg elsker mit liv.

Jeg er ikke meget for nytårsforsætter…. men jeg har nu alligevel et mål for 2017.

Jeg vil følge mit hjerte og min intuition hver evig eneste dag. Uanset hvad andre forventer af mig, vil jeg gøre det, der føles rigtigt for mig – for det her er mit liv, og jeg bestemmer selv, hvordan jeg vil leve det. Jeg vælger at genvinde kontrollen over mit liv, og jeg giver slip på alle de forventninger, jeg har til mig selv.

 

Jeg var udbrændt, da jeg startede med at skrive det her blogindlæg. Nu er jeg inspireret og klar til at dele ud af mit hjerte, som ikke længere føles tungt.

Og det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg bruger bloggen her til at komme ud med mine tanker og følelser. Tak, fordi du gad lytte 💜

 


 

Dropper jeg nu forfatterdrømmen?!

 

Hvis du har fulgt med på mine sociale medier, så har du nok bemærket, at tingene har stået lidt stille den sidste månedstid – og det er der en rigtig god grund til. Det er nemlig sådan, at jeg har haft så travlt med at udfordre mig selv og leve livet uden for de virtuelle skærme, at jeg fuldstændig har glemt at opdatere medierne.

Og før du spørger: ja, det er rent faktisk muligt, selvom vi lever i år 2016.

Landet ligger sådan, at jeg næsten lige er kommet hjem fra 5 ugers intens guideskole og personlig udvikling i Spanien, og torsdag den 2. juni rejste jeg igen fra lille, trygge Danmark. Jeg er nemlig blevet ansat hos Bravo Tours / Sun Tours og skal arbejde som rejseleder i smukke og solrige Algarve i Portugal indtil slutningen af oktober – altså knap 5 måneder væk hjemmefra!

Selvom jeg nu har underskrevet kontrakt og det hele, var det aldrig helt planen, at jeg skulle ud som guide her til sommer. Jeg valgte kun at investere i Service & Co.’s guideskole, fordi jeg ønskede at udfordre mig selv på det personlige plan og gerne ville blive bedre til at formidle mit budskab på en scene foran mange mennesker. Pludselig blev jeg bare helt forelsket i guidelivet, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage af sted her til sommer. Det var egentlig mere mavefornemmelsen, end det var den logiske sans, der lokkede mig og fik mig overtalt til at springe ud i det.

Men hvad så nu? Dropper jeg forfatterdrømmen for at blive guide i stedet?!

Svaret er nej. Min ultimative drømmelivsstil består af tre ting – at skrive, inspirere og rejse. Det at skrive er blevet en så stor del af mig, at jeg ikke bare kan droppe det fra den ene dag til den anden, så jeg tror aldrig rigtig, at noget vil kunne overtage dens plads.

Desværre er det bare sådan, at når man vælger noget til, så bliver man ofte nødt til også at vælge noget fra. Dette gælder min webshop og de ugentlige nyhedsbreve med mandagsboosts, som i en længere periode vil komme til at stå på standby. Fra juni af vil mine bøger kun kunne købes hos Arnold Busck, og det vil i den periode ikke længere være muligt at bestille signerede bøger eller Shay Martinez pakketilbuddet.

Jeg er super ked af, at jeg ikke kan fortsætte med at skrive mandagsboosts til jer hver uge, for jeg modtager tit beskeder og mails fra jer, hvor I takker for dem, fordi de giver jer en rigtig positiv start på ugen, hvilket jo er hele formålet med dem. Det er dog meget muligt, at der dukker et par inspirerende nyhedsbreve eller blogindlæg op, imens jeg er i Portugal, hvis jeg får tiden til det. Nu må vi se!

Når jeg har udlevet guidedrømmen, åbner jeg min webshop op igen – forhåbentligt med en helt ny bog i sortimentet. Jeg kommer også stærkt tilbage med positive mandagsboosts, som vil være fyldt med ny inspiration og motivation, og derefter skal jeg i gang med en masse spændende og forfatterlige projekter. Mit hoved er allerede proppet med idéer, som er klar til at modne sig, inden de bliver til virkelighed.

Der ligger en helt ny vej foran mig, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de næste 5 måneder af mit liv kommer til at finde sted uden for min komfortzone. Nye oplevelser, nye grænser, nye bekendtskaber, og nye udfordringer…. her kommer jeg!

 

Hvis I vil følge med i mit liv og min udvikling det næste stykke tid, kan I følge mig her:

 

Instagram på @amandadrescher

 

Snapchat på AmandaDrescher

 

 

Jeg glæder mig sådan til at dele alle mine oplevelser og udfordringer med jer 💜

 


 

Mit livs store beslutning

 

Jeg har i længere tid været et sted, hvor jeg egentlig ikke ville være – et sted, hvor jeg aldrig rigtig har følt mig tilpas og aldrig rigtig har kunnet se noget formål, der var værd at bruge min tid på.

Det sted er gymnasiet.

I knap to år har jeg stået op hver eneste dag og gjort mig klar til noget, der altid har virket forkert for mig. Jeg fortryder på ingen måde de to år, der er gået, for jeg har lært så ubeskrivelig meget om mig selv og mine grænser, men jeg føler ikke længere, at der er mere at komme efter, så derfor vælger jeg nu at sige farvel til Sorø Akademis Skole og studenterhuen.

Jeg har ikke tal på, hvor mange der har spurgt mig, hvorfor jeg ikke lige snupper det sidste år – for jeg har jo allerede kæmpet mig igennem to år, så hvorfor give op nu? Sandheden er, at jeg ikke ser det som at give op. Jeg dropper ikke ud, fordi jeg ikke kan kæmpe mig igennem det sidste år, men fordi jeg endelig har fundet troen på mig selv til at turde følge mit hjerte et hundrede og ti procent. Jeg ønsker ikke endnu et år, hvor jeg er tvunget til at begrave min passion under tunge fysikafleveringer og meningsløse tyskafleveringer, for jeg drømmer om at kunne vokse og udvikle mig på et langt mere spirituelt og åndeligt plan.

Jeg har i lang tid vidst, hvad mit formål med livet er. Det er dog først inden for den seneste tid, at jeg har fundet troen på mig selv og modet til at arbejde mig mod det formål og de drømme. Da jeg startede på gymnasiet i 2013 vidste jeg, at jeg ville være forfatter, men jeg havde ikke modet til at turde tage rejsen uden nogen plan B med i rygsækken, så derfor fulgte jeg strømmen og lod den manglende tro på mig selv vildlede mig. Nu har jeg så indset, at mit formål med livet er mere værd end andres meninger om mig, og jeg er ikke længere bange for at stå frem og sige, at jeg følger mit hjerte. Det er mit liv, og jeg har sat mig et mål – og det mål skal intet så latterligt som tvivl og usikkerhed fra mig selv eller andre ødelægge for mig.

Min plan er nu at skrive, skrive, skrive og skrive. Jeg har allerede planlagt en masse, som jeg glæder mig til at dele her på siden – både i form af nye udgivelser, blogindlæg, spændende events og små meet-ups. Når jeg fylder 18 her til sommer starter jeg “Amanda D.” op som min egen virksomhed, og i forlængelse med det tager jeg for alvor min passion til et helt andet niveau, hvilket jeg er super spændt på!

Ord kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er for endelig at kunne tage hul på den hverdag, jeg har gået og drømt om i flere måneder. Jeg har ikke et sekund fortrudt at droppe ud, for det føles som det helt rigtige for mig. Hvis der overhovedet er noget jeg fortryder med hensyn til min beslutning, så må det være, at jeg i to år lyttede til fornuften frem for at følge mit hjerte og reagere på de intuitioner, der væltede ned over mig – men som man siger, så er der ingen grund til at græde over spildt mælk. Mange indsigter i livet tager tid, og først når man kan mærke på sin egen krop, at man er klar til forandring, får man modet til at handle på de indsigter. Alt i mit liv har indtil videre udfoldet sig præcis, som det skulle, og jeg har tillid til, at det også vil det fremover.

Gymnasiet er fra og med i dag et afsluttet kapitel i mit liv, og jeg er nu klar til at starte et nyt kapitel mod forfatterdrømmen – denne gang uden nogen plan B.