En personlig update på mit liv

 
 

Det er efterhånden ved at være nogle måneder siden, at jeg har opdateret jer omkring, hvad der sker i mit liv, og hvad jeg går og laver. Nogle af jer undrer jer måske over stilheden, og andre har måske ikke engang bemærket den – men uanset hvad, så synes jeg, at I fortjener en lille update.

Først og fremmest vil jeg sige, at det her år virkelig har budt på nogle udfordringer for mig. Jeg har allerede lært meget om mig selv og mine værdier, og den generelle læring har for mit vedkommende været at lære at sætte grænser for mig selv og sige stop, når noget ikke føles rigtigt.

Som I måske ved, hvis I har læst mit blogindlæg Selvkærlighed, selvrespekt & selvindsigt, så ramte jeg en rigtig hård periode i foråret. Jeg røg fuldstændig tilbage i mine gamle mønstre, og i flere måneder lå jeg bare og kravlede rundt nede i kulkælderen uden at have kræfterne til at hive mig selv op igen. Det udviklede sig og endte i sidste ende med at trigge min angst, så derfor søgte jeg hjælp hos en coach, som hurtigt startede et coachingforløb op med mig – men desværre endte det her forløb bare med at splitte mig endnu mere i atomer, så jeg til sidst slet ikke kunne kende mig selv.

Og så gjorde jeg det, som jeg i virkeligheden bare skulle have gjort lige fra starten af: jeg skrev til min skønne Gina Asbjerg og fik en tid hos hende. Hun har været min redningskvinde i flere år, og denne gang var ingen undtagelse. Det viste sig nemlig, at jeg havde en masse undertrykte følelser, som sad og blokerede for min glæde, og som var hele grunden til, at jeg gik og havde det så skidt.

Allerede da jeg trådte ind ad døren i Ginas helseklinik (klokken 5:30 om morgenen) sagde hun som noget af det første “jamen du strålede jo sådan, da du gik herfra sidst”, og det gjorde jeg virkelig også. Tilbage i starten af januar var min energi på sit højeste – men nu stod jeg og havde ingen energi overhovedet, og jeg var fuldstændig smadret både fysisk og psykisk, fordi min krop var blevet så påvirket af alt det, jeg havde været igennem rent følelsesmæssigt. Jeg var træt, sov dårligt om natten, tudede flere gange om dagen over selv de mindste ting, og var konstant ked af det og deprimeret.

Alt sammen fordi jeg havde ladet en person gå over min grænse.

Den her ene episode havde væltet hele mit fundament og fået mig til at tro, at der var noget galt med mig, og at det jeg var, og det jeg gjorde, ikke var godt nok. Det lyder måske voldsomt, at sådan en lille ting kan slå benene væk under mig, men jeg er ekstrem sensitiv, så hvis jeg ikke sørger for at holde mit “hegn” oppe og passe på mig selv, så kan jeg godt komme til at lukke folk ind, som ikke har gjort sig fortjent til at være der. Jeg skulle selvfølgelig bare have sagt “fuck dig” og gået min vej – men man kan altid være bagklog, og da jeg stod i situationen var jeg ikke i stand til at sige fra. Jeg lod dem bare tromle over mig igen og igen, indtil jeg stod uden noget forsvar, så der ikke skulle andet end et lille “bøh” til at få mig til at knække sammen.

Og så er der jo det berømte citat “what doesn’t kill you makes you stronger”, som vel i en eller anden grad er rigtig nok. Jeg tror bare det er vigtigt at huske på, at enhver oplevelse eller episode, der rammer os følelsesmæssigt, skal tages alvorligt. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det handler om at blive ringet op klokken 3 om natten og få at vide, at ens datter er blevet kørt ned af en spritbilist på vej hjem fra byen, eller om det handler om noget så minimalt som at få en skideballe af ens chef. De to episoder kan være lige voldsomme rent følelsesmæssigt, så derfor er det vigtigt at mærke efter og lytte til sin krop – for det er den der larmer, når vores følelser bliver undertrykte.

 

NYT JOB

Midt i alt det her (altså før skønne Gina hjalp mig på benene igen) lykkedes det mig utroligt nok at få et job. Jeg blev ansat som receptionist på hotel CABINN Metro & Apartments i København, hvor jeg den første måned skulle arbejde fuldtid og derefter deltid indtil oktober. Den stilling har jeg så opsagt nu, for selvom jeg faktisk var rigtig glad for det den første halvanden måneds tid, så er jeg allerede blevet træt af det, og jeg savner at arbejde på min virksomhed og gøre det jeg elsker, nu hvor jeg er kommet på benene igen. Jeg savner at skabe og gøre det, som jeg ved, at jeg blev født til at gøre – nemlig at skrive og inspirere unge mennesker til at følge deres hjerte.

Ind i mellem spørger jeg mig selv, hvorfor jeg overhovedet valgte at søge det job i første omgang, men på det tidspunkt syntes jeg bare, at det lød mega spændende. Det var ikke et klassisk 9-16 job, og jeg savnede guidelivet og det at servicere nogle mennesker på en anden måde, end jeg gjorde i min virksomhed – så jeg tænkte, at jobbet som receptionist var en god mulighed for at få “the best of both worlds” ved at have et deltidsjob og arbejde på min virksomhed samtidig.

Desværre er der bare ikke særlig meget tid tilovers, når man har en stor deltidsstilling på omkring 30 timer om ugen og knap 3 timers transporttid hver vej. Selvfølgelig kan jeg sidde i toget og arbejde, men det er ikke dér, jeg er mest inspireret og motiveret til at skrive – og altså heller ikke dér, hvor jeg er mest produktiv.

Lige nu har jeg stadig en måned tilbage på arbejdet, og hvis jeg skal være ærlig, så føles det som alt for lang tid. Jeg føler, at jeg har rigtig meget indebrændt energi, fordi der er så mange ting, jeg gerne vil i gang med, og ting jeg konstant bliver inspireret og motiveret til at gøre. Det føles som om, at der er alt for få timer i døgnet til at nå de ting, jeg gerne vil. Der er kun plads til de ting, jeg skal.

 

SÅ HVAD SKAL DER SKE NU?

Udover at skrive min sjette bog (som jeg allerede er i gang med og som til en forveksling ikke bliver fiktion) så skal jeg i gang med en masse freelance arbejde med fokus på online marketing, content på sociale medier, tekstforfatning og tekstformidling til forskellige målgrupper. Jeg har siden sidste år været freelance tekstforfatter og online marketing ansvarlig hos PhoneWorld ApS, hvilket jeg er super glad for – så det vil jeg rigtig gerne lave meget mere af!

Derudover skal jeg holde en række foredrag til efteråret, hvilket jeg også glæder mig super meget til. Det bliver i samarbejde med min yndlings (og eneste) samarbejdspartner Torben, som jeg har startet Personligt Livsdesign sammen med – et meget meningsfuldt samarbejde, hvor vi i form af foredrag og workshops hjælper mennesker med at designe deres liv med hjertet. Se blandt andet hvilke byer vi besøger HER

På sigt vil jeg også rigtig gerne i gang med at coache flere unge piger, for jeg vil gerne bruge min historie og de ting, jeg har været igennem, til at hjælpe andre unge mennesker med at lytte mere til sig selv og leve deres liv med hjertet som kompas. Det er nemlig ved at hjælpe den unge generation med at forstå sig selv og deres følelser, at jeg føler, at jeg gør den største forskel i verden – for det er trods alt den generation, der kommer til at skabe vores fremtid.

Og shit, hvor det kilder i maven at tænke på alt det, jeg skal “tilbage” til, og alt det nye jeg skal i gang med (hint: så ved man, at det er det rigtige, man har gang i!)

 

VIGTIGHEDEN AF AT MÆRKE EFTER

Inden jeg runder det her blogindlæg af, så vil jeg bare lige tilføje, at jeg tror det er vigtigt, at man en gang i mellem stopper op og mærker efter, hvad det er, der giver en energi, og hvad der dræner en for energi. Det er noget, der kommer til at ændre sig hele livet igennem, fordi vi konstant er i udvikling – så derfor er det bare super vigtigt, at vi lærer at mærke efter, hvad der føles rigtigt, så vi ved, hvornår det er tid til at skifte retning.

Efter min seneste udgivelse Med hjertet som kompas havde jeg eksempelvis ikke særlig meget lyst til at skrive. Jeg kunne mærke, at jeg lige havde brug for en pause til at lade op og finde ny energi, inden jeg igen kastede mig ud i en længere skriveproces. Det samme skete med mine foredrag sidste efterår. Der ramte jeg også en periode, hvor jeg måtte sige stop, fordi jeg kunne mærke, at energien bare ikke var til det. Til gengæld glæder jeg mig nu til at komme ud og holde foredrag igen, fordi jeg har fået fornyet energi på lige netop det område.

Kort sagt er livet en hel del lettere og sjovere, når man bare følger flowet og gør det, der føles rigtigt i øjeblikket. Derfor øver jeg mig hele tiden på at blive endnu bedre til at mærke efter og følge mit indre hjertekompas, så jeg ikke “ubevidst” ender med at gå imod mig selv og mine følelser, og derved spænder ben for mig selv.

Selvfølgelig er der visse ting, som man skal gøre for at få hverdagen til at løbe rundt, men det er bare vigtigt, at det ikke er de ting, der styrer ens liv. Der skal også være plads til at gøre de ting, som man har lyst til, så det hele ikke bare bliver til skal og burdeJeg er fuldt ud overbevist om, at det vi har mest lyst til at lave og synes er sjovest, er det vi i sidste ende får succes med – uanset om det så er i form af glæde, lykke eller økonomisk frihed.

Så lov mig, at du også mærker efter helt inde i dit hjerte, hvad der føles rigtigt for lige netop dig – og tag action på det, du ved er det rigtige. Ofte ved vi godt, hvad det rigtige er, men vi handler ikke på det, fordi vi er bange for, hvad der venter på den anden side. Vi er bange for at træde uden for vores komfortzone.

Men helt ærligt, lyt nu bare til dit fucking hjerte og gør det, der gør dig glad! Sværere er det ikke, når du kan mærke, at det er det rigtige.

Du er lige præcis, som du skal være, og du behøver ikke at ændre på dig selv for at passe ind i den her verden. Bare lyt til dit indre hjertekompas og gør det, som dit hjerte brænder for – så kommer alt andet helt af sig selv 💜

 

[optin-cat id=”824″]

 


 

Et kærligt brev til gymnasie-Amanda

 
 

For et par uger siden sad jeg i bilen på vej hjem til min kæreste. Jeg kørte med vinduet halvt nede, solskin i ansigtet og høj musik, og jeg følte mig virkelig glad – både for mig selv og livet. Det var en ekstrem god dag, og alt var ligesom bare præcis, som det skulle være.

Efter lidt tid ender jeg så bag bus 615 mod Sorø – også kendt som den bus, jeg plejede at tage i skole for 3-4 år siden, da jeg gik i gymnasiet. Det fik mig hurtigt til at tænke tilbage på alle de tanker og følelser, jeg sad med i den bus hver morgen og eftermiddag, og jeg kunne ikke undgå at tænke på, hvad jeg ville sige til mit yngre jeg, hvis jeg fik muligheden.

Så derfor har jeg skrevet et kærligt brev til gymnasie-Amanda for at anerkende mit yngre jeg for de ting, jeg har været igennem. Jeg vil gerne ære mine kampe frem for at dømme dem – og jeg kunne mærke i mit hjerte, at det at skrive et brev til mig selv, var den helt rigtige måde at gøre det på.

Jeg var i tvivl, om jeg skulle dele brevet med jer her på bloggen, eller om jeg bare skulle holde det for mig selv, men jeg har efterhånden været så åben omkring alt om min fortid og mine kampe, at det ville være mærkeligt ikke at dele det med jer. Jeg vil ikke se det som et tabu at dele mine følelser i et offentligt forum – hverken når jeg svæver på en lyserød sky, eller når jeg er helt nede i kulkælderen – så her kommer et brev, som er skrevet direkte fra mit hjerte. Jeg håber, at det rammer dig lige så meget, som det ramte mig.

 

Kære Amanda,

Jeg ved, hvor hårdt det er for dig at sidde i den bus og lade som om, at alting er okay, når du i virkeligheden føler, at du er ved at eksplodere indeni. Jeg ved, hvor hårdt det er for dig at holde facaden oppe, for du kan ikke lide at lyve overfor dine venner og din familie, når de spørger, hvordan du har det – og mest af alt, så hader du at gå rundt med det hele inde i dig selv i frygt for, at ingen rigtig vil forstå, hvordan du har det, hvis du åbner op omkring dine følelser.

Men du skal vide, at der er rigtig mange mennesker i dit liv lige nu, som vil forstå dig, hvis bare du tør at åbne dit hjerte. Jeg ved, at det er skræmmende, og bare tanken giver dig lyst til at bryde sammen i angst. Du er blevet såret før, og derfor har du fået en eller anden overbevisning om, at det gør ondt at åbne dit hjerte – men det gør kun ondt, fordi du har holdt det lukket i så mange år. Det er okay at åbne op, selvom det gør ondt, for det er den eneste måde, hvorpå du vil føle dig hel igen.

Og jeg ved godt, at bare det at skulle stå op her til morgen, var en kamp for dig – for hvad fanden er det egentligt, du lever for? Hvorfor kæmper du så hårdt for at være perfekt, når du inderst inde godt ved, at du aldrig nogensinde kommer til at ligne nogle af de piger, du ser på Instagram? Hvorfor bruger du 2 timer hver evig eneste morgen på at lægge den helt perfekte makeup og krølle hver eneste lille tot af dit hår, bare for at få andre til at synes om dig?

Det gør ondt at se dig kæmpe så meget, når det hele er forgæves – så derfor bliver jeg nødt til at sige til dig, at du slet ikke behøver at gøre så meget for at få alle andre til at kunne lide dig. Du behøver ikke at træne flere timer for at tabe dig, og du behøver ikke at spise under 600 kalorier hver dag, bare for at føle dig god nok. Du behøver ikke at købe nyt tøj eller gå i solarie flere gange om ugen, bare for at blive accepteret.

Sandheden er, at din evige kamp om at være perfekt blot gør dig endnu mere ulykkelig. Jo mere du gør for at få omverdens accept, jo mere mister du dig selv og det du står for.

Men jeg ved også godt, at du inderst inde bare er bange for ikke at være god nok. Du er bange for, at ingen nogensinde vil synes, at du er god nok, hvis bare du er dig selv – men du skal vide, at selvom du er lige ved at kaste håndklædet i ringen, så kommer der en dag, hvor du vil indse, at du altid har været god nok. Du har altid været smuk, dejlig og elskelig, og du skal vide, at det ikke er dit ydre, der gør dig smuk. Det er dit hjerte og din kæmpe passion for at hjælpe andre mennesker, der gør dig smuk.

Jeg ved godt, at du ikke kan se det for dig lige nu (og du tror sikkert ikke på noget af det, jeg har sagt indtil videre) men du skal vide, at det bliver bedre. Selvom den negative stemme i dit hoved gør det svært for dig at tro på, at du overhovedet fortjener bedre, så bliver du nødt til at finde ind til den del af dig, der tror på, at du kan få det bedre. Du bliver nødt til at lytte mere til dit hjerte og mindre til den latterlige stemme i dit hoved, for alle de negative tanker, du render rundt med omkring dig selv, er ikke originale. Du tror, at du er den eneste i hele verden, der render rundt med så selvkritiske tanker, men du skal vide, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv har haft det præcis ligesom dig. Stemmen i dit hoved definerer ikke, hvem du er – det gør dit hjerte.

Og jeg ved, hvor svært det er at kæmpe imod stemmen i dit hoved, når du har så meget andet i dit liv, som du kæmper med lige nu, men du bliver nødt til at hænge i. Du er ved at kvæle dig selv i dine selvskabte problemer, og du er så langt nede, at du har svært ved at tro på, at der er lys på den anden side, at det bliver bedre, og at der er håb for en bedre fremtid – men hvis du bare holder ud lidt endnu, vil du snart kunne se lyset.

Du er god nok, og du fortjener en fremtid præcis ligesom alle andre. Du er hverken mere eller mindre speciel end alle andre – du er bare dig, og det er nok. Du fortjener mindst lige så meget glæde, kærlighed og lykke som den pige, der sidder to sæder foran dig, som du har misundt lige siden 1.g. Hun fortjener ikke mere end dig, bare fordi du synes, at hun er pænere end dig.

Men det gør mig sgu ked af det, når jeg ser, hvor meget du sammenligner dig selv med alle de piger, du følger på Instagram, og hvor mange kendte mennesker og modeller, du ser op til. Bare fordi de er tyndere end dig og har en fladere mave end dig, så betyder det ikke, at de er mere værd end dig.

Og hey, spoiler alert: inden for de næste par år kommer du til at tabe dig 10kg, og du kommer til at tage 10kg på – men du vil indse, at det ikke er din vægt, der afgør din glæde og din værdi som menneske. Det er dit spejlbillede og de ting, du tænker og siger om dig selv, der afgør hvor glad du er for dig selv.

Når alt kommer til alt, så er der kun én mening, der betyder noget, og det er din egen mening. Jeg ved, at det falder dig meget mere naturligt at gøre din værdi op i likes og kommentarer, men fuck man…. er du overhovedet klar over, hvor pisse smuk du er, når du smiler? Hvor klare og smukke dine blå øjne er, selvom du altid har drømt om at have brune øjne? Det er rigtig nok, hvad din mor (og fremtidige kæreste) siger til dig – du er fandme en smuk pige.

Selvom det er sandheden, så ved jeg, at det gør ondt at høre, for du tror ikke på noget af det. Hver gang nogen komplimenterer dig eller anerkender dig, så bliver du ked af det, fordi stemmen i dit hoved straks begynder at hakke ned på dig, så du får det endnu dårligere med dig selv, end før de komplimenterede dig.

Men du skal vide, at det er helt okay. Alting er lige præcis, som det skal være, for det tager tid at dæmpe den negative stemme i dit hoved, når du har brugt så mange år af dit liv på hade dit eget spejlbillede og den person, du er.

Din hjerne er overbevist om, at lykke og skønhed kommer udefra – men jeg kan fortælle dig helt klokkerent, at det gør det ikke. Lykke kommer ikke af at have den helt perfekte krop, den helt perfekte makeup, det høje gennemsnit eller de hundredevis af likes, og skønhed kommer ikke af at tabe et par kilo eller poste det helt rigtige billede på Instagram. Det kommer alt sammen indefra. Den eneste accept, der nogensinde vil gøre dig glad, er din egen accept.

Lige nu ville jeg ønske, at jeg kunne sige noget for at overbevise dig om, at det bliver bedre – men det kan jeg ikke, for du skal selv lære at se lyset i mørket. En dag vil du indse, hvor latterligt det er at tænke så nedladende og kritisk omkring dig selv, og du vil få øjnene op for, hvilken enormt skadende effekt det har på dit selvværd. Du er så god og hjertelige overfor alle, du møder. Du giver og giver, indtil du ikke har mere at give af, og så har du ikke engang energi nok til at løfte dig selv op og være der 100% for de veninder, du gerne vil være der for.

Men du skal vide, at bare det, at du trækker vejret lige nu og her, gør dig fortjent til kærlighed – ikke kun fra verden omkring dig, men fra dig selv. Du fortjener simpelthen at blive svøbt ind i kærlighed som aldrig før.

Og præcis derfor bliver du nødt til at lære at elske dig selv for der, hvor du er lige nu. Du er måske ikke i din mest fantastiske periode, men du er lige præcis der, hvor det er meningen, at du skal være. Du er ved bygge din karakter op, så du kan gå ud i verden og gøre en forskel med alle de gaver, du har inde i dit hjerte.

Så selvom du lige nu føler, at alt i dit liv er det rene kaos, så skal du vide, at det kun bliver bedre på den anden side. Den kvinde, du vil udvikle dig til at blive på den anden side af den her kamp, er alle tårerne og smerten værd. Du vil elske hende helt ind i dit hjerte, for hun vil få dig til at føle så meget kærlighed, at du vil stoppe op og stille spørgsmålstegn ved, hvordan du nogensinde kunne tvivle på, at du en dag ville kunne elske dig selv med alle dine fejl.

Og så vil du indse, at du endelig har fundet hjem – hjem til dig selv og den indre kerne, der ikke består af andet end kærlighed til dig selv. Du vil indse, at du er værd at elske, præcis som du er.

 

Knus og kram,

dit fremtidige jeg

 

 

Har du også noget, du ville ønske, at du kunne have sagt til dit yngre jeg? Og tør du at skrive det hele ned i et brev til dig selv for at anerkende den person, du er i dag?

Du er mere end velkommen til at dele dit brev eller dine råd til dit yngre jeg i kommentarfeltet herunder, så vi sammen kan åbne op omkring vores kampe og udfordringer. Du behøver ikke engang at skrive dit navn for at kommentere – så du kan være helt anonym, hvis du har det bedst med det.

Uanset om du deler det eller ej, så håber jeg af hele mit hjerte, at du finder styrken til at skrive et brev til dig selv. Det giver meget mere, end du tror 💜

 

[optin-cat id=”824″]